Efter en veloverstået dag med smukt landskab, hjemve til det danske køkken og en snefyldt cowboyder-by, kørte Karen os mod Salt Lake City og tilhørende Park City, hvor de vinter-OL blev afholdt i 2002. På denne næsten fem timers køretur skete der tæt på ingenting. Vi præsterede dog at køre en fugl ned, efter vi havde kørt mellem hundredevis af køer, som skulle flyttes fra en mark til en anden. Derudover bestod køreturen nemlig kun af lange lige strækninger hvor antal af sving var på højde med antallet af stjerner aftenens motel skulle have i anmeldelse, cirka to. Da vi ankom til Park City fandt vi hurtigt ud af, at byen ikke blot bestod af de forskellige stadions, skiramper, og hvad ens fantasi ellers kunne forstille sig hørte til et vinter-OL. Derimod var det en helt normal by på cirka 50 km radius med omkringliggende bjerge, et helt normalt skisportsted. Der var dog et museum omkring OL, som var meget interesant, men ikke meget mere end det.

Med denne skuffelse kørte vi i den nærtliggende Walmart for at handle ind til aftenens måltid, som bestod af store bøffer, mikromadskartofler og, til et af gruppemedlemmernes store forskrækkelse, salat. Dette blev igen lavet ud fra de bedste Michelin-kokkes mareridt, på et toilet. Og så alligevel ikke helt. I første omgang havde vi nemlig stillet gasblusset op på bordet udenfor toilettet. Vi fik så småt startet op i de fine store bøffer vi havde købt. Til vores store overraskelse begyndte røgalarmen dog at råbe og skrige noget så grusomt. Oliver fik dog hurtigt krofatter i røret og sagde, at vi blot havde brændt popcorn på i mikroovnen. Desværre ville han lige komme forbi og tjekke til os. For at sige det mildt, så fik vi travlt. Vi fik dog hurtigt gemt feltkøkkenet i badekarret og smidt både pande og bøffer ind i køleskabet. Da han endelig kom, var alt helt fjong, så længe vi holdt døren åben, så der kom luft igennem. Igen strålelede Michelin-kokkenes talenter igennem, og efter et veloverstået aftensmåltid, begyndte vi at gøre klar til morgendagen.