Udrejsen lød således:
6:00 Aalborg (AAL) → 7:25 Amsterdam Schiphol (AMS)
10:25 Amsterdam Schiphol (AMS) → 12:25 San Francisco (SFO)
Vi mødtes i Aalborg lufthavn ca. 4:30. Pga. tæt tåge i Amsterdam var begge fly forsinkede. På trods af forsinkelserne, ankom vi til planlagt tid, da det lykkedes piloten at indhente den tabte tid.
Før boardingen af flyet mod San Francisco, blev nogle passagerer bedt om at henvende sig ved skranken for ekstra sikkerhedstjek, herunder Thomas. Efter at have tømt lommer, åbnet tasker, taget iPad ud af cover og taget sko af, blev det hele testet for tegn på stoffer og sprængstoffer. Efter en negativ test, kunne alt pakkes sammen, og vi kunne sammen fortsætte ind i flyet. Flyveturen var lang, men behagelig og med KLM’s gode mad.
Ankomsten i San Francisco lufthavn var ret kaotisk, da der var over 200 meter kø til indrejsekontrollen. Efter at være blevet udspurgt af officerer ved U.S. Customs and Border Protection blev vi alle fire lukket ind i landet, Nicolai med streng instruks om ikke at arbejde illegalt. Bill samlede os op i vores nye bil udenfor ankomstterminalen og vi blev derefter kørt hjem til Bill og Lisa, som Nicolai boede ved under studieturen, og som vi skal bo ved, indtil vi kører nordpå. Her fik vi tjekket vores nye bil ud og opsat vores mobiltelefoner med amerikanske SIM-kort.