I dag har været en dag med mange facetter. Den startede som gårdagens med at tre af os vågnede, efterhånden som nervesignalerne fra vores forfrosne fødder, nåede hovedet. Thomas sov derimod som en anden Tornerose i sin sovepose (som nok er bare en my bedre en os andres, red.). Nicolai fik dog vækket ham med den nøjsomhed og tålmodighed, som kun Nicolai behersker. Da vi alle var oppe, spiste vi morgenmad, som igen bestod af havregrød og bagels. Havregrøden var i dag blevet saltet med en sådan finesse og omhu, at den gled ned uden nogen form for brok, Oliver brokkede sig dog over at han ikke havde fået tilbuddet. Efter dagens første måltid var det blevet tid til at få pakket “Casa Kisser” sammen (vores telt, Karens søster, red.). Dette ordnede Oliver og Thomas i en ruf, mens Nicolai og Christian fik ryddet op og pakket tingene ind i Karen.

Ved gårsdagens bålseance havde Tyler og Julie anbefalet os at besøge Mirror Lake, som også er i Yosemite. Derfor besluttede vi os for at smutte forbi den på vej ud af parken. Christian blev i bilen for at tage sig en morfar, mens vi andre tre drog ud på dagens hike. Det var en gåtur på 2-3 timer, som tog os til en, som navnet antyder, spejlblank vandoverflade. Det var meget flot, eftersom klipper og træer blev gengivet i vandspejlet. Da vi igen var genforenet med Christian og Karen, gik turen mod vores næste stop, Sequoia National Park. Der gik dog ikke længe, før vi var blevet decideret gammelsultne. Derfor greb vi chancen og kørte ind til en lokal diner. Her greb fanden ved os, og Christian og Oliver bestilte en dobbelt cheeseburger med fritter, mens Nicolai greb til en trippelburger, ligeledes med fritter. Thomas beherskede sig og fik en sandwich med oksekød, såkaldt “corned beef”. Da maden blev serveret, kunne vi dog konkludere, at man snildt kunne have fået en bøf mindre. Men som de ansvarlige mennesker vi jo er, spiste vi selvfølgelig op. Herefter satte Karen igen retning mod Sequoia. Undervejs havde vi booket dagens overnatning på et motel, kun fire mil fra porten til Sequoia National Park. Da vi ankom hertil omkring kl. 18.00, var vi alle trætte og så frem til at få et bad. Det skulle dog vise sig, ikke at være så lige til. Vores check-in forløb ganske gnidningsfrit, altså lige bortset fra at vi fik et kollektivt grineflip. Dette skyldes, at manden bag disken havde til vane at mumle tallene på Olivers køre- og kreditkort, mens han med én finger fik slået dem ind i tastaturet, som var det runer på en stentavle. Dette resulterede i, at vi alle måtte kigge i hver sin retning for ikke at grine. Det holdt dog kun til, at Christian og Oliver kiggede på hinanden. Dette resulterede i, at de begge begyndte at grine, hvorefter både Nicolai og Thomas også måtte give efter. Da Christian og Nicolai var gået udenfor, faldt der igen ro over Thomas og Oliver, som måtte forklare manden, at vi blot var overtrætte efter den lange køretur. Vi fik nøglen til værelse nummer 7 og kunne udmattede parkere Karen uden for døren. Da vi fik åbnet døren ind til dagens sovekammer, blev vi dog mødt af en fugtig lugt af kælder, som selv en rutineret snotnæse ikke ville kunne misse. Oliver forsøgte at tænde for airconditionen, men her fremgik det af en påklistret seddel, at man ikke måtte skrue temperaturen ned under 70˚F, hvilket er ca. 21˚C, da årtier gamle apparatur ellers ville fryse sig selv ihjel. Men okay, dette kunne selvfølgelig ikke ødelægge vores gode badehumør. Det kunne til gengæld det lag skimmelsvamp, som udgjorde den ellers sparsommelige vægdekoration. Badeværelset var et kapitel for sig: Vasken var møgbeskidt, og elinstallationerne hang ud af væggene. Der var kun to små håndklæder. Men det kunne selvfølgelig også være ligemeget, for der var slet ikke noget varmt vand. Vi skulle efterhånden også bruge et par karklude, for nu var vores bæger for længst flydt over. Vi gik derpå ned til vores ven i receptionen for at klage. Vi fik forklaret den lille mand bag disken, hvordan landet lå, selvfølgelig på en civiliseret manér. Han sagde, at vi bare kunne ringe til Hotels.com og så få pengene refunderet. Det måtte åbentbart være et gennemgående problem, siden han ikke tilbød et andet værelse eller en prisnedsættelse. Vi returnerede til vores værelse for at ringe til Hotels.com. Der gik dog ikke længe, før manden havde slæbt sin lade statur ned til os for at inspicere situationen. Han kunne ikke forstå at, vi ikke havde varmt vand. Han prøvede derfor selv, og med en helt speciel teknik, der indvolverede en unik kombination af skruen, trykken og banken, fik han da også gang i hanerne. Han forklarede Nicolai, at man lige skulle gøre det på en speciel måde, da lortet var 60 år gammelt. Vedligehold er åbentbart ikke noget, han bruger tid på, og det fik Nicolai også forklaret ham. Han var så kvik, at han helt selv konkluderede, at det måtte være fugten fra taget, som havde forsaget skimmelsvampen på væggen. Her måtte vi da også lige tage hatten af, for det var vi da aldrig selv kommet frem til. Han var i det hele taget meget stolt over sin lille skurby, så det meste prellede af på ham. Da han så lige pludselig mente, at vi ikke kunne få en fuld refundering, fordi vi havde siddet på sengene, ja så måtte vi altså gå udenfor, og så fik han lige hele turen – på dansk selvfølgelig. Vi fik dog fat i en flink supportmedhjælper over telefonen, som fik sat skur-sheriffen på plads. Vi fik hurtigt en bekræftelse på aflysningen og drog herpå ud efter et nyt motel. Valget faldt på et lidt dyrere sted, som dog havde udsøgt kundeservice, varmt vand, aircondition og – tro det eller ej – rigtigt tapet på væggene. Aftensmaden bestod af en 16” delepizza, som kunne nydes, efter vi igen var blevet spulet rene og fri for duften/dunsten af bålrøg.