I dag startede vi med at sove længe og nyde, at vi havde to badeværelser til at gøre os klar om morgenen. Herefter bød dagen på det sædvanlige indslag af tapetklister, der bestod kvalitettesten i form af, at den kunne serveres på hovedet, og på telefonlinjen hjemme fra Danmark blev den kaldt for savsmuldstapet. Det skal dog siges til Nicolais forsvar, at den havde stået i et stykke tid, og at saltindholdet havde fundet et mere acceptabelt niveau.

Eftersom vi havde sovet længe, var klokken pludselig blevet så mange, at Manchester United skulle spille, en favorit for halvdelen af musketerene, så Thomas og Oliver tog i outlet igen. De valgte dog at tage det andet af slagsen i Vegas, så det ikke var helt det samme. Fodbold gik ikke helt som planlagt, mens shoppeturen gik helt som forventet med Oliver i køberens rolle.

Vi havde planlagt, at vi skulle ud og se Sedan Crater, et krater dannet af en atombombeprøvesprængning, men til vores alles skuffelse skulle man igennem et sikkerhedstjek, der skulle foretages 45 dage i forvejen desværre. Vi måtte derfor nøjes med det tilhørende atomtestmuseum, der handlede om, hvorfor man valgte Nevada til prøvesprængninger, hvilken betydning det havde haft for staten og videnskaben bag, men museet var desværre meget teksttungt, så det var svært at finde mening i, hvad der faktisk var vigtigt for den historie, de ville fortælle, og hvad der var unødvendig fyld. Efter den delvise skuffelse, museet, skulle vi nu videre til den fuldstændige skuffelse, Simpson-huset, som vi først på vejen derhen fandt ud af var en kopi, der var lavet til en konkurrence og ikke et hus, der var brugt som skabelon til serien. Vi var faktisk på niveau med Steve Jobs’ huse her, hvilket vi nok også burde have forventet.

Vi ville nu prøve lykken igen med Gordon Ramsay Burger, og vi begyndte heldet allerede i parkeringshuset, da der på Planet Hollywood var gratis parkering. Køen havde dog ikke mindsket sig siden i går, så vi måtte væbne os med tålmodighed, og i dag var vi heldigvis ikke ligeså sultne. To af os skulle på toilettet (for Gud ved hvilken gang), og mens de var på toilettet, gik køen overraskende hurtigt og varede ikke længere, end hvad der kunne bruges på et toiletbesøg. Inde i restauranten var væggene prydet af store portætter af Gordon Ramsay og utroligt mange mennesker, både ansatte og kunder. Efter at have valgt vores burger of choice med tilhørende trøffelaioli-fritter, kunne vi nu nyde et glas vand taget lige fra børnepølen med et klorniveau, der kunne dræbe en mellemstor kalv, hvad vi nok må kalde den eneste skuffelse på dette ellers framragende spisested. Burgerne var rigtig gode, og man kunne virkelig smage, at der var nogle ordentlige råvarer deri.

Nu, hvor vi havde været i god tid med vores aftensmad, fandt vi ud af, at vi havde tid til et Vegas’ mange shows. Inden vi besluttede os for, hvilket show vi ville se, gik vi en tur på The Strip. Vi endte i et meget mondænt shoppingcenter med alle de store, dyre mærker som Louis Vuitton, Saint Laurent og ikke mindst Gucci. I den sidstnævnte butik var vi tæt på at bryde ud i latter, fordi meget af tøjet simpelthen var så specielt på den grimme måde, og når man så lagde det sammen med prisen, var man nærmest ved at blive forarget over, at nogle folk kunne finde på at købe det. Man kunne finde nogle enkelte fede ting, men man skulle virkelig lede efter det.

Vi var vidt omkring i forhold til genre på showet. Christian kendte et magishow med nogen, der hed Penn & Teller. Oliver syntes, vi skulle prøve nogle specielle shows (som han senere fik lokket de andre med på, men mere om det i morgen), og ellers var nogle koncerter oppe at vende, men vi endte med den første valgmulighed, Penn & Teller. Deres show holdes i The Penn & Teller Theatre i Rio Hotel and Casino, og vi var for en gangs skyld i god tid og ankom ca. 1 time før showets start. Vi skulle dog bruge 15 minutter og en medarbejder for at finde teatret, der kunne huse 2.000 personer, og som havde sin helt egen fløj af hotellet. Den første time inden showet gik i gang var der rocket jazz med Penn og verdens bedste pianomand (i hvert fald ifølge Penn), Mike Jones, og med vores begrænsede viden var vi nu også ret imponerede.

Nu til showet, som vi bestemt ikke måtte tage billeder af, hvilket Nicolai måtte lære af den hårde, store sikkerhedsvagt. Showet var en succes! Det var lærerigt, magisk, laterfremkaldende og venligt, sjovt nok, for da showet var færdig, kom både Penn og Teller ud og tog selfies og skrev autografer med alle dem, der havde lyst. Showets højdepunkter var et trick, hvor man selv kunne vælge, om man ville snydes, eller man ville se, hvordan de snød folk, en parodi af gadekunstnere, og hvordan de kan få deres numre til at lykkes, og et musikalsk indslag, hvor de kunne puste en klud rundt i luften med et blæseinstument. Nu var tiden også næsten blevet midnat, men det kunne man ikke se på The Strip, hvor der var mere gang i den, end hvad vi havde set indtil videre, men vi var så trætte, at det nu var på hovedet i seng.