Denne dag startede tidligt, i hvert fald for Nicolai. Han var gået tidligt i seng dagen før, så han var også tidligt oppe. Klokken 6.30. En blanding af ikke at være træt, og at hans liggeunderlag ikke havde noget luft i sig. Dette udnyttede han til at gå en morgentur i det iskolde Grand Canyon. Det mente han i hvert fald, det var, inden solen for alvor begyndte at skinne igennem. Nicolai ville dog ikke gå uden noget formål, så han vendte snuden mod Visitor Centeret i parken for at kunne planlægge, hvor meget vi alle skulle gå denne dag. Uden at vide, hvor det var, eller hvor langt væk det var, begyndte han at gå. Hurtigt nåede han hen til, hvad der lignede besøgscenteret, men han blev dog hurtigt skuffet, da det bare var morgenmadscaféen og det lokale supermarked. Ingen internet var der heller til at finde derhen, så Nicolai blev nødt til at finde et kort over området og kunne nu vurdere, at dette var en ret så lang morgentur på cirka fire en halv kilometer tur-retur. Men det var dog intet at regne for så ung en purk som Nicolai, der endnu ikke er kommet ud af teenageårene som de andre og mere modne i gruppen er (næsten, red.). Da han nåede til Visitor Centeret, blev han dog hurtigt skuffet, for de var ikke åbnet endnu, og man kunne derfor ikke kalde denne tur andet end spild. Nicolai vendte derfor skuffet og frustreret gåbenene mod campingpladsen. Da han kom tilbage til campingpladsen, var der ikke sket så meget med de tre andre medlemmer, selvom klokken nu var blevet 8.00. Nicolai tog derfor den voksne rolle og vækkede sovetrynerne. Derefter blev der sat kog i blusset, og resterne fra aftenen før blev brugt til morgenmaden.

Nu var klokken efterhånden blevet så mange, at Visitor Centeret måtte have åbnet. Da vi ankom dertil, denne gang i bil, var der skam også åbnet. Dette var vi dog ikke de eneste, som havde fundet ud af, og vi måtte stå i kø i omkring 20 minutter for at få hjælp. Da vi endelig kunne få hjælp, spurgte vi til det bedste stykke at gå, hvis man både ville gå oppe og nede i kløften. Vi fik at vide, at man så skulle ud til noget, som hedder Mather Point og gå langs kanten på Rim Trail til en anden sti, der hedder Bright Angel Trail, som går hele vejen ned i kløften. På denne måde havde vi cirka tre miles oppe, og derefter kunne vi selv bestemme, hvor langt vi ville gå ned i kløften. Vi ankom til Mather Point, som gav os den typiske Grand Canyon-udsigt, og vi blev da heller ikke skuffede. Man kan godt forstå, de kalder det Grand Canyon, for det er en meget stor kløft, i forhold til hvad vi indtil videre har set.

Herefter gik vi, som planen sagde, mod Bright Angel Trail, hvor vi spiste vores hjemmesmurte sandwich, inden vi gik ned i kløften. Her var planen at gå indtil tre-mil-huset og se, om vi gad mere. Vejen ned var også meget let, og vi kunne ikke forstå, at alle dem, som var på vej op, svedte så meget, som de gjorde. Vi ankom da også til vores stoppested i rekordtid. Her blev toilettet og udsigtsposten udnyttet. Her besluttede vi at gå et par hundrede meter videre for at kunne få et bedre syn opad klipperne, som var meget specielle. Der var nemlig et stort fald i højdemeter de næste par hundrede meter. Efter 10-15 minutters gang, vendte vi hovederne og så op mod de kæmpe klipper, vi for bare to timer siden havde stået oppe på. Utroligt syn, og man føler sig virkelig lille, når man står nede mellem klipperne.

Nu til den svære opgave. Parken skriver, at gangen op er dobbelt så hård som vejen ned, så det skulle jo ikke være så hårdt. Det var det dog. Bare de få hundrede meter tilbage til tre-mil-huset var hårde, og vi kunne allerede mærke sveden begynde at løbe ned ad vores små kinder. Det blev da også til en række flere stop op ad kløften. På et tidspunkt blev Oliver og Nicolai dog nødt til at gå i forvejen, både fordi gruppen havde brug for en pause fra hinanden for at undgå, at nogle ville skubbe hinanden ud over, men også fordi pauserne, hvor vores puls røg op og ned hele tiden, var hårdere end selve hiken.

Da vi alle var nået til toppen og havde fået noget nyt vand, da vandposterne på stien var ude af drift, begyndte vi at gå tilbage til bilen. Nu var klokken nemlig også ved at være omkring solnedgang, så vi skyndte os at få et velfortjent bad, inden vi kørte ud til et udsigtspunkt, der hedder Lipan Point, som skulle være et af de bedste at se solnedgangen ved. Der blev vi dog nødt til at smide noget ekstra kul på Karen for at kunne nå det, fordi Thomas skulle rigtig bade igennem. Efter at have set den flotte solnedgang, som måske ikke var helt så flot, som vi havde håbet, vendte vi tilbage til lejren og begyndte på aftensmaden, som i aftens anledning bestod af hotdogs. Det blev ikke til meget bål denne aften, da vi alle var ret så meget udmattede efter den lange vandren. Nicolais skridttæller talte cirka 38.000 skridt og 25,5 km, så på den lade side har vi ikke været.