I dag vågnede vi op til duften af stegt kød og den rungende larm af ingen brandalarm. Velkomstkomitéen bestod af så mange myrer, at de næsten kunne bære os ud af sengen. Vi fik os et chok, da vi åbnede døren. Der var faldet 10 cm sne, så vi droppede at se de sidste arenaer fra de olympiske vinterlege og begav os afsted mod Nevada. Hele turen på tværs af Utah lå der vand i vejkanten pga. den store mængde nedbør, der har været.

Lige op ad bjergene mod grænsen til Nevada ligger Bonneville-saltsletten, som man normalt kan køre på. Desværre var der også så fugtigt, at Karen ikke kunne køre derude. Vi måtte derfor nøjes med et selfie af skiltet. Karen ville det dog anderledes. Hun ville absolut teste 0-100-fart plus det løse på den tomme hovedvej ud mod saltsletten, og vi må sige, at det er 300 meget dovne heste, der sidder i Karen, men de rækker jo til vores beskedne forbrug.

I det sekund, vi kørte over grænsen til Nevada, dukkede der det ene store kasino op efter det andet. Vi kunne i hvert fald godt mærke, at vi var i samme stat som Las Vegas. Middag fik vi på Arby’s i West Wendover. Vi havde hørt deres motto mange gange på tv, “Arby’s – we have the meats”, men vi blev dog hurtigt enige om, at mens kvantiteten var i top, var kvaliteten det langtfra.

Nu gik turen videre ud på The Loneliest Road in America, Route 50 i Nevada, og vi kunne med det samme mærke, at der ikke var meget at se, da det første skilt viste, at det var 130 miles til næste tankstation. Vejen skuffede os heller ikke, for der var ikke noget spændene at berette om, og på et tidspunkt kørte vi 45 minutter uden at dreje rattet med 70 mph eller ca. 112 km/t. Da vi skulle finde overnatning i Fallon, Nevada fandt vi ud af, hvor afhængige vi er af internettet. Ingen af os havde nogen som helst forbindelse i hele den ellers relativt store by. Vi fandt dog en løsning ved at låne Walmarts Wi-Fi, sådan at vi kunne booke et værelse på Motel 6.