Dag 5: På vildspor mod lyset

I dag har vi igen været i San Francisco. Vi startede i Haight Ashbury, hvor vi havde planlagt at skulle se The Colored Ladies, som er en række huse malet i forskellige farver. De har været med i forskellige film og tv-serier. Vi nåede dog aldrig derhen, da vores “navigatør” ledte os på afveje. Det skulle vise sig, at dette blot skulle være begyndelsen på en lang række afveje.

Vi besluttede os i stedet for at gå gennem Golden Gate Park. Da vi var færdige her, skulle vi tilbage til bilen. Nicolai og Thomas mente, at de havde fundet den bedste vej på deres papirskort, mens Christian og Oliver svor til Google Maps på deres telefon. Til stor ærgrelse for kortentusiasterne kom teknologiholdet først til bilen. Da vi endelig blev genforenet var Christian og Oliver noget utålmodige, men til gengæld havde Nicolai og Thomas fået en flot, hyggelig tur gennem parken.

Efter kapgangen stod den igen på en lille køretur. Vi kørte fra San Francisco over Golden Gate Bridge og efter ca. en halv time var vi ved Point Bonita Lighthouse, som er et fyrtårn på den nordlige spids af San Franciscos bugt. Her var en utrolig flot udsigt over San Francisco og det omkringliggende vand.

Efter at have nydt udsigten, kigget på den lille udstilling i fyrtårnet og snakket med de frivillige guider, kørte vi den modsatte vej over broen og til det modsatte punkt, nemlig Land’s End på sydspidsen. Her så vi Cliff House, der er en restaurant bygget på klippekanten med udsigt over bugten og det fyrtårn, vi lige var kommet fra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.