I dag vågnede vi op og fik gået i bad i vores sædvanlige tempo, og inden længe var det tid til den “gratis” morgenmad på hotellet, og selvom den fik gode anmeldelser på Hotels.com, var vi ikke så imponerede. Efter morgenmaden rejste vi ud på en times lang valfart til Zion National Park, hvor der på vejen ind var nogle faretruende skilte, hvor der stod, at der ikke var flere parkeringspladser inde i parken, men autoritetstro, som vi er, valgte vi at ignorere disse skilte og fortsætte ind i parken. Da vi kom til indgangen, var der var bare lige det problem, at der var kø til at betale for indgangen til parken, men heldigvis stod der en ranger, der ville lukke os igennem, hvis vi havde et årskort, og det havde vi jo, så til megen fornøjelse for os snød vi køen og kunne nu hurtigere komme ind til Visitor Centeret, hvor vi foruden at købe baseballs fik snakket med en ranger om, hvilke ture, vi skulle tage, og i hvilken rækkefølge. Desuden bekræftede rangeren, at der ingen p-pladser var oppe i dalen, og vi blev derfor nødt til at bruge den offentlige transport til stor irritation for Oliver og Christian.

Vi flyttede Karen væk fra kortidsparkeringen og prøvede lykken på p-pladsen tættest på shuttlebussen, for hvo intet vover, intet vinder, og vi vandt bestemt, idet bilen på den 2. plads på p-pladsen bakkede ud, idet vi rundede hjørnet. Nu vi ikke kunne få vognen med op i dalen, (som man siger,) stod vi i et dilemma med vores frokost, som vi enten kunne bære med op i dalen eller spise lidt tidligere end forventet. Da der ikke var nogen, der gad slæbe det med op, spiste vi med det samme.

Vi kom nu til en kø, som vi, selvom vi tænkte hårdt og længe, ikke kunne snyde os udenom. En times tid tog det at komme igennem køen til shuttlebussen. Vi kom tilfældigvis til at stå bagved et par fra Aarhus og deres børn. De snakkede med et ældre par fra Vegas om, hvad der var værd at se der, og sidenhen om, hvad der skulle ses fra San Fransisco til Los Angeles ad Highway 1, en tur og destinationer vi jo lige havde været i gennem, så senere hen i samtalen gav vi vores besyv med til, hvad vi virkelig havde nydt. Samtalen tog det værste af ventetiden på bussen. Busturen tog måske en halv time hele vejen op til enden af dalen, hvor vi besluttede os for at starte. På turen derop lærte vi lidt om dalens skabelse, vi så nogle klatrere, og vi så en af parkens varetegn, Angel’s Landing, en klippe, der står helt malplaceret midt i dalen, og som i gamle dage sagdes at være så høj, at kun engle kunne lande på toppen.

Den første tur gik hurtigt langs floden i toppen dalen, hvor der ikke var noget meget usædvanligt. Der var bare den flotte natur og os. Efter et hurtigt smut på toilettet tog vi bussen ned af dalen mod vores næste udfordring, Angel’s Landing. En tur på 1.400 fod eller lige knap 500 meter nærmest lige op i himlen med 21 hårnålesving, som et vist bjerg i Frankrig. Turen gik let og snaksagligt det første, flade stykke vej hen til bjerget. Snakken blev dog noget mindre, da det først begyndte at gå opad for alvor. Stigningen så ikke svær ud pga. asfalten, men det gik bare opad, kun adskilt af et midterstykke, der var forholdsvis fladt.

Da vi nåede til toppen af turen, opdagede vi, at vi ikke var helt færdige, for nu kom det rigtig svære og skræmmende stykke, for “stien” her var en kæde, man kunne holde fast i og så ellers prøve at balancere sig vej opad bjergryggen. Sveden fra turen opad bjerget blev erstattet af koldsved pga. den nervepirrende sti, hvor snakken også blev erstattet af koncentration. Udsigten fra toppen var fantastisk, og man kunne se i begge retninger af dalen og se, hvor smuk den var. Turen nedad gik noget lettere, da vi var lidt mere øvede. Vi tog bussen et stop længere ned i dalen, hvor vi gerne ville se The Emerald Pools, men desværre var de to øverste lukket, og derfor måtte vi nøjes med den nederste og knapt så flotte pøl.

Tiden var nu blevet til aftensmad, og vi fandt ved hjælp af Yelp et pizzasted i Cedar City, der skulle være rigtig godt. Det hed Centro Woodfired Pizzeria og var virkelig godt. Nicolai fik en Margherita pizza, mens at Christian, Oliver og Thomas delte tre pizzaer, der alle var gode, selvom den ene var noget speciel med gorgonzola og vindruer. Tiden var kommet til at bestille hotel, og vi fandt et virkelig billigt et i en by, der hedder Panguitch, til 260 kr. for en nat.

Efter at have set, at værelset faktisk var udemærket til prisen, skyndte Oliver, Christian og Thomas sig ud i bilen og kørte 50 meter hen over gaden til en Family Dollar-butik, og hold da op et gedemarked! Papkasser, varer mm. flød overalt i butikken, både på hylderne og på gulvet, men vi måtte alligevel se os komme afsted med en masse “lort”, som Nicolai kaldte det, men én mands skrald er en anden mands guld, og her må vi sige, at vi havde guld nok til at give det vestlige USA en ny Golden Age. Købene bestod af et par pinke, fashionable rengøringshandsker, en dækkeserviet, et ødelagt billede, en badepølse, en vindmølle, en jumbo-sæbeboblebeholder, en forstøver og de fornuftige/kedelige ting, gasflasker og et par gaveposer.