Ja, dagen startede, som ethvert ikke-vegansk menneske kunne ønske sig, med æg og bacon. Efter et veloverstået morgenmåltid tog Karen os på en bette to-timers detour tilbage til vores forrige overnatningssted i Blackfoot, da vi uheldigvis havde glemt noget vasketøj i tørretumbleren. Denne anledning benyttede vi også til at besøge den lokale Taco Bell og Subway for at få overskredet vores daglige kaloriebegrænsning.
Derefter vendte Karen snuden mod cowboyderbyen Jackson og den nærliggende nationalpark Grand Teton. Desværre, til vores store skuffelse, var alle cowboyderne gået i vinterhi, så det blev ikke til meget hesteridning eller dåseskydning. I stedet drog vi 10 minutter nord for Jackson til Grand Teton for at se bjergkæden The Tetons og dens tilhørende dyreliv. Som beskrevet af en ranger ved parkens besøgscenter, var bjergkæden som at trække et gardin fra vinduet, på samme måde kom bjergkæde til syne, og ganske rigtigt var det.
En halv times kørsel videre i parken kom vi til det mest bjørne-, elge- og bisonbefængte område i parken og var ellevilde for at se vores første frie bjørn i naturen. Det startede også fantastisk, med en hel mark fyldt med bisonokser, hvor det store kamera også kom frem, både med selfies og lignende. Fem minutters kørsel videre fandt vi, til vores store begejstring, skam også det store dyr, naturens “predator”, en bjørn. Igen gik vi helt fotoamok. Efter ti minutters uafbrudt fotografering begyndte bjørnen at rejse sig op, hvor det viste sig, til vores store skuffelse, at bjørnen havde gevir og altså måtte være en elg. På denne enorme skuffelse tog vi tilbage til byen og tænkte på aftensmad. Oven på den store skuffelse begyndte hjemveen at melde sig, så aftensmaden bestod af frikadeller med kartofler og smørsovs.
Hej, det er simpelthen fantastisk at læse om jeres oplevelser , måske I kan være så heldig, at finde en optiker.
Er der et sted vi kan se billeder fra stederne? . Fortsat god tur. Kh Kitty
Hej
Mange tak! Vi vil forsøge at finde en optiker, især til Nicolai.
Billederne kommer forhåbentlig op på Instagram, så følg os gerne. Ellers kommer de også op her på siden.
instagram.com/seoplevspis
Kh os alle fire 🙂
Fantastisk at høre om jeres tur med oplevelser. God tur til jer alle 4. Hilsen far Kjølby.
PS skriv endelig mere.
Tak skal du have, Far Kjølby.
Hilsen os alle fire 🙂
PS: Det skal vi nok.