I dag vågnede vi op til stor forvirring om, hvad klokken egentlig var, da vi i går var kørt 1 km ind i Utah for at campere, hvilket medførte at nogle af vores mobiler havde stillet tiden, mens andre ikke havde, så da Christian vågnede tidligt og troede klokken var 6, var klokken egentlig 5, og han havde et stykke tid til de andres ur ringede klokken 7, så han gik i gang med at lave havregrød uden at vide, det ville komme til at stå i en time. Da de andre var kommet op, var grøden ikke meget værd, og derfor måtte vi rationere med de resterende gryn. Tiden var nu kommet til at pakke sammen, og det var blevet en noget stor opgave, for efter al den vind, vi havde haft aftenen før, var alt vores udstyr kylet ind i bilen, sådan at det var svært at finde hoved og hale i, hvor alt var. Samtidigt ville vi ikke have sand på vores ting ved at tage dem ud, så det blev til en sand tango at få alt ind, så selv Etta Cameron ville have givet os et sturt, sturt femtal.

Tiden rykkede også en time frem, idet vi kørte ind Arizona igen, så da vi ankom til kajaklejestedet, indså vi, at vi kun havde halvanden time på søen. Vi nåede derfor kun hen til indgangen af Antelope Canyon, før vi måtte vende om, men vi fik da en lille tur ud af det. Vi nåede at få afleveret kajakerne til tiden, og da vi var blevet våde, valgte Nicolai at skifte tøj, inden vi skulle videre, så han stod på parkeringspladsen som Gud havde skabt ham, et modigt valg af ham, siden han risikerede søgsmål for blufærdighedskrænkelse. Heldigvis var det kun os tre andre, der blev krænket, så vi kunne fortsætte uden juridiske konsekvenser.

Turen gik så mod Lower Antelope Canyon ved et firma kaldet Ken’s Tours, en køretur på fem minutter. Vi valgte Lower Tour, fordi Thomas og Nicolai begge havde prøvet Upper Tour før. Vi ankom kl. 12, så vi kunne checke tidligt ind til vores tur klokken 12:30. Efter vi havde checket ind, blev vi kaldt ud ved siden af bygningen, hvor vi hurtigt fandt vores guide, Natascha. Vi håbede, vi kunne komme hurtigt afsted fordi vores gruppe var hurtigt samlet, men så var der en fra gruppen, der skulle på toilettet, selvom vi havde ventet sammen med dem i 30 minutter i venteværelset. Derefter spurgte den sidste i vores gruppe, om han kunne få en ven med, som var booket til en senere tur. Vores frustationer viste sig at være forgæves, for asiens svar på Sidney Lee og en fra guidefirmaet skulle nu tage et spil stratego med levende mennesker for at få præcis 10 personer ind til hver af de 10 grupper. Da denne seance var færdig, kunne vi gå ned mod dalen, men her var der så endnu mere ventetid, fordi indgangen ned i dalen var så smal, at det tog næsten 20 minutter at komme ned i dalen. Vi kunne heller ikke komme derned uden at få sikkerhedsmeddelser om, hvordan vi skulle gå ned af trappen, hvor vi kunne tage billeder og de sædvanlige nødvendige “pas på dit hoved og næste skridt”. Manden bag ved os i køen var heller ikke tilfreds med foretagendet og var decideret øl- og smøgtrængende (den værste form for tilstand homo sapiens kender til). Desuden brugte han ventetiden fornuftigt på at beregne, hvor meget firmaet tjente, og hvor forarget han var over det. Det skinnende langt væk af, at det var konens idé, at de skulle derned.

Endelig kom vi ned, og hvilket syn vi blev mødt af! Farverne og formerne var fantastiske. Det lignede en blanding af alle de flotte pauseskærme, der er på diverse devices. Vores guide havde nu også blødt lidt op, efter hun de første 45 minutter ikke havde sagt et ord, udover at sludre med sin veninde og brokke sig over de andre guides. Hun tog nogle billeder for os og snakkede lidt om dalen, efterhånden som vi kom længere ind. Hun virkede dog mere interesseret i at chit-chatte med sin veninde, og selvom hun gik turen flere gange dagligt, blev hun forpustet af at gå op ad trapperne, så helt imponerede over hende var vi ikke.

Sulten var begyndt at melde sig efter kajaktur og en times gang op og ned ad trapper i Antelope Canyon. Vi fandt ved hjælp af Yelp en mexicansk restaurant i Page. Vi ankom og fik parkeret, men det lignede bestemt ikke de billeder, vi havde set på nettet, og servitricen syntes heller ikke, hun ville betjene os, så inden hun fik sagt hej, havde hun dirigeret over på den anden side af parkeringspladsen, hvor den “rigtige” mexicanske restaurant lå. Her fik vi et bord, hvor vi kunne nyde den usmageligt grimme indretning med alle regnbuens farver, men det var ikke derfor, vi var her. Det var på grund af maden, og alle vores burittoer var der ikke en finger at sætte på.

Turen gik nu mod Las Vegas, så vi kunne få ordnet den sidste løse ende med Karen. Det eneste spændende, der skete på turen var, at Oliver og Christian igen luftede deres store musikpotientiale i form af fødselsdagssang for Mor Else (Thomas’ mor) (shoutout til Mor Else). Hotellet skulle være rigtig godt, men Oliver fik sig et føl i lobbyen, der var stort nok til, at det amerikanske Daka kom en dag tidligere med specialopsamling. Vi skulle betale $27 for at parkere, bruge Wi-Fi og få de vandflasker, der var i vores værelse. Det havde ikke været noget problem, hvis ikke det havde stået som gratis på nettet, eller vi havde fået parkering ved værelset, eller vi havde fået mere end to flasker, hvoraf den ene var åben, eller hvis vi havde fået “high-speed Wi-Fi”, som de kaldte det, og ikke en præmenstruel lama, der kunne spytte bits i hovedet af os det ene sekund for så at vænne bagdelen til os i det næste. Vi valgte den lette aftensmad i form af pizza leveret til døren. Ikke noget, der er værd at skrive hjem, men nu gør vi det alligevel. Haa haaaa haaaaaa