Dag 10: Kartofler og pistol i dametasken

Vores 10. dag “over there” startede med en udmærket morgenmad fra Super 8’s morgenbuffet, inden Karen kørte os til dagens strabadser, i første omgang kartoffelmuseet Idaho Potato Museum. Spændende museum, især hvis man var inden for faget. Ellers var det mere stanken af friture, som trængte igennem. Idet vi var i hjertet af Idaho, staten af frihed og jagt, så vi et af dets utallige våbenbutikker overfor kartoffelmuseet. Som de nysgerrige unge mennesker, vi er, tænkte vi, at vi ville give det et forsøg. Da vi trådte ind i butikken blev vi både mødt med venlige smil fra medarbejderne og store rifler, som kunne slå selv de største bjørne ihjel. Med øjne der lyste op som børn på juleaften henvendte vi os til medarbejderne og lærte en masse interessante holdninger, Idahoanerne har omkring våben. Samtidig kom en kunde ind i butikken og tilsluttede sig samtalen, og igen blev vi klogere på amerikanernes forhold til våben. Han bar sin revolver med sig overalt, for så kunne han forsvare sig mod “the bad guys”.

Efter denne meget interessante oplevelse med et helt andet syn på emnet, end vi er vant til, tog vi videre til vores næste stop, Yellowstone. Her begyndte sneen og kulden igen at nærme sig med hastige skridt. Med snebunker, der steg med cirka ti centimeter per kilometer, og en vejrudsigt, som viste -25˚C om natten, tænkte vi, at det nok skulle blive en god og ikke mindst spændende oplevelse. Om aftenen spiste vi på den lokale restaurant Wild Wild West Pizzaria & Saloon, hvor vi fik god macaroni og ost.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.