I dag stod vi for første gang tidligt op i Vegas. Vi havde lige pludselig fået et stramt program pga. det noget bøvlede system med at få omregistreret Karen. Til dette skulle vi bruge en smogtest (en test af bilens udledninger) og ikke bare en hvilken som helst test; den skulle udstedes fra Californien, da det er der, vores bil er registreret, så på en omvej mod dagens egentlige seværdighed, Death Valley, kørte vi forbi et teststed. Testen forløb som forventet, bare til fire gange prisen i Nevada. Frokosten bestod af købesalat og sandwich, og så gjorde Oliver og Christian desserten klar i form af bag-selv-cookies, der indpakket i sølvpapir skulle bages i Karens ædlere dele, motorrummet.

Inden vi overhovedet kom ned i dalen, kunne vi mærke Death Valleys velkendte høje temperaturer og tørre luft, men det skulle blive værre. Vi ankom til, hvad der lignede et månelandskab, og i det sekund vi kom ind i airconditionen i Visitor Centeret, stod vi som sild i en tønde, og vi kunne godt forstå, man ville ind. Vi fik købt de to obligatoriske baseballs i nationalparken og fik spurgt om, hvad vi kunne se på en eftermiddag. Derefter begav vi os ellers ud i det varme, golde landskab. Første stop var i Badwater Basin, der lyder som et middelmådigt resort ved Sunny Beach, men som ikke var mere end en vandpyt, selv en 6-årig ikke ville gide at plaske i. Det imponerende ved dette sted var at se “havbunden”, som dalen havde været for mange år siden, og dens saltkrystaler, der stak op af jorden. På tilbagevejen af det 50 meter lange roundtrip var der et skilt oppe ad bjergsiden, der viste havoverfladens højde 80 meter over os, en lidt surrealistisk tanke at tænke. Vi benyttede her lejligheden til at tjekke til vores cookies i motorrummet, men til vores skuffelse var de stadig helt bløde, så vi måtte erklære bagværket for mislykket.

Turen gik nu videre mod en scenic drive op gennem bjergene, hvor vi vovede pelsen og gik en tur op ad en skrænt og vi må sige, vi ikke var imponerende i forhold til Valley of Fire, hvor farverne var endnu flere og klarere, så vi kom hurtigt ned. Vi prøvede senere hen ad vejen at stoppe igen, denne gang med mere succes end forrige gang. Her var farverne lidt mere klare og spændende, men stadig ikke noget i forhold til Valley of Fire, som vi begyndte at tænke på som et lidt undervurderet sted at tage hen. På vejen ud af Death Valley fandt vi i vores mening den bedste udkigspost, hvor man kunne ane dalbunden i det fjerne og kunne se en lysorange sandsten i forgrunden.

Klokken var nu blevet så mange, at vi skulle have bestilt hotel og fundet aftensmad. Valget faldt på Pahrump (“Påfuglerumpe” i folkemunde), da det var tæt på Las Vegas uden at være ligeså dyrt som Vegas. Det var stadig ikke billigt, og alle hotellerne var booket, så vi måtte bruge Airbnb til at leje et værelse, men inden det fik vi italiensk mad, der smagte rigtig godt men var lidt små portioner. Nu skulle vi bare køre til vores udlejer, men det viste sig at blive noget af en tur, fordi alle husene havde et par tønder land til ejendommen, så det var meget sjovt at køre på landet inde i byen. Overnatningsstedet var ganske udemærket, og lejeren var ikke engang hjemme, så vi havde stedet for os selv, men vi var så trætte, at vi bare gjorde brug af hi-faciliteterne.