Morgenen ved vores Airbnb var ret kaotisk, i hvert fald for nogle af os. De morgenfriske og første i bad havde dog intet problem, eller kun et, nemlig at brusehovedet var i dværghøjde, og man dermed fik halvt hold i nakken ved bare at tage et bad. For de ikke-så-morgenfriske var der dog også problemer med det varme vand, for det var der nemlig intet af for dem. Efter de to sovetryner var blevet vækket på den mest behagelige måde, med et koldt bad, stod agendaen nu på morgenmad, som vi ikke selv kunne lave i vores Airbnb, da køkkenet ikke var en del af aftalen.

I stedet tog vi mod en utrolig populær diner på diverse anmeldelsessider, der hedder Mom’s Diner. Stedet skulle være godt og billigt, hvilket er to af de ting, vi bedst kan lide. Da vi ankom til stedet, så det også fyldt ud, og ganske rigtigt skulle vi vente for at få et bord. Efter et kvarters tid fik vi et bord og kunne se det store udvalg af morgenmad og mad, man normalt ikke spiser til morgenmad, men som godt kunne bestilles alligevel. Det kunne tre af os ikke stå for, en burger på størrelse med en halv ko til $9, et tilbud man ikke får hver dag og heller ikke kan sige nej til. Medmindre man altså er lidt mådeholden og hedder Thomas; så bestiller man i stedet æg og pølser til en dyrere pris og en mindre portion. Med et par toiletbesøg ude af vejen kom vores mad med en tilknyttet kommentar til Thomas: “I don’t know how you will be full compared to those guys.” Burgeren var dog heller ikke bare billig, men også god, lige præcis som vi vil have det. Da regningen kom, skulle vi dog lige dobbelttjekke den, for den var kun på $43, hvilket, sammenlignet med kæder som Denny’s, er vanvittigt billigt, så vi overvejede, om man skulle købe en ekstra burger eller to til turen. Tippet rundede vi også op til den gode side af de ellers fine 20% og var på $10, hvilket gav den utrolig behårede, rockerlignende cashier et par store øjne.

Igen skulle vi rulle ud i bilen, denne gang med kurs mod statsparken Red Rock Canyon. Under hele morgenen var vi dog i kontakt med Cameron, som havde tilbudt at lave sit gavekort til skydning i Las Vegas om til et af vores navne, ligesom han gjorde med racerbilerne. Samtidig bookede han tiden klokken 14.00, hvilket gjorde, vi ikke havde særlig lang tid i Red Rock Canyon. Heldigvis var parken kun det, man kalder en scenic drive, med nogle stop på vejen, så vi fik hurtigt set parken. Også med en lille løbetur til Oliver og Thomas, som var gået i fotografmode. Vi holdt nemlig på en busholdeplads, og selvom Karen er stor, går hun ikke under bus-kategorien, så Nicolai, der før var blevet forladt, syntes nemlig, han skulle lave lidt tilbagebetaling og fandt en rigtig parkeringsplads så langt væk som muligt. Da de endelig fik fanget Karen, kørte vi videre af den 12 mil lange scenic drive. Med et par stop undervejs, en motorcykel i busken og en masse flere sten kørte vi videre mod vores aftale i Las Vegas. Motorcyklen havde dog ikke noget med os at gøre, men var kommet til at køre lidt for langt ud i rabatten for at undgå en bil, som svingede til venstre. Den anden kører havde dog ikke opdaget noget og kørte derfor bare videre. På det næste stop så vi dog føreren, som blev konfronteret af en bagvedkørende, som havde set det, til stor overraskelse for vedkommende. Nok om det.

Nu til dagens højdepunkt, nemlig skydning. Cameron var så venlig at donere en såkaldt “Gamer’s Experience”, hvilket bestod af Glock 17, M4, MP5 og AK-47. Den udnyttede Nicolai, og Oliver købte samme pakke. Christian købte en pakke, der hed “High Caliber”, som bestod af AR LMG, AK-47 og en Smith & Wesson seksløber revolver. Thomas købte efter meget overtalelse en pakke, der hed “Shoot 3 Guns Special”, som indeholdt Colt Commando, Uzi og MPX. Betalingen af dette ordnede vi på samme måde som ved racerbilerne, så ingen blev snydt. Da alt det formelle var på plads, og vi havde skrevet under på, at vi ikke var der for at skade os selv eller andre, kunne vi endelig begynde at skyde. Oplæringen var begrænset. Peg og skyd. Udover det blev vi kort vist, hvordan man skulle holde de forskellige våben, og derefter var det bare at skyde løs. Efter vi havde tømt vores magasiner, lignede vores skydeskiver ifølge vores instruktør, Ed, “swiss cheese”, og vi var da også selv godt tilfredse. Ganske vild oplevelse, der virkelig får pumpet ens adrenalin i gang, og noget de fleste af os havde glædet sig til allermest. Det fik os til at forstå, der er så mange skydeglade i USA. Det er noget, vi måske skal prøve igen i Texas…

Efter at have skudt færdig og lavet photoshoot med diverse våben, var det nu tid til at få smogtesten afsted til Cameron, så han kunne få omregistreret bilen til Nicolais navn. Det betød, vi skulle give FedEx endnu et besøg og endnu en sjat af vores penge. Her brokkede vi os dog også over, at det sidste brev, vi sendte, ikke blev leveret til den ønskede dag, men hele to dage senere, hvilket gjorde at vores overnight delivery var spildt, og vi derfor selvfølgelig ikke gad betale for det. Her blev vi dog bare henvist til et telefonnummer, som selvfølgelig var lukket om weekenden. Det måtte derfor udskydes til en anden dag.

Med alt det på plads kunne vi bevæge os mod Zion National Park. På vejen til parken holdt vi ind ved en by, der hed St. George for natten, en lille time fra parken. Her var krofatter en brite, en snaksaglig en af slagsen. Vi fik ikke lov til at forlade lobbyen, før vi havde hørt hele tv-programmet og hvilke sportskanaler, der havde hvilket nummer. De havde alt fra fodbold til ishockey, og selv holdt han med Manchester United helt tilbage fra Sir Matt Busby-dagene, og han syntes, den lokale liga, MLS, var noget langsomt og kedeligt fodbold, når man har været vant til det engelske.

Efter det udmattende foredrag kunne vi begynde at tænke på aftensmaden, som igen var hjemmelavet og igen var sammenkogt, dog kun med en pakke kød, en pakke grøntsager og en halv liter fløde denne gang. Ja, hvordan kan vi dog overleve på kun en halv liter, tænker man nok, men vi skal jo prøve at holde den slanke linje. Maden blev for en gangs skyld ikke tilberedt på toilettet, men faktisk udenfor, nu hvor vejret tillod det. Med det veloverståede måltid var det tid til at besøge hotellets pool og spa. Dog blev det kun til spaen, da poolen var beskidt, fuld af døde dyr og kold. Her blev vi til vores andet sæt badebukser havde mistet farven, og vi var bange for, at vi var næste offer for klorbassinet. Nu stod den på afslapning, og Nicolai så premieren på den nyeste sæson af Game of Thrones, inden det var sengetid.