I dag var vi tidligere oppe, mest af alt fordi vi frøs så meget, at det ikke var behageligt at blive liggende i teltet. Vi måtte derfor hurtig i gang med at lave morgenmad. Nicolai og Christian ville have havregrød mens Thomas og Oliver ville have bagels med smøreost. Thomas startede dog med at smage havregrøden, men levnede fordi han mente, havregrøden havde fået for meget salt. Christian spiste op, men mente dog, at Nicolai havde fundet kuren mod pshoraersis pga. grødens saltmængder sammenlignelige med Sortehavet (overdrivelser kan forekomme, red.) Fyldt op med morgenmad begav vi os frygtløs ud på hike-ruten mod Upper Yosemite Falls, ca. 2 miles lang. Vi havde alt det tøj på, vi kunne støve ud af kufferterne, men dette viste sig at være en rigtig dårlig ide, for da vi havde gået i et kvarter, bagte solen ned på os, og vi blev nødt til at smide alt det tøj, vi havde taget på for ikke at fryse ved morgenmaden. Efter det første pitstop begav vi os ufortrødent op mod vandfaldet. Vi havde kun to vandflasker med, og med alt det salt vi havde fået til morgenmaden, var dehydrering en reel risiko, men heldigvis var smeltevandet koldt og smagte godt. Vandfaldet er fantastisk smukt, selvom der var lidt mindre vand i det, end sidste gang Oliver og Christian besøgte det. Turen, der tog halvanden time derop, kunne nu gøres på tre kvarter nedad, hvor frokosten ventede. Frokosten, efterhånden en klassiker, bestod af sandwich med skinke og ost og en tilhørende cola, som vi mente var velfortjent efter de mere end 300 meters højdeforskel, vi havde gået op mod vandfaldet. Efter lidt planlægning ved middagsbordet med input fra nogle af vores nabocampister, besluttede vi os for at gå ud til El Capitan, og derefter videre ud til Bridalveil Fall, en tur på ca. 10 mil, dog i fladt terræn. Det viste sig at blive sværere, end hvad vi havde regnet med, da stien fra El Capitan til Bridalveil Fall pludselig stoppede. Vi kunne heldigvis se vejen, så vi gik ud til denne og fulgte den ud til vandfaldet. Vi havde planlagt at tage en bus hjem fra vandfaldet, da de var gratis, og fordi vi ikke gad at gå mere (måske i omvendt rækkefølge), men det vestligste punkt, som busserne kørte til, var vores lejr, så vi måtte gå den lange vej tilbage. På turen tilbage var der mange væltede træer, og vi stødte ind i samme problem som på sidste sti og måtte derfor følge samme procedure med at gå ud til vejen. Vi var begyndt at få lidt travl, da vi havde aftalt med vores naboer, at vi skulle medbringe brænde til bålet i vores lejr, så vi måtte sætte det lange ben forrest. Vi nåede det, og menuen stod nu på kyllingebryst vendt i karry med det enchilada-sovs, vi havde til overs fra i går samt pasta, ganske fortræffeligt mad. Det sidste af dagen stod på bålhygge til midnat, der endte i en stor klokken tolv raket i form af et par papkasser, der brændte RIGTIG godt. Vi havde lidt putte-vanskeligheder, idet en gruppe fra lejren ved siden af vores var begyndt at diskutere verdens problemer, især hvor trælse kinesere ifølge deres mening er, et knap så velovervejet emne, idet halvdelen af campen var asiatere – det skal dog siges, at de havde fået lidt indenbords.