Denne dag startede med, at vi tog afsked med Ann og Dale, meget følelsesladet øjeblik, især for Thomas, der knap nok kunne holde tårerne tilbage. Cameron var også yderst spændt på at høre om dette, da deres første farvel tilbage på studieturen var på grænsen til at kunne fylde et badekar med tårer. Det gik dog ikke så voldsomt for sig denne gang. Heldigvis.

Inden vi dog kunne køre videre mod Tuscon og Mexico, skulle vi dog først lige forbi USS Midway, det pensionerede hangarskib. Dette var noget, vi alle så frem til. På skibet var der også alt fra kahytterne, mandskabet sov i, som bestod af to køjer med tre senge i hver og med opbevaringsplads under madrassen, til de store fly, hangarskibet bar med sig rundt. Selve turen på skibet var ligesom Alcatraz, hvor man hver fik en afspiller, og så kunne man gå rundt og høre om alt, der blev lavet på skibet. Derudover var der også en masse frivillige veteraner, som havde arbejdet på skibet, mens det var aktivt, og som fortalte om livet til søs. Her var det mest spændende, at de gamle piloter fortalte, hvordan opsendelserne og landingerne foregik med fly, som lettede hvert 90. sekund.

Efter USS Midway stod planen på frokost, og da Little Italy belejligt var placeret cirka 500 meter fra skibet, udnyttede vi selvfølgelig denne mulighed for at få en rigtig italiensk pizza. Dette skulle Filippi’s Pizza Grotto sørge for. God pizza kunne de skam også levere, bare ikke italiensk. Lidt en skam, men sådan er det jo. Efter dette var planen Mexico, og eftersom vi var i San Diego, var dette jo en klar mulighed for at tage til Tijuana. Der var dog det lille problem, at Tijuana har omtrent en håndfuld flere drab pr. indbygger end USA på cirka 3.000 om året. Vi valgte derfor at tage til en amerikansk by, der hedder Calexico, som er det nordlige svar på den mexicanske by Mexicali. Her var planen meget enkel. Stik ind, stik ud, stik af. Altså, lige hurtigt at se Mexico, spise aftensmad, og tilbage til USA igen. Vi vidste dog ikke, hvor eller hvordan man lige kom på den anden side af det store hegn, mister Trump har fået bygget sig. Først gik vi hen mod skiltet, der sagde Mexico. Der blev vi dog hurtigt stoppet af en lokal, som sagde, denne vej kun var for køretøjer. I stedet skulle vi den modsatte vej af, hvor vi havde gået, og her lignende det skam også en grænseovergang, men det var det dog ikke. Tilbage med os i bilen, da vi for det første begyndte at blive lidt utrygge i forhold til de mange skumle typer, der var, og vi ikke anede, hvor vi skulle hen.

Efter at have undersøgt sagen grundigere, prøvede vi igen, dog uden Christian, der hellere ville blive i USA. Vi andre gik derimod hen mod det, vi troede var overgangen, og ville spørge to uniformerede mænd om vej. Den ene var dog ikke så snaksaglig og havde et meget lille ordforråd kun bestående af ordet “NO!” og på grænsen til at trække sit gevær, da Oliver spurgte hvilken vej, man gik over. Den anden derimod var lidt venligere og viste os fint vej til 50 meter længere ned ad vejen, hvor der var en stor, officiel bygning. På vej til Mexico var der ikke det store postyr, kun lige en politibetjent, som ville se vores pas uden at gøre noget udover det. Jo, han sagde også en masse på spansk, som vi af gode grunde ikke forstod. Dette lod vi dog ikke skræmme os, og vi vandrede tappert videre forbi en metaldetektor, hvor vagten stod med et fuldautomatisk våben. Udover dette gik vi uforhindret videre i Mexico. Da vi kom ud på gaden var billedet hurtigt anderledes i forhold til det, vi forlod i USA. Utallige fattige mennesker, som bare sad og kiggede. Man skulle tro, USA var dårlig på dette punkt, men lige her slår Mexico dem. Man skulle heller ikke tro, at kosten var nået til Mexico, som ser værre ud end efter en teenagers første drukfest, hvor forældrene ikke var hjemme til at rydde op. Her gik vi cirka 200 meter ned ad gaden, men vendte om, da vi havde set de første fem stiknarkomaner ude på gaden.

Da vi kom tilbage til overgangsbygningen skulle vi først vise vores visum til et par ligegyldige officials. Grunden til, de er ligegyldige, er, at de lukker stort set alle igennem til de næste officials. Dette var en miniversion af lufthavnen, når man første gang ankommer. Her blev vi kort spurgt, om vi havde medbragt noget fra Mexico, og hvad vi skulle der. Her svarede vi, at vi ledte efter noget godt mad, men det hele så så snusket ud. Det kunne han dog ikke forstå, for det bedste mexicanske mad, han havde fået var i Mexico, sjovt nok. Nå, men han rev da lige et stykke af en toldformular og skrev på bagsiden, hvad stedet hed, som vi skulle prøve. Dette sted havde vi dog også set på hjemmefra, så vi vidste, at det lå tre miles fra grænsen. Vi spurgte om det var sikkert at gå derhen, og han svarede, at vi kunne tage en Uber, for så var det ingen problem. Vi spurgte også, hvorfor vi ikke fik noget stempel i passet for at være i Mexico, men det var meget normalt, sagde manden bag skranken, da mexicanerne ikke tjekker noget. Vi vendte straks om og vendte tilbage i Mexico. Det eneste problem var dog, at Thomas og Nicolai Berge havde ladet deres telefoner blive i bilen, hvis vi nu skulle blive røvet. Det betød, at Oliver, der ikke havde Uber installeret, blev nødt til at gøre det på vores eget data. For det første tog det cirka 45 minutter, før app’en var downloadet, og for det andet havde vi ingen roaming i Mexico, så det blev vi også nødt til at tilkøbe til $5.

Nu var vi klar. Til vores store overraskelse var vores mexicanske ven ved grænsen dog væk, så denne gang gik vi lige igennem. Samtidig havde vi bestilt en Uber, som dog havde lidt problemer med at finde os og kun skrev i spansk til os, så vi havde et par problemer med at blive hentet. Det lykkedes dog til sidst efter et par Google-oversætninger. Da vi kom hen til adressen, var der ikke rigtig nogen restaurant, så nu skulle vi til at forklare, at det ikke var det rigtige sted. Vi viste dog hurtigt sedlen til chaufføren, og stedet genkendte han med det samme. Heldigvis var det også kun 300 meter længere henne ad gaden. Stedet var skam også propfyldt.

Nu havde vi samme udfordring som før: Ingen mexicanere forstår engelsk, eller det skulle man i hvert fald tro. Da vi stod og prøvede at tyde det spanske menukort, kom der en venlig sjæl af en tjener hen og spurgte, om han skulle hjælpe. Vi kom ned og fik et bord og fik bestilt fem tacos med kylling, fem med ko og fem med gris. Efter ganske kort ventetid kom maden, og det havde skam også været umagen værd. Vi blev hurtigt enige om, at det var det bedste mexicanske mad vi havde fået. Man kunne nemlig helt selv designe sine tacos, for på bordet stod der omkring ti forskellige slags fyld, man kunne tilføje. Vi bed dog hurtigt mærke i, at dette ikke blev skiftet fra gæst til gæst. Dette kunne Thomas også hurtigt mærke og straks efter at være færdig med sin mad, skulle han på toilet. Det tænkte vi andre dog ikke mere over, for det er jo ganske normalt han skulle det. Vi betalte og fik bestilt vi en Uber tilbage til grænsen og kom hurtigt tilbage til den tålmodige Christian, som selv havde fundet aftensmad i dag. Selvom det var blevet mørkt, besluttede vi at køre en time videre, da vi i forhold til planen var kommet lidt bagud. Det betød, at vi sluttede dagen i Yuma, Arizona. Her kunne Oliver og Nicolai skam også mærke den mexicanske mad og skiftedes til at benytte toilet i en kort stund inden sengetid.