I dag stod vi op og fik pakket alt vores habengut sammen. Denne gang var det meget lettere, end da vi var i Yosemite, da vi havde fået en “luksuscampingplads”, hvor vi aldrig var mere end en intim afstand fra Karen. Samtidigt blev der lavet tapetklister til at holde sammen på vores tarmflora. Turen gik nu mod Lake Mead, den menneskeskabte sø, som Hover Dam har skabt, og dermed har jeg også afsløret den anden seværdighed, der skulle ses i dag. Det er en tur på 2,5 timer (plus ispause), så derfor skulle både Karen og os selv have tanket op. Vi fik burgere på Five Guys, og Karen fik sin sædvanlige livret i form af flydende fossiler, højst sandsynligt pumpet op af Golfen.

Vi ankom til Hover Dam ved 4-tiden, og efter at have kørt lidt rundt for at parkere, indså vi, at vi var for sent på den til at komme ned og se generatorerne i dæmningen. Vi “nøjedes” derfor med at se museet, der handlede om dæmningen. Inden vi nåede at komme ind til museet, skulle vi igennem 15 medarbejdere (1 museumsælger, 1 vagt, 6 security, 2 billetsælgere, 1 billettjekker, 1 medarbejder til at føre os hen til trappen, 1 der fulgte os op ad trappen, 1 der viste os, hvilken dør vi skulle gå ind af efter trappen og 1 der bød os velkommen til museet) for at betale og gå i gang med at se museet. Vi må derfor konkludere, at ham Trump-drengen har fået lavet nogle offentlige arbejdspladser. Museet så ikke ud af særlig meget, men det skyldtes, at det var meget tekstungt, men det var stadig spændende og indbydende. Midt i museumsturen kom der en medarbejder og vejledte os op til den sidste tur på udkigsdækket, og her kunne man virkelig fornemme, hvor stor dæmningen virkelig er. Efter dette færdiggjorde vi de sidste udstillinger, hvor der blandt andet var en kopi af en generator, man kunne gå ind i, nogle hightech skærme, der kunne vise, hvor meget strøm dæmninger producerer, og hvor de amerikanske ligger, samt det vigtigste, nemlig et shoutout til Ørsted (den danske fysiker). Vi var også imponerede over at læse om, hvordan projektet var blevet fuldført mere end to år inden planlagt og indenfor budgettet. Dette kunne de danske offentlige projekter lære noget af.

Vi gik derefter en tur over dæmningen og kunne nu se nogle af alle de ting, vi havde læst om inde i museet. Vi krydsede også statsgrænsen midt på dæmningen og var nu tilbage i Arizona efter et smut i Nevada på museet. Her kunne vi se Arizona-sidens nødoverløbsrør, der lignede et kæmpe kloakrør der var 15 meter i diameter, og som sidst var i brug engang i ’83. Ved siden af Hover Dam har man bygget en firesporet motorvejsbro, hvor man kan gå ud på og se Hover Dam, så det besluttede vi os for at gøre. Den korte tur op ad trapperne var ikke noget problem, hvis det ikke havde været så varmt, så vi var glade for, at det luftede lidt ude på broen, hvor udsigten desuden var fantastisk. Varmen var så slem, at der opstod en nødsituation! Nødsituationen var en enorm hungren efter is, så den måtte vi tage os af, inden vi kunne køre forbi Lake Mead og hen til campingpladsen. Heldigvis var der en Dairy Queen (landsdækkende isbutik), hvor vores nødsituation kunne blive behandlet med manér.

Turen gik nu med Karen, der kunne køre os langs bredden af Lake Mead mod vores campingplads. Fra Karen kunne vi se de meget karakteristiske mærker, som Lake Meads variererne vandstande havde lavet i landskabet i form af en afbleget linje, der gik på tværs af hele den dal, vi kørte i. Vi ankom til campingpladsen, mens der stadig var sollys, og fik valgt den perfekte plads, hvor vi kunne se ned til en lille flod, og hvor vi planlagde at sætte vores bord og stole og spise aftensmad. Efter vi havde betalt for campingpladsen og talt lidt med campingpladsens bestyrere, gik Nicolai og Thomas i gang med at sætte telt op med den tone, der kun kan opstå, når man arbejder med stænger, huller og oprejsning. Imens gik Christian og Oliver i gang med at lave den mad, vi havde købt i Walmart tidligere på dagen. Kødet blev hurtigt smidt på panden, og så fik Christian og Oliver ellers en hjerneblødning inspireret af deres yndlingsprogram på Danmark Radio, Nak & Æd. Bordet blev nemlig dækket med bark og sten samt en lommelygte, der blev hængt op i et træ som en projektør, og så var der ellers god mad og hygge, indtil vi skulle i seng.