I dag vågnede vi op i Las Vegas, som vi efterhånden har gjort adskillige gange før. Denne dag er dog speciel, fordi vi udelukkende er her, for at Nicolai kan flyve til San Jose i Californien. Her skal han mødes med Cameron for at omregistrere Karen til Nicolais navn. Nicolai skulle være i lufthavnen kl. 9, så Christian kørte ham derud, mens Thomas og Oliver blev lidt længere under dynen. Herfra er vores dage helt forskellige, hvorfor vi har valgt at dele den op i to afsnit.
Christian, Oliver og Thomas’ dag
Da Christian kom hjem fra lufthavnen, havde Oliver og Thomas så småt fået gjort sig klar, så efter at have spist et stykke pizza fra gårsdagens aftensmad var det tid til at få vasket den bunke vasketøj, vi efterhånden havde fået oparbejdet. Der var ingen vaskeri på hotellet, så vi troppede talstærkt op i det nærmeste møntvaskeri. Efter vi var kommet os over de enorme vaskemaskiner med en kapacitet på op til små 45 kilo, samlede vi vores underkæber op fra det halvfedtede gulv og gik i gang. Som de husmødre, vi jo er, smed vi det mørke tøj i en vask og det hvide i en anden. Vi havde nu 22 minutter til de var færdige, og hvor bruger man 22 minutter bedst? Svaret er i den efterhånden sagnomspundne discounttøjbutik Ross. Til vores held havde de nemlig placeret en Ross lige ved siden af møntvaskeriet. Som hver gang man træder ind i en Ross, brugte vi de første fem minutter på at danne os et overblik over, hvordan vi overhovedet kom hen til det, vi skulle se. Det er nemlig en sand labyrint af den ene grimme beklædningsgenstand efter den anden. Ja, man skulle tro, at det var overskudsmetervarer fra samtlige af USA’s gardinbutikker, som var blevet syet om til diverse t-shirts, skjorter og kjoler. Vi købte ikke noget, og returnerede derfor tomhændede til vaskeriet.
Her sorterede vi tøjet, og smed det, der skulle tørretumbles, i en tørretumbler, som ligesom vaskemaskinerne kunne indeholde, hvad der rundt regnet svarer til fire Thomasser. Ventetiden her brugte vi på at få ringet lidt hjem. Da tørringen var færdig, kørte vi tilbage på hotellet med tøjet.
Vi besluttede os herefter for at køre et smut i outlet. Her tullede vi lidt rundt, indtil vi endte i Under Amour, hvor vi alle tre endte med at købe et par beklædningsgenstande. Efter alt den kukkeluren var vi blevet småsultne. Oliver og Thomas delte et stykke pizza og en lille portion pasta, mens Christian drak sig mæt i en flaske vand.
Med dagens shopping overstået var det blevet tid til noget, vi i morges bleve enige om at prøve. Vi skulle nemlig ud og golfe lidt. Ikke langt fra The Strip ligger der nemlig en stor afdeling af Topgolf. Det er et sted, hvor man lejer en af de over 100 bays, de har i tre etager. Herfra kan man så skiftes til at slå golfbolde efter forskellige målhuller ude på banen. Det hele er lavet meget højteknologisk, så maskinen selv tæller point alt efter hvor bolden lander. Derudover kan den også måle hastighed, distance samt gengive boldens vej grafisk på en stor skærm. Mens man spiller, kan man så bestille drinks og små retter. Et helt genialt koncept efter vores mening. Vi endte med at spille i 1,5 time med Christian som vinder, Thomas på andenpladsen og Oliver sidst.
Med dages sportslige indslag veloverstået kørte vi til det fine hotel Bellagio, hvor vi ville se den have, de har indenfor. Det var meget flot, men vi er nok ikke lige målgruppen. Vi gik lidt rundt, hvorefter vi gik tilbage til bilen. Herfra kørte vi Karen til dagens aftensmadsrestaurant. Den hedder Carson Kitchen og ligger i downtown Las Vegas, som er det område, hvor de fleste af de lokale går i byen. Det var et særdeles populært sted, så vi ventede i 5-10 minutter, før vi kunne få et bord. Det var dog intet problem, da vi kunne sidde og nyde de ca. 25 graders varme, Las Vegas kunne byde på i aften. Vi fik et bord på deres tagterrasse, hvor der var en hyggelig stemning med bar, musik, lyskæder og vigtigst af alt udsigten til Karen på den anden side af gaden.
Menukortet var indrettet sådan, at de fleste retter med fordel kunne deles af bordet. Vi endte med at bestille en burger til os hver. Oliver fik med oksebøf, Christian med kylling og Thomas med kalkun. Til deling bestilte vi noget af det mere specielle, køkkenet havde at byde på, nemlig Bacon Jam. Direkte oversat til “baconsyltetøj”, er det en varm masse med baconstykker, løg og sikkert meget andet. Oveni den er så stykker af brieost, som er smeltet sammen med massen. Retten blev serveret med skiver af ristet baguette. Det var en utrolig velsmagende ret, som, med en smag der er svær at beskrive, bestemt er værd at prøve, hvis man skulle komme på de kanter. Burgerne og de kartoffeltots, de blev serveret med, var også virkelige gode.
Med maverne fulde af burgere og baconsyltetøj besluttede vi os for at gå hen og se Fremont Street. Den kan sammenlignes lidt med Jomfru Ane Gade i Aalborg. Her er det blot en blanding af barer, kasinoer og restauranter, som pryder begge sider af den menneskefyldte gade. En anden unik detalje er, at hele gaden er overdækket af en af verdens største buede LED-skærme, som hele tiden viser videoer og mønstre. Da det er Las Vegas, stopper det ikke her, for i hele gadens længde er nemlig en svævebane. Man svæver altså over alle menneskerne på gaden med en kæmpe skærm over sig. Det så i hvert fald ret vildt ud nede fra gaden, hvor vi så det fra.
Der er liv og glade dage overalt med gadekunstnere, live musikscener og letpåklædte damer samt en enkelt mand. Helt sikkert et sted, vi gerne vil tilbage til, når vi er fyldt 21 år.
Vi blev dog nødt til at gå tilbage til Karen efter en times tid, da hendes parkeringsbillet udløb. Vi kørte herpå tilbage til hotellet, hvor Christian blev, mens Thomas og Oliver hentede Nicolai i lufthavnen.
Nicolais dag
Dette var en af de længere dage, idet vi skulle tidligt op, eller Nicolai skulle i hvert fald for at nå i lufthavenen. De andre stod nemlig ikke i kø for at ville køre Nicolai i lufthavnen, og planen var derfor at tage en Uber, indtil den gode og altid barmhjertige samaritaner Christian tilbød at køre Nicolai i lufthavnen. Vi ankom til lufthavnen omkring kl. 8.30, og boarding var 10.15, så Nicolai var i god tid og begyndte hurtigt at kede sig, nu hvor han ikke havde sine kammersjukker til at underholde sig. Det er i hvert fald, hvad de andre tre siger skete. Hvad der egentligt skete var, at Nicolai underholdt sig med at overvære et andet fly boarde, idet denne proces tog omkring 45 minutter, fra den første passager til den sidste var ombord. Ganske utroligt, hvordan man kan være dobbelt så mange ansatte som i Danmark, og det stadig kan tage dobbelt så lang tid. Men nok om det, for nu var det tid til selv at boarde. På Southwest Airlines, som er selskabet, Nicolai skal flyve med, bruger de konceptet “open seating”, hvilket betyder, at jo før man tjekker ind på telefonen, jo før kan man gå ombord på flyet og vælge sin plads. Nicolai var kommet i boardinggruppe B ud fra dette koncept og var derfor en af de sidste til at boarde. Dog, til Nicolais store overraskelse og glæde, var der et ledigt sæde på 1. række, og dette var Nicolai hurtig til at snuppe, da han hurtigere kunne komme af flyet på den måde. Servicen var den samme på alle rækker, en gratis drik. Et andet sjovt træk ved dette flyselskab er, at stewardesserne og personalet ikke har det sædvanlige manuskript, de skal sige, inden flyet letter, men de selv kan bestemme, hvad de vil sige og dermed kan lave så meget sjov, de har lyst til. Dagens flight attendant var en stor, sort mand med kæmpe afrohår og ganske god humor. Han sluttede nemlig sikkerhedsinstrukserne af med at sige, vi var klar til at flyve mod Salt Lake City, og passageren ved siden af Nicolai var lige ved at tabe kæben af bare bekymring, hvilket flight attendanten fandt så sjovt, at han næsten ikke kunne stoppe med at grine. Dette kunne han heller ikke, da han skulle høre, hvad vi skulle have at drikke, for han havde åbenbart aldrig mødt en ung mand på Nicolais alder, der drak sort kaffe. Efter den veloverstået flytur ventede Cameron i lufthavnen, så vi hurtigst muligt kunne tage til AAA (det amerikanske svar på FDM) og få overført bilen til Nicolais navn. Her var vi begge forberedt på at bruge et par timer i kø, men da vi ankom til AAA, var der ingen kø, og vi gik lige til skranken. Cameron blev dog hurtigt bekymret, for det krævede åbenbart, at vi begge var medlemmer for at kunne overføre med hjælp fra AAA, i stedet for at være på DMV, som er motorkontoret, hvor man normalt gør det. Inden Cameron blev helt i dårligt humør, kunne Nicolai dog berolige ham med, at vi har medlemskab og derfor godt kunne få det gjort. Det kostede også kun $23 at omregistrere bilen, da Cameron havde sat det som en gave til et familiemedlem, så vi slap for at betale den skat, der normalt skal betales. Nu stod den på fri leg resten af dagen, indtil Nicolai skulle flyve hjem klokken 20.25. Det udnyttede vi ved først at tage en hurtig, nem og kaloriefyldt tur på McDonald’s. Dette gjorde Nicolai med dårlig samvittighed, da vi fire har en aftale om ikke at tage på McDonalds i de fire måneder, vi er i USA. Men sket er sket. Herefter kørte vi rundt i Sillicon Valley, så hvor de første store virksomheder startede og fik historien om, hvordan hele området har udviklet sig. Rigtig spændende. Udover det blev der snakket Danmark, HTX, turen og investeringer. Derefter kørte vi hen og så Mark Zuckerbergs hus, eller huse som man nok skal kalde det, for på grund af de mange dødstrusler, han har fået, er han blevet nødt til at købe alle grundene, der lå op ad hans eget hus, og er ved at udbygge alle grundene til én stor mansion. Der var selvfølgelig også bevæbnede vagter over det hele. Herefter kørte vi til Stanford University og gik en tur rundt på campus. Hvor campus i Danmark er en masse undervisningslokaler, er campusserne her en hel by, hvor der er alt. Området er så stort, at de har deres egen politistyrke, bussystem, kirke og hvad man ellers kunne forestille sig, der er i en by. Her brugte vi to timer og så de forskellige ting, Stanford har at tilbyde. Efter at have gået McDonald’s-maden ud af kroppen kørte vi nu til et shoppingcenter for at gå rundt og gøre plads til den store aftensmad, der ventede. Med et utal af butikker og udvalg af forskellige produkter kunne man nemt få dage til at gå her, men vi gik dog bare rundt og så de forskellige butikker med et enkelt stop i en Apple-butik, da Camerons telefon var ved at have levet dens liv ud og snart trængte til en udskiftning, så han skulle lige finde ud af, hvilken telefon han skulle have. Med lidt plads i maven kunne vi nu tillade os at køre mod dagens aftenmåltid på Los Altos Grill. Dette er en kæde, men ikke en helt normal en, for hver restaurant har forskellige navne og måder at gøre tingene på, noget så simpelt som hvilken form ens burger er skåret på. Dette er ikke bare et trick for at skille sig ud fra andre kæder, men fordi ejeren vil slippe for at betale forsikring til sine ansatte, hvilket man skal, hvis man har en stor kæde. På den måde sniger han sig åbenbart udenom de regler, en lille, sjov detalje ved en ellers fin restaurant, hvor det første, man bemærker, er en rigtig fin McLaren, som holder på parkeringspladsen, hvilket siger lidt om de kunder, der kommer her. Her blev vi serveret en omgang nachos-chips med deres egen ost og guacamole, hvilket smagte fantastisk. Til hovedret blev det til en stor 14 oz (400 g) steak til hver af os. Hvis vi nu ikke var mætte af det, sluttede vi af med dessert, som bestod af deres egen, hjemmelavede is med chokolademousse. Efter de cirka 4.000 kilokalorier blev vi dog også lige nødt til at gå en ekstra tur. Det gjorde vi i Los Altos, en meget stille by med mange rige mennesker. Efter at have rullet/gået et stykke tid begyndte vi at køre mod lufthavnen med et par stop på vejen i diverse elektronikbutikker, hvor han ledte efter noget nyt kameraudstyr til et af sine huse. Kort efter satte vi for alvor retning mod lufthavnen, og efter et kort og tårefyldt farvel, måske ikke så mange tårer, kunne Nicolai bevæge sig mod sikkerhedstjek og en flyvetur hjem. Flyet stod til at skulle boarde klokken 20.25 og flyve 20.55, men da klokken havde sneget sig op på 20.30, begyndte folk at undre sig. Det havde de også god grund til, for der var ikke sket noget. Det var fordi flight crewet, som skulle med, var på et andet fly, som var forsinket. I stedet for at lette klokken 20.55 begyndte vi først at boarde klokken 21.00. En ulidelig ventetid var nu sat i gang. Da vi endelig kom ombord, forlod gaten og skulle til at lette, skulle vi dog lige tilbage til gaten, da et eller andet tjek manglede, så endnu længere ventetid. Endelig kom vi dog i luften og var i Vegas omkring klokken 23.00. Her ventede den store komité, eller det troede Nicolai i hvert fald. Da han ringede og ville høre, hvor hans “taxi” holdte, blev han mødt af en uforskammet chauffør, der sagde, han bare kunne tage og skynde sig hen til baggage claim. Da Nicolai ankom der, var der ingen kendte ansigter af finde, og det var fordi Oliver og Thomas sad klar med flag og velkomstsang, bare ved den forkerte rulletrappe, i forhold til hvor Nicolai kom fra. I stedet for at Nicolai var den overraskede, blev det Thomas og Oliver, der ikke kunne forstå, at der var mere end én rulletrappe til baggage claim. Efter at være genforenet kunne vi nu bevæge os mod bilen, hvis Gøg og Gokke altså kunne huske, hvilken etage de havde parkeret på. Vi fandt dog Karen til sidst og kunne køre hjem til hotellet. Oliver, der var chauffør i dagens anledning, ville dog lige have en æresrunde i lufthavnen, så i stedet for at køre mod exit, kørte vi en ekstra omgang tilbage i parkeringshuset. Nu kunne vi så endelig køre tilbage til hotellet.
(Ovenstående er udelukkende Nicolais egne ord, hvilke afviger fra sandheden. Faktisk var det ham, der var ubehøvlet i telefonen, og ham, der tog elevatoren til 3, mens Oliver og Thomas tog trapperne til 2M, hvor Karen ganske rigtigt var, red.)