I dag vågnede vi op på vores motelværelse, faktisk et af de bedste moteller hidtil, mest pga. prisen på 260 kr. for os alle fire, men ellers var det også fint. Morgenmaden var efterhånden en gammel kending – den bestod nemlig af en balje tapetklister. Herefter var det tid til at køre mod dagens destination, som var Bryce Canyon National Park. Det var en køretur på blot 30 minutter. Vi startede, som vi næsten altid gør, i Visitor Centeret. Her fik vi informationer om hvilke trails, der var åbne. Desuden fik vi at vide, at det skulle regne op ad dagen, så det var bare om at komme afsted. Vi besluttede os for at køre til Sunrise Point. Herfra gik vi på en sti til Queens Garden og så videre derfra til Peek-A-Boo Loop Trail. Hele turen var på omkring 8 mil, hvilket er lige under 13 km.

Bryce Canyon er karakteriseret ved de røde klipper og flotte klippeformationer, som skyder i vejret en efter en. Bryce ligger desuden i ca. 8.000 fods højde, så sne var der også en del af, heldigvis ikke så meget på selve gangstierne. Det skabte dog en flot kontrast med de røde klipper og grønne træer, som nogle steder var beklædt med puder af hvid sne. Man kan sige, at hvor eksempelvis Zion National Park mindede lidt om Yosemite i sin form og udseende, så var Bryce noget nyt og unikt for os. Derfor blev der også knipset løs af både Oliver og Nicolai. Thomas havde dog lidt problemer med sin iPhone, som var låst, hver gang han ville tage et billede. Han havde nemlig trykket den forkerte kode ind adskillige gange med hænderne i lommen. Han fik det dog løst, og snart var han også i gang med alt det, der skulle indhentes.

Efter at have gået den lange tur havde sulten meldt sig. Vi havde hjemmefra planlagt, at vi ville spise på den lodge, som ligger i parken. Det var blot en køretur på 5 min. væk, så snart sat vi klar ved bordet. Da vi alle var sultne, besluttede vi os for at tage buffeten med en sodavand inkluderet til $16. Tjeneren sagde, at vi blot kunne starte på buffeten, så ville hun komme og tage bestillingen med drikkevarer bagefter. Det var en fin buffet med salatbar, supper, kød, kartofler, sovs, dessert osv. Da vi havde spist den første tallerkenfuld, gik vi til buffeten igen. Heller ikke herefter havde hun været og høre efter, hvad vi ville drikke, selvom vi vel at mærke havde betalt for det. Dette var især ved at have hidset den ellers så tålmodige Oliver en smule op. Han forsøgte derfor at skabe kontakt med hele to tjenere, som blot gik videre i den utroligt travle, halvtomme beværtning. Vi tog derfor en tur til i buffet i håb om, at det ville hjælpe. Lige lidt skete der dog. Oliver fik nu endelig fat i en, som var ved at rydde af et bord. Hun ville sende en tjener ned til os. Efter 5 minutter var der stadig ikke sket noget. Endelig kom en tjener forbi os. Hun lovede også at finde vores tjener. Men hør hov, hvorfor kunne hun ikke bare tage vores bestilling? Ja, sådan fungerer det åbentbart ikke. Lidt efter kom vores helt egen tjener ned til os. Vi sad nu midt i den tredje tallerkenfuld og skulle snart til desserten. Derfor var det nu kun to af os, som ville have noget. Vi fik altså langt om længe vores cola midt i desserten. Det bragte ikke just helhedsoplevelse af servicen opad. Derfor valgte Oliver demonstrativt at give lige præcis $0 i drikkepenge, for hvorfor betale for en ikke-eksisterende service?

Ovenpå den dårlige service, men dog gode mad, var det blevet tid til at køre ad en scenic route. Det var begyndt at regne, så her var vi glade for, at Karen ikke var en cabriolet. Selve ruten var ikke så speciel. Vi tog dog hold ved et par udkigsposter over dalen. Det var ganske flot, vejret taget i betragtning. På et tidspunkt vendte vi om for at køre hjemad. Lige da vi var kommet ud af parken, ringede Cameron dog. Han sagde, at Nicolai blev nødt til at være fysisk i Californien for at kunne omregistrere bilen. Det var, for at sige det mildt, ikke en del af planen, men sådan er det jo nogle gange. Efter lang tids overvejen blev løsningen, at vi skal køre tilbage til Las Vegas torsdag efter turen i Antilope Canyon. Herfra skal Nicolai så flyve til San Jose, hvor Cameron møder ham. Efter at have ordnet omregistreringen skal han så flyve tilbage til Vegas samme aften.

Ovenpå den nyhed besluttede vi at køre tilbage til Panguitch for at sove på samme hotel som natten til i dag. På vej dertil stoppede vi kort for at få en lille is. Vi plejer at booke på nettet, inden vi tjekker ind, men det havde vi ikke gjort i dag. Vi ville nemlig høre, hvad det kostede direkte på motellet. På nettet var prisen desuden steget til 335 kr. for en nat. Damen i receptionen kunne lave det til $40 eller ca. 260 kr. Men betalte vi med kontanter, kunne vi få det til kun $35 eller ca. 230 kr. Det fik vores nordjyske gener til at dirre i hele kadaveret, så det gjorde vi selvfølgelig. Vi brugte det meste af aftenen på at skrive dagbog. Klokken 19.30 holdt vi dog en pause, hvor vi spiste aftensmad på en lokal restaurant kaldet Big Fish Family Restaurant, hvor vi på trods af navnet alle fire fik burgere. Herefter slappede vi lidt af, inden vi gik i seng.