I dag er en kedelig dag. Det kan vi ligeså godt indrømme, men her får i den.

I dag vågnede vi igen på hotellet i Las Vegas. Vi var igen samlet, og nu var det tid til morgenmad. Vi besluttede at prøve et lokalt sted med gode anmeldelser. Det hed Omelet House og var ikke langt fra vores hotel. Der var så mange mennesker, at vi også her måtte vente lidt på at få et bord. Næsten lige efter, vi havde sat os, kom der en herre og tog imod vores drikkeordre – det er noget, der duer. Kort herefter kom vores tjener og præsenterede sig. Da vi havde besluttet os, tog han i mod vores ordre. Thomas og Christian delte en omelet med hjemmelavede kartoffelchips som tilbehør. Oliver fik french toast med fyld af blåbær og flødeost, hertil spejlæg og bacon. Nicolai fik også french toast med æg og bacon. Det var store portioner, og modsat sidste morgenmadsbesøg flød kaffen som Niagra Falls.

Efter at have kæmpet i en halv times tid kunne vi med Karens trofaste hjælp sætte kursen mod Monument Valley på grænsen mellem Arizona og Utah. En køretur på vel over seks timer. De første ca. 30 minutter gik fint. Herefter begyndte især Oliver og Christians rastløshed at stige eksponentielt. Efter omkring 4,5 timers kørsel havde det udviklet sig til, at Christian skød propperne af vores ca. 10 tomme vandflasker rundt i Karen, alt imens Oliver klappede sine klipklappere hårdt sammen til musikken. Det var selvfølgelig til stor glæde og taknemmelighed fra Thomas og Nicolais side. Før det havde de to utålmodige børn talrige gange forslået, at vi skulle stoppe bilen og lege tagfat i vejkanten. Alt dette selvfølgelig først efter, de havde slidt deres karaoke-stemmer til diverse serenader i radioen.

Herefter gik der heldigvis ikke længe, før vi stoppede i byen Page i Arizona, hvor vi også var i går. Her spiste vi frokost på noget, der hed Slackers Quality Grub. Her fik vi en burger hver og fandt desuden dagens overnatningssted 30 minutter syd for Monument Valley i byen Kayenta. Det var en køretur på ca. 1,5 time. Den var som resten af dagen kedelig, men vi endte heldigvis på hotellet, hvor vi efter at have stået i kø i en halv krig, omsider kunne lægge os ned i et fint hotelværelse.