I dag startede Nicolai og Christian med at skrue vækkeuret en halv time tilbage, sådan at de kunne komme ud og løbe en tur. Nicolai havde lidt mere succes end Christian med at løbe hele turen. Da vi kom hjem, var der trængsel om badeværelset. Vi skulle jo afsted klokken 9 for at nå det stramme program, der bød på tur til Santa Cruz Boardwalk, Monterey, Carmel-by-the-Sea og Point Lobos. Vi nåede det til tiden, men Christian havde mistet en sko imellem Yosemite og Saratoga, så han ville have et par nys sko, inden vi drog videre på vores rejse. Centret åbnede klokken 9, så det passede jo perfekt, bortset fra at de først åbnede klokken 10, så vi måtte slukørede køre tilbage til Bill, der havde muget ud i timevis for at læsse alle Nicolais ting ud til bilen igen. (Det var måske kun en jakke, men det skal ikke fortælles til Nicolai.) Endelig halvanden time senere end planlagt kunne vi begive os ud på den halve times kørsel til Santa Cruz.

Vi ankom til, hvad der på denne tid af året var en spøgelsesby, nok grundet at Boardwalk-tivoliet var lukket og det kolde vejr, men vi kunne se, hvordan det kunne summe af liv i sommertiderne. Vi begav os ind i en souvenirbutik, hvor Oliver næsten havde et blackout igen, så vi vendte om mod parkeringspladsen og kørte mod Monterey.

Efter at have spist frokost på havnen i Monterey begav vi os over mod Fisherman’s Wharf i selvsamme by. På turen herigennem blev vi overfaldet med gratis smagsprøver på clam chowder, muslingesuppe, fra et dusin fiskerestauranter og smagsprøver på glaseret popcorn, fudge og karameller i ligeså mange slikbutikker. Vi måtte nu trække Oliver ud af hans himmerige og køre ned ad den berømte og hyggelige Cannery Row, en gammel industribydel hvor sardinfabrikkerne i Monterey plejede at være, men som nu er lavet om til en mondæn handelsgade med mange gode fiskerestauranter. For enden af gaden ligger det store Monterey Bay Aquarium, som vi besøgte sidste gang, vi var her. Efter at have oplevet Monterey, kørte vi ud på den sceniske 17-Mile Drive, hvor vi så noget af det bedste sceneri, den californiske vestkyst kan tilbyde. På denne rute vil de golfkendte også kunne genkende golfbanen fra US Open. Turen gik nu mod indre by af Carmel-by-the-Sea. Her ville vi se Clint Eastwoods tidligere restauranter, hans gamle og nye hus. På vores skattejagt kom vi igennem den meget charmerende og luksuriøse by med dens mange dyrere spisesteder og kunstgallerier. Efter dette kørte vi mod Point Lobos State National Reserve, en statspark der ligger lige syd for Carmel, og som Bill og Lisa havde anbefalet os. Og hvilken park! Alt var så utroligt smukt og idyllisk, at uanset hvor man kiggede hen, kunne man tage et billede til et postkort, altså lige bortset fra toiletterne (det er jo en fysisk lov, at offentlige toiletter skal være ulækre). Vi kørte nu videre ad den smukke Highway 1, hvor det det blev til utroligt mange stop, måske også for mange i forhold til hvor lidt tid vi havde til at finde et hotelværelse. Vi havde planlagt at skulle campere ved Big Sur, men det regnede, og vi gad ikke at sove i regnen og at skulle rejse rundt med et vådt telt. Vi måtte derfor ind og spørge ved de få overnatningssteder, der var på dette afsides sted af Highway 1, og vi indså hurtigt, at vi havde måtte finde både den store tegnebog og den store bøtte vaseline frem…

Vi endte med at betale $206 for et hotelværelse uden internet og fjernsyn. Rummet var dog udstyret med malerier, vi kunne flytte for at skifte “kanal”. Christian spurgte, om han måtte tage en pamflet, men svaret fra disken var: “I’ll probaly have to charge you for that.” Vi havde dog en kæmpe fornøjelse ud af hotellet alligevel. Fredag er jakogi-aften, og mod en masse modvilje fra Nicolai og til dels Thomas fik Christian og Oliver lokket dem afsted, og med de lokale favoritter Tim og Cameron, fik vi os et grin og en oplevelse, vi aldrig forglemmer.