Med en omgang god morgenmad, for en gangs skyld, som bestod af mere end bare brød og smør og denne gang med æg og bacon, kunne vi nu køre mod dagens største udfordring, Stone Mountain. Denne kæmpe sten lige uden for Atlanta var skam også noget af et syn. Hovedattraktionen ved stenen er en indhugget tegning af tre kaptajner fra konføderationen, men selvom det skulle være større end Mount Rushmore, kunne vi ikke finde det. Vi valgte derfor at gå den korte et-mils tur op ad bjerget og se, om det var der. Cirka halvvejs oppe blev Oliver og Christian nødt til at tage en pause og finde ud af, om det var nødvendigt at gå hele vejen op. Glemte vi at skrive, vejret var rigtig godt med solskin og 30 grader? Thomas og Nicolai lod sig dog ikke hindre og fortsatte deres vandren. Cirka 10 minutter senere da Thomas havde brug for en pause, blev vi alle også samlet igen og kunne fortsætte det sidste stykke sammen. 

Med sved nok til at stoppe Afrika fra at tørste og ingen stenhugning i syne, gik vi trætte og skuffet ind i caféen med air condition. Til vores store frustrationer fandt vi her en kæmpe kø til at blive transporteret op og ned ad bjerget i en kæmpe lift. Efter at have kølet ned forvildede vi os igen udenfor, både for at se efter den store skulptur, men også for rent faktisk at nyde udsigten. Ganske utroligt at et kæmpe bjerg er midt i ellers fladt område. Vi fandt også ud af, at udbygningen var på siden af bjerget og inde i en park. 

Vi vandrede derfor ned igen og gik en kort tur rundt i den nærliggende by. Her fandt vi noget af det mest spændende, en miniature stole samling. Her var et museum, som havde Guinness rekorden for flest miniature stole. Ganske imponerende. De kostede dog $5 at komme videre fra lobbyen, så vi vendte hurtigt om og gik mod Karen. 

Nu gik turen mod Atlanta centrum igen. Her var det blevet tid til middagsmad, som blev på en burgerrestaurant. Igen igen. Thomas og Christian følte sig eventyrlystne og tog en burger med laks. Oliver og Nicolai blev dog ved det sædvanlige med en ko-bøf, dog med henholdsvis to og tre bøffer. Efter at have fortæret det, stod planen igen i historiens tegn. Igen med Martin Luther King Jr. Her var nemlig hans fødehjem. Dertil var der også et museum, vi hurtigt fik kigget igennem, en kirke der var med til at starte hans “karriere”. Hans gravsted, og yderligere to museer var der. Ikke nogle som blev læst grundigere igennem.

Efter en uge med læring om historien om slaver og Martin Luther King Jr. var vi begyndt at få nok af det, så vi tog videre til noget, vi ikke havde brugt meget tid på, biler. Nærmere beskrevet Porsche. Da vi nåede til Porsche kunne vi dog hurtigt vende om, for ved indgangen blev vi vist væk, da vi ikke havde nogen aftale. Det viste sig, man enten skulle prøve en af deres oplevelser eller spise middag der. Da begge disse ting var ude af vores budget, droppede vi det og tog hen til den lokale Wendy’s for en is til 50 cents. Med Atlanta overstået kunne vi nu køre sydpå. Vi valgte dog at droppe vores lille afstikker til Biloxi, Mississippi, da vi stadig var en dag bagud fra tidsplanen og hellere ville bruge den ekstra dags kørsel i Florida. 

Det betød, at vi stoppede for natten halvvejs til Tallahassee, Florida, i en by der hedder Cordele. Aftensmaden blev her let og nem ved Popeyes. Den friske duft af friture mødte os med det samme, og derefter kunne vi se, vi var kommet i fint selskab. Den lokale high school havde nemlig dimission, og det valgte de åbenbart at holde på Popeyes. Efter at have fået vores mad til cirka $5 i gennemsnit og sat os ned, havde de forhenværende high school elever startet en rebellion og ladt deres våben og rettet dem mod os. En nedskydning af papirrester fra sugerørs pakkerne havde de krøllet sammen og sent mod os. Utrolig form for humor. Det var faktisk sådan, at det kun var Nicolai, der blev ramt til de unges store glæde. Nicolai lavede dog ikke nogen stor scene ud af det, men lod i stedet de unge have deres sjov. Tingene blev dog ikke bedre, da vi kom tilbage til motellet, for mens Oliver og Christian nød poolen, var der nogle andre gæster, som var ved at forlade stedet, fordi der var bedbugs i deres senge. Det betød at hverken Nicolai eller Thomas kunne komme ned og nyde poolen men måtte i stedet finkæmme værelset for bedbugs. Med det hele gennemsøgt og en hurtig googlening af hvad man skal kigge efter, var der et potentielt sted, vi havde fundet. Det viste sig, at dette blot var rust, så ingen alarm og vi sov derefter roligt.