Morgenen efter en fantastisk bøf er altid en god dag, og denne dag var intet mindre end det. Den startede stille og roligt med en let morgenmad, ikke at det var vores eget valg, men skyldes det smalle udvalg ved morgenmadsbordet. Igen skulle vores egen, lille handyman prøve at lave manuel arbejde, hvilket denne gang bestod i, at Oliver skulle lave havregrød i mikroovnen, hvilket selvfølgelig ikke lykkedes. Halvdelen af havregrøden røg desværre ud af skålen. Han kom dog ikke selv til skade i forsøget, men et større oprydningsarbejde skulle dog til, før vi kunne komme videre.

Nu blev kursen sat mod Meteor Crater lige øst for byen, vi boede i, Flagstaff. Som de selv kalder det, så er det dét bedste præserverede meteorkrater i verden. Om det var det, vil vi ikke vurdere, men stort og imponerende var det i hvert fald. Det siges også, at det var dette krater, som gjorde forskning mulig i forhold til at vurdere, om kratere er et meteorkrater eller et vulkankrater. Her var også en guidet tur, hvor vi gik en fjerdedel rundt om krateret og fik historien bag set og fortalt. Her var det specielt vigtigt, at man, som en hver amerikaner er vokset op med, skal “watch your step” og ultra-vigtigt, man blev på den asfalterede sti. Dette forstod halvdelen af vores gruppe ikke, så det forsinkede turen lidt, men stadig et utroligt syn at se et hul, der fra top til bund var 700 fod, ca. 210 meter, da hullet opstod og nu var det cirka 500 fod, ca. 150 meter.

På vejen tilbage fra rundturen om krateret fortalte vores guide også om et vandfald, der kun kan ses hver femte til tiende år, så det besluttede vi var værd at tage en to timers detour for. Guiden sagde dog, at man ikke skulle have en lav bil for at komme derud. Det lå nemlig midt i Navajo-indianernes land, så der var cirka ti mil på grusvej og ingen god grusvej. Her blev Karens evner rigtig sat på prøve. Chaufføren var heller ikke helt gode venner med Karen på dette stykke. Han mente nemlig, at stille og roligt var vejen frem. Vi andre, og ikke mindst klogere, mente dog, det var omvendt, fordi hullerne i jorden var så små, at det var bedst at køre hurtigere over dem, så bilen ikke nåede at ryge ned i hullerne. Dette viste sig også at være rigtigt, og så blev der da også smidt noget kul på kedlerne, og vi kom afsted. Vi fandt da også på et tidspunkt et vandfald midt i alt støvet. Meget utroligt, at der er et vandfald midt i ørkenen – rent var vandet dog ikke. Vi vandrede den korte vej ned til foden af vandfaldet for at fylde et par filmruller, inden vi tog videre. Oliver kom dog til at gå over en slagmark på vejen til vandfaldet. Han blev her angrebet af mudderkast og glidende tacklinger. Han undgik dog de glidende tacklinger på mirakuløst vis og blev kun ramt af et mudderkast. Ikke at der ikke blev brugt skældsord mod den bette purk, eller at han var ved at kaste ham i vandfaldet.

Efter Oliver var blevet nogenlunde ren, bevægede vi os op fra vandfaldet og hen til Karen for at køre mod Grand Canyon. I forhold til vores tidligere campingsted i Yosemite var dette, hvad man kaldte luksuscamping. Hvor man i Yosemite skulle dele sin campingplads med to til tre andre, havde man her sin egen bænk og parkeringsplads lige ved siden af pladsen med egen bålplads. Ikke at det stoppede der, for vi boede også lige overfor det opvarmede toilet med varmt vand, elektricitet og automatisk sæbedispenser. Der var skam også mulighed for at vaske ens tøj, både med vaskemaskine og tørretumbler. Prikken over i’et var dog, at man også havde mulighed for et varmt bad for $2. Her ankom vi omkring klokken 18.30, så vi havde kort tid at arbejde med, inden det blev mørkt. Thomas og hans lærling, Nicolai, blev derfor sat på teltopsætning, og Oliver og Christian stod for maden. Denne bestod af sammenkogt ret med gris, grøntsager og en liter fløde. Dette smagte også udmærket, men det er også svært at ødelægge noget med en liter fløde. Ellers gik aftenen med bål og varm kakao med skumfiduser, inden vi skulle blive klar til morgendagens strabadser.