I dag vågnede vi alle i byen Yuma i Arizona, tre af os med lettere dårlige maver. Det skyldtes måske gårsdagens måltid i Mexico, så det tog vi som en del af oplevelsen. Derfor kørte vi med oprejst pande mod Denny’s, som er en kæde af dinere, der er kendt for deres fedtfattige mad og små portioner (eller noget, red.). Vi bestilte lidt forskelligt fra den overdådige menu. Christian fik en pandefuld biksemad, mens Nicolai fik en sandwich med beskedne 1.300 kalorier. Thomas og Oliver var i det sunde hjørne. De bestilte nemlig begge en menu med hashbrowns, æg, bacon og en pandekage med vaniljecreme, karamel og frugt og bær på toppen. Nicolai og Oliver nød igen godt af princippet med genopfyldning af kaffe, mens Christian og Thomas fik juice. Efter den omgang var vi alle “behageligt mætte”.

Derefter fortsatte turen mod dagens stop, Saguaro National Park, som er en park med en masse kæmpekaktusser, også kaldet saguaros herovre. Efter en lang køretur i Karen havde flere af os oparbejdet os en let sult. Derfor besluttede vi os for at købe en sandwich på Subway lige uden for parken. Den fik hurtigt ben at gå på, så inden længe var vi ved Visitor Centeret i Saguaro National Park. Her fik vi en kort introduktion af en Ranger til, hvilke trails vi kunne gå på for at få mest muligt ud af vores besøg. Valget faldt på den 3,4 mil lange Sendero Esperanza trail, som snor sig gennem en smukt landskab med vilde blomster og høje kaktusser opad et bjerg, hvor den ender ved højderyggen, hvor der er en god udsigt over parken og landskabet. Vejen fra Visitor Centeret ud til starten på selve trailen var en jordvej med flere huller end de asfalterede veje i og omkring San Francisco, og det siger ikke så lidt. Men som en klog mand engang sagde, så er ingen vej i vejen for Karen.

Efter at have parkeret Karen kunne vi påbegynde vores hike i det varme kaktuslandskab. Det første stykke var rimeligt fladt, men trailen var omgivet af kæmpekaktusser og vilde blomster. Efterhånden begyndte det at gå opad, og det gjorde bestemt ikke udsigten dårligere. Der blev da også knipset løs på kameraet af især Oliver og Nicolai, som mente, at der var et godt billede for hvert dusin skridt, de tog. Vi nåede dog toppen, inden solen gik ned, og kunne derfor nyde udsigten over begge sider af bjergryggen. Det var egentligt vendepunktet, men Christian og Thomas insisterede på at ville højere op. Nicolai og Oliver mente dog ikke, det var nødvendigt at udsætte sig selv for mere i den varme – det er jo hårdt at være fotografer. Derfor besluttede vi os for at dele os op. På vej ned til bilen fyldte Oliver og Nicolai igen et par filmruller. Naturligt nok nåede de to ned til bilen før de ivrige bjerggeder. De ventede derfor under Karens skygge, og efter ca. 15 min. var vi alle samlet igen.

Dernæst fortsatte vi til Signal Hill, hvor vi havde fået at vide, at der på en halv mils rundtur skulle være nogle flotte petroglyffer på en række sten. Det viste sig dog, at det blot var grøn stue fra den lokale børnehave, der havde været på spil. Det var i hvert fald blot nogle utydelige spiraltegninger på et par af stenene. Faktisk var turen tilbage til bilen mere interessant. Her mødte vi nemlig et ældre ægtepar, som vi faldt i snak med. De var også på roadtrip gennem USA. De havde dog en 30 fod lang trailer med på turen, så som de selv sagde, havde de deres lejlighed med rundt. De var også meget interesserede i vores tur og gav os da også et par gode råd. Heriblandt at vi skulle besøge et meteorkrater tæt ved Grand Canyon. De viste os desuden en app, kaldet “AllTrails”, som har hikingtrails fra steder over hele verden.

Efter at have ønsket hinanden god tur kunne vi igen sætte os ind i Karen, som nu skulle fragte os til byen Phoenix, hvor vi skulle overnatte. Vi havde flottet os og bestilt et motel med udendørs pool og spabad. Vi havde dog et par timers kørsel, som først skulle overstås. Det er dog intet problem for den altid energiske Karen, der aldrig brokker sig, hvis hun altså bare får sine vanlige små 35 liter benzin om dagen.

Da vi nåede til Phoenix, var vi blevet sultne, så vi besluttede os for at besøge en gammel kending. Her taler vi selvfølgelig og Culver’s, som bekendt laver nogle tosset gode burgere. Og nåh ja, så har de selvfølgelig også Frozen Custard (is) på menuen. Det blev til en burgermenu til os alle. Og så snuppede Christian og Oliver en lille is, mens Thomas fik en omgang friturestegte ostehapsere. Ovenpå en veloverstået aftensmad kunne vi tjekke ind på motellet, som var et af de klart bedre på turen. Der gik da heller ikke længe, før vi alle havde fået bermudashortsene på og sad i den udendørs spa. Den var opvarmet til ca. 30 grader og havde bobler, handicaplift og hele pivtøjet. Efter ca. 15 min i klorgryden var vores shorts ved at have mistet alt farve, og det var desuden ganske varmt. Derfor tog vi mod til os og gik de ca. to meter over i den noget koldere pool. Det er måske vigtigt at nævne, at vi var alene i poolområdet. Altså lige bortset fra de tre andre, som sad og nød stilheden og vandets beroligende rislen.

Christian og Thomas var hurtigt kommet ned i poolen. Nicolai og Oliver skulle dog lige tage mod til sig. Nicolai havde sat sig på kanten som en anden havfrue, mens Oliver stod ved stigen. Der gik dog ikke længe, før den altid modne Oliver havde lavet en stille og diskret bombe lige ned foran Nicolai, som uundgåeligt blev lettere gennemblødt. Herfra tog det ellers fart. Thomas kom nemlig til at skippe mere vand på sukkerhavfruen, som bestemt ikke var tilfreds. Derfor hoppede han også i vandet, hvorefter det udviklede sig til en plaskefest af en anden verden. De tre andre var efterhånden også blevet trætte (af os, red.) og havde derfor trukket sig tilbage. Det samme blev vi naturligt nok også, og da vores badebukser nu også havde mistet alle livstegn grundet de absurde klormængder, kunne vi også krybe til køjs efter et kort bad.