Solopgang og starten på en ny dag i ro og mag i idylliske omgivelser på savannen ved Lake Mead. Sådan skulle det have været, men i løbet af natten var det blæst noget så grusomt op. Flot var det dog stadig – her taler vi selvfølgelig om landskabet og ikke den balje tapetklister, vi ondulerede til morgenmad. Grundet vejret var vi vågnet tidligere end normalt, og kunne derfor sætte os ind i Karen og begive os videre til Valley of Fire, før klokken havde passeret 10.00.

Her skal det lige nævnes, at vi havde lavet et skift i den sædvandlige rotationsordning, for hvem der kører Karen. Det var nemlig blevet tid til, at turens fartbølle, Thomas, skulle bag rattet. Det udløste et par spændingsfyldte situationer, men vi nåede dog til Valley of Fire uden de store dislokationer i vores hofter og rygge. Valley of Fire er en statspark i Nevada, som er kendt for sine smukke mangefarvede sten og bjergformationer. Efter at have betalt et indgangsgebyr på $10, for både Karen og os fortsatte vi den korte tur til Elephant Rock. Vi måtte efterlade Karen på parkeringspladsen, mens vi andre gik det korte stykke til den elefantformede sten. Man kunne godt se, at det lignede en elefant, hvis man ikke var alt for kritisk, så det var da meget sjovt.

Vi returneredes til Karen og fortsatte til Visitor Centeret. Her var der åbent Karen Caravan-træf på parkeringspladsen. Vi talte nemlig ca. 15 andre Dodge Grand Caravans. I Visitor Centeret snakkede vi med et frivilligt ældre ægtepar, som med et samarbejde, der mest blev ledt af konen, fortalte om de forskellige ture, vi kunne tage på. Hun spurgte dog manden, om hvor langt der var mellem to punkter. Han hørte dog ikke spørgsmålet og bad derfor om at få det gentaget. Konen var dog videre, så det blev aldrig aktuelt.

De anbefalede os at hike til de flotte Fire Wave-formationer og derefter videre til Pink Canyon, så det gjorde vi. Efter Thomas havde parkeret Karen så langt fra starten på stien som muligt, kunne vi tage hul på gåturen. Det blæste en halv pelikan, så Nicolai havde spændt remmen på hans safarihat godt ned om hagen, mens Thomas og Oliver måtte klare den uden rem. Den taktik holdt dog ikke længe, for snart tog Thomas’ hat afsked med hans hoved, og så kom der fart på drengen. Oliver var hurtig på kameraet og filmede jagten. Ironisk nok fløj hans hat nu også af, så nu måtte han også afsted. Løsningen blev at trække hattene godt ned om ørene og så ellers tage den i hånden, efterhånden som man blev træt af at ligne dumbo.

Efter at have gået et stykke tid nåede vi til de føromtalte Fire Waves, og de skuffede bestemt ikke! Det er utroligt, hvordan naturen kan lave så flotte farver og mønstre. Der var dog også andre, som havde taget turen, så vi besluttede os for at sætte os lidt på en høj sten, hvor vi havde god udsigt. Herefter gik vi videre mod Pink Canyon, som vi også havde fået anbefalet. Vi havde fået at vide, at vi bare skulle fortsætte forbi Fire Wave-formationerne, så det gjorde vi. Og det var det hele værd, for inden længe gik vi mellem stenvægge i alle regnbuens farver. Det var virkelig flot. På et tidspunkt nåede vi til den vej, vi havde kørt på til parkeringspladsen, men da man ikke måtte gå langs vejen, måtte vi krydse den. På den anden side fortsatte de imponerende farver. Det samme kunne dog ikke siges om stien, vi gik på. Vi blev derfor nødt til at gå off road. Den eneste vej var nemlig at klatre over de mange sten og små bjerge. Heldigvis nåede vi Karen i god behold, så nu var det bare op til hende og Thomas at få os til Las Vegas i samme stand.

Efter en køretur på ca. en times tid, nærmede vi os Las Vegas. Klokken var ca. 13.30, så det var tid til frokost. Her faldt valget på burgerkæden Shake Shack, som ligger på hovedgaden Las Vegas Boulevard, også kendt som The Strip. Vi parkerede derfor Karen på gæstepladsen ved hotellet Luxor. Den korte gåtur ned til Shake Shack startede gennem et af de mange hoteller, Exalibur. Hotellerne er forbundet, så snart var vi på hotellet New York New York. Herfra gik vi ud på The Strip og ankom derefter til restauranten. Vi bestilte vores burgere, og mens vi ventede, kiggede vi efter et sted at sove. Da vi var sent ude, var der ikke så mange muligheder. Et andet træls problem med at overnatte i Vegas er, at de fleste af de fede hoteller kun tillader check-in, hvis mindst en af os er 21 år gammel. Efter lidt søgen besluttede vi os for at prøve en bolig på Airbnb. Vi kunne dog først komme efter kl. 16.00, så vi besluttede os for at gå en kort tur på strippen. Vi endte i Coca-Colas store butik på hele tre etager. Her brugte vi en del tid på at studere en række af de mange ligegyldige “kinating” med Cola-logo på. Af disse kan bl.a. nævnes læbepomade med colasmag, julekugler med logo på og containerlæs af andet habengut.

Nicolai og Oliver købte da også en baseball hver til deres samling, mens Thomas og Christian købte en lykkepose til to dollar med en nøglering. Klokken var nu blevet så mange, at vi kunne vende snuden mod vores overnatningssted. Det var ca. 15-20 min væk fra strippen og lå i en form for gated rækkehuskompleks. Vi havde en lejlighed på første sal for os selv. Denne skuffede bestemt ikke. Vi havde stue med lædersofa, køkken, altan, 2 soveværelser, begge med walk-in closet og eget bad. Og et bad var lige hvad vi trængte til efter at have travet i varmen hele dagen. Efter vi alle havde været i bad, var det tid til noget, vi har holdt igen med i lang tid. Vi skulle i et outlet, nærmere bestemt Las Vegas South Premium Outlets, som har mere end 145 forskellige butikker. Vi startede naturligvis i Tommy Hilfiger, hvor vi blandt et par andre danske familier fyldte net efter net med t-shirts, poloer, bukser og sko. Kommer I andre engang ud i en situation som denne, kan man med fordel tænke, at hvad der er sparet er tjent. Da vi endelig var færdige og havde betalt vores meterlange bonner, gik vi videre. Først til en skobutik, hvor Christian og Nicolai hver købte et par sko, herefter til en anden skobutik, og herefter en tredje. Derefter kom vi til en Citizen-urbutik. Her blev Oliver hurtigt interesseret i et ur, som kun var produceret i 2.500 eksemplarer, til 50 % rabat og så 20 % oveni. Nicolai og Christian havde forelsket sig i det samme, fine ur. Ingen af os endte dog med at købe noget, da vi har en rygrad af armeringsjern.

Klokken havde løbet om kap med vores kreditkort, så klokken var gået hen og blevet 21.30. Vi havde aftalt hjemmefra, at vi ville prøve Gordon Ramsays Burgerresturant, som er en del af hotellet Planet Hollywood. Der var dog 25-30 mennesker i kø udenfor restauranten, og vi var virkelig sultne, så det ville vi ikke. Vi besluttede os derfor for at prøve et sted kaldet Secret Pizza, som skulle være godt. Da vi endelig fandt det, viste det sig, at en pizza kostede $30. Vi havde ikke vaseline med, så det var ikke aktuelt. Vi gik herefter lidt ned af strippen, indtil vi aftalte, at det måtte blive drive-in på Wendy’s, så vi kunne komme hjem. Nicolai, som kørte den dag, kunne dog ikke helt gennemskue deres system, så efter at have betalt ved vinduet kørte han videre. Eneste problem var bare, at det var det eneste vindue, så vi skulle have maden derfra også. Derfor måtte bilerne bag os pænt bakke, hvilket var god underholdning for os andre og damen i vinduet. Vi var først hjemme kl. 23.30, så efter at have spist gik vi i seng.