Denne skønne morgen startede utvivlsomt bedre end den forrige, både uden myrer, og som Hr. Wissing beskrev det – et ganske forfærdelige motel, nok mest på grund af de to myrer, som vedholdende gæstede hvert bord ved morgenmaden, og så selvfølgelig morgenmaden selv, som bestod af ristet brød, som man kunne skjule med et lag smør eller syltetøj. Aftenen før endte desuden i et virvar. Det viste sig nemlig at være svært at finde et motel, som ikke var for dyrt eller homofobisk. Vi havde jo ingen internet. Derfor forsøgte vi bare at køre ind til et motel, for at bestille et værelse. Manden bag disken havde dog ikke fulgt med tiden, så han mente ikke, at fire herrer kunne dele et hotelværelse.

Men nok om det! Det eneste negative at sige om vores motel i dag var dog, at der ingen morgenmad var. Derfor skulle vi ud i byen og finde et sted, som kunne bikse en let morgenmad sammen. Dette ville være en umiddelbar let opgave, hvis man altså var i en by med internet. Men i det uland, vi var kommet til, var dette ikke en mulighed. I stedet kørte vi gennem byen og ledte efter det perfekte sted at nyde vores morgenmad. Et sådant sted fandt vi minsandten også! Det hed Jerry’s, og var en ægte, lokal amerikansk diner. Morgenmadsmenuen hed “The Hungry Traveler”, og det kunne jo ikke passe bedre på os. Den bestod af tre scrambled eggs, seks stykker bacon eller pølser, hash browns og så mange pandekager, man kunne spise. Ganske enkelt fantastisk. Men det stoppede ikke der, for eftersom det var en rigtig amerikansk diner, var der selvfølgelig såkaldt “bottemless coffee”. Det betød, at man knapt nok fik drukket sin kop kaffe færdig, før servitricen havde fyldt den op igen. Servicen var generelt i top. Vi skulle dog lige vende os til, at blive tiltalt “hon”, “sweetie”, “darling” og “sugar”.

Selvom det nok er svært at forestille sig, gik der konkurrence i, hvem der kunne spise mest. Efter ædegildet var overstået, var stillingen således: Thomas endte på en klar sidsteplads. Dette skyldes en fuldstændig og aldeles forfærdelig præstation, som grundet det massive madspild, nærmest fortjente en medalje fra alle verdens buffetresturanter. Man kunne nærmest mærke, hvordan folk begyndte at kigge på Thomas med forfærdelse. Alt dette samtidig med at diverse miljøorganisationer stimlede sammen udenfor med høtyve og fakler.

Christian vandt den grønne sprintertrøje, efter at have spist alt andet end pandekagerne først. Derefter gik han dog kold op ad bjerget, og endte på en tredjeplads. Andenpladsen gik til en vedholdende Nicolai, der efter en toiletpause halvvejs, endte med at klatre cirka 17 af de 21 hårnålesving på Alpe d’Huez. Han måtte dog se sig slået af en utrolig præstation af Oliver, som stadig havde traumer fra dagen før. Han manglede blot én af de tre pandekager fra at være i mål. Efter at have betalt for gildet, og fået overbevist kamphanerne udenfor om, at Thomas angrer sin præstation dybt, kunne vi langsomt begynde at trille os ud i Karen.

Da vi efter meget baksværk var genforenet med Karen, kørte hun os mod Lake Tahoe. Her blev vi igen mødt af pæne mængder sne, men stadig plus-grader, så det var til at overleve. Lake Tahoe er en utrolig smuk, stort og ren sø. Den kan sammenlignes med Limfjorden i Aalborg. Altså lige bortset fra, at Limfjorden til sammenligning ikke er smuk, stor, ren – eller for den sags skyld en sø. Dette endte i et episk photo session med både selfies, panoramabilleder og utrolige gruppebilleder, der på mange måder minder om et albumcover fra et boyband.

Efter det afsluttede photo shoot kørte Karen os til “The Biggest Little City in the World”, Reno. For at komme til denne storslåede by, som er den næststørste kasinoby i Nevada efter Las Vegas, skulle vi over Mount Rose, som førte os til vores hidtil højeste punkt på rejsen. Her kom vi over 8.200 feet eller cirka 2.500 meter over havets overflade. Da vi ankom til Reno, tog vi på bilmuseet National Automobile Museum, som var anbefalet i vores eksemplar af Lonely Planet. Her var stort set alle producerede biler fra 1892 til 2000 repræsenteret (måske ikke, men der var mange, red.). Det var meget spændende, og bestemt et besøg værd. Herefter tog vi ind til Renos svar på “The Strip” i Las Vegas. Ikke noget at skrive hjem om (men det gør vi så nu alligevel? red.). Vi kiggede os mere over skulderen, end vi kiggede fremad.

Vi vendte derfor hurtigt tilbage til bilen og kørte mod motellet for natten. Aftensmaden bestod af Carl’s Jr. Igen, ikke noget at skrive hjem om (men det gør vi altså lige igen, red.). De havde åbentbart ikke mere kylling, så Olivers kyllingesandwich var på mærkværdig vis blevet til en cheeseburger. Så vi glæder os til at komme til varmere himmelstrøg, så vi kan starte med at lave mad udenfor, uden risiko for babu babu under madlavningen.