I dag vågnede vi på vores motelværelse i byen Farmington, New Mexico. Her spiste vi en udemærket morgenmad på motellet, inden vi begav os ud på dagens køretur med Amarillo i Texas som endestation. Vi tog et pitstop i Albuquerque, NM, hvor vi spiste frokost på The Grill på San Mateo Blvd. Her kunne man få burgere med bøffer i tre forskellige størrelser. Nicolai og Christian valgte den med størst bøf, “Papa”, mens Thomas og Oliver nøjedes med den næststørste, “Mama”. Det specielle ved dette sted er måden, bøfferne bliver tilberedt på. Det foregår nemlig på en Mesquite-grill, som er en grill fyret med træ. Stedet var i sig selv også meget interessant, for ejeren var nemlig meget karismatisk. På et tidspunkt kom han og satte sig ved vores bord. Han sagde, at vi ikke måtte gå glip af nachoschips med hans hjemmelavede salsa, som var gratis, mens man venter på sin burger. Her må vi give ham ret, for det var nemlig en ganske god salsa. Kort efter var vores burgere også klar. Det var efter byg-selv princippet, så man fyldte selv salat osv. i. Burgerne var også virkelig gode, især fordi man kunne smage, at de havde været på en rigtig grill.

Med frokosten veloverstået kørte vi til det gamle distrikt i Albuquerque. Her ville besøgte vi en gammel slikbutik kaldet The Candy Lady. Det var ejeren af denne butik, som lavede de methamfetamin-krystaller, der blev brugt i serien Breaking Bad, som vi er fan af. Da vi kom ind i butikken, blev vi mødt af en flink mand, som hurtigt spurgte, om han skulle tage billeder af os klædt ud som seriens hovedrolle, Walter White. Det ville vi selvfølgelig meget gerne, så vi fulgte med ham ud i et baglokale. Her havde de det hele klar, så snart havde vi alle været narkobaroner.

Derefter viste han os deres udvalg af lakrids, noget man ikke rigtig ser i USA. De havde dog omkring 50 forskellige slags fra hele verden, heriblandt også finsk lakrids, heksehyl og salte fisk. Vi endte med at købe lidt af de nævnte lakridser samt en pose meth-krystaller til os hver. Herefter snakkede vi med damen, der havde butikken. Det viste sig, at hun havde lavet interviews til medier fra hele verden pga. hendes bidrag til Breaking Bad. Hun anbefalede os desuden at køre forbi Russel’s Travel Center, hvor der er et gratis bilmuseum.

Det lød spændende, så det satte vi kursen mod. Det var desuden lige på vejen til Amarillo. Inden vi kom så langt, kørte vi lidt på Route 66, som kører langs motorvejen. Det var dog et uinteressant stykke uden seværdige ting, så vi var hurtigt tilbage på motorvejen. Efter at have kørt et stykke tid nåede vi til Russel’s Travel Center. Det er en stor bygning, som huser både diner, gift shop og så selvfølgelig det lille museum med 12-15 amerikanerbiler fra forskellige årgange. Der var desuden en del gamle Coca-Cola-genstande og andre skæve ting og sager. Det var meget flot og spændende at se, og så var det gratis.

Vi fortsatte mod Amarillo og kørte på vejen igen et stykke på Route 66. Her stoppede vi ved The Midpoint, som er midtpunktet på den gamle vej. Her tog vi lidt billeder af skilte osv. Vi fik desuden en flink mand til at tage et billede af os alle foran det store midtpunktsskilt. Da vi senere kiggede disse igennem, viste det sig, at han havde lavet en video i stedet, men det er jo heller ikke en helt let opgave at trykke på en knap.

Med dette overstået var vi på vejen igen. Vi gjorde dog et sidste stop ved Cadillac Ranch, som er en gammel kunstinstallation lavet af en rigmand fra Texas. Han besluttede sig i en enorm brandert, forestiller vi os, for at grave ti Cadillacs halvt ned i jorden midt på en stor mark. Som årene er gået, er folk begyndt at spraymale dem i alle mulige farver, så det skifter hele tiden udtryk. Vi var også lige forbi med en bette klat maling. Hele akten blev dog besværliggjort af det meget mudrede terræn. Nicolai og Thomas’ sko blev meget beskidte, mens Oliver og Christian i deres klipklappere ikke kun blev mågede på skoene, men helt op til knæerne, næsten.

På vej tilbage til Karen fik Nicolai ved en fejl trykket på panikknappen på bilnøglen. Det resulterede i, at Karen udbrød i et spektakel, som kun et syvmands tårnblæserlaug kan gengive. Det var til stor gene for alle i noget, der ligner 5 mils radius. Nicolai kunne nemlig ikke få slukket for hende, før han var kommet 100 meter tættere på. Derfor gik vi andre selvfølgelig til højre, mens Nicolai alene hentede Karen, som holdt parkeret mod venstre. Da vi havde fået lagt vores fodtøj i poser, fortsatte vi.

Det var ved at blive sent. Da vi kom ind i Texas satte vi nemlig uret en time frem, så vi nu kun er syv timer bagud i forhold til Danmark. Derfor var det også tid til aftensmad, og eftersom vi nu er i Texas, stod den på steak. Gildet foregik på den kendte restaurant The Big Texan. De er kendt for deres gratis steak på over to kg, hvis du altså kan spise den, en bagt kartoffel, salat, rejer og brød på under en time. Rekorden er indtil videre 4 minutter og 58 sekunder for hele måltidet og tilhører en husmor på under 60 kg. For at det ikke skal være løgn, spiste hun en til bagefter på lige under ti minutter. Så sultne var vi dog ikke, så vi bestilte alle nogle mindre portioner, selvom Nicolai toppede med en bøf på ca. 500 g. Vi kom først derfra lidt over kl. 22, så vi kørte direkte til dagens motel, hvor vi hurtigt gik til køjs.