I dag kørte vi det sidste stykke op til Crater Lake på en meget glat og snedækket vej. Den ekstra vægt, vi fik fra morgenmaden, hjalp dog Karen med at holde forhjulene på vejen. Morgenmaden bestod af en grukeddelfuld havregrød (tapetklister) lavet af Hr. Kjølby, der mente, at vi andre spiste som nogle små børn. Vejen op til udsigtspunktet var lukket, så den ekstra mad fik vi lejlighed til at forbrænde på stien op. Stien var ikke ryddet og derfor endte vi en del gange med sne til livet. Vi var blevet rådet til ikke at gå op uden snesko, men det kunne vi jo sagtens klare…

Halvanden time længere oppe ad bjerget mente vi at vi snart havde gået den mil, der skulle være op af bjerget, men så stoppede stien! Vi prøvede først den ene side af lysningingen i skoven uden held. Da vi så nåede til toppen fra den anden side af lysningen, opdagede vi, at vi i første forsøg ikke havde været længere end 10-20 meter fra toppen. Udsigte og selvtilfredsstillelsen opvejede de nu to timers hårde arbejde. Efter kun 40 minutters nedgang stod den på hjemmesmurt frokost og så ellers afsted mod Boise, Idaho. Den lange bestigningen af bjerget rykkede tidsplanen med et par timer, så vi blev nødt til at overnatte i Ontario, Oregon efter hundredevis af miles på lange, lige landeveje gennem Oregon.