I dag vågnede vi op i Monticello og fik pakket sammen, så vi kunne få købt noget morgenmad. Det eneste sted, der serverede morgenmad, i Monticello var et sted, der kunne høre hjemme på Vesterbro, Peace Tree Juice Cafe. Der var ingen borde indenfor, for der blev der solgt alt muligt merchandise. Vi var derfor glade for solen ude på terrassen, selvom det var lidt køligt i det, så ishamrende koldt var det for den kuldskære Nicolai, at han måtte pryde sig i tre lag overtøj. Maden var ganske god, og vi kunne nu begive os ud på en dag, der stod i landevejens tegn.

Vores første stop var Black Canyon of the Gunnison National Park. En køretur på 4 timer fra Monticello. Vi måtte derfor væbne os med tålmodighed, og igen måtte Christian og Oliver bukke under, da vi, tre kvarter før vi var ved nationalparken, kørte forbi en genbrugsbutik, vi måtte ind og tjekke ud. Efter lang tids tænken kunne vi konstatere, at det ikke var en losseplads, men at det faktisk var en genbrugsbutik. Tøjet lugtede, som om det ikke var vasket, og noget af køkkengrejet var ikke blev vasket, men vi kunne alligevel ikke dy os for at købe nogle farvekridt og et malehæfte. Det sidste stykke vej til nationalparken blev brugt på at lave illustrationer, Michael Kvium ville finde morbide og upassende.

Black Canyon var et meget imponerende syn, endda hvis man tager alle de ting, vi har set den foregående uge, i betragtning. Vi følte ikke for den helt store hike her i parken, så derfor måtte vi “nøjes” med en scenic route og nogle små gåture undervejs. På vejen tilbage underholdt vi os ved, at Christian fandt ud af, at man kunne åbne skydedøren, mens vi kørte, sådan at man, som Thomas sagde, fik en helikopteroplevelse ud af det. Forsæderne synes nok ikke, det var ligeså sjovt, som Christian og Thomas syntes det var.

Turen gik nu mod overnatningstedet Farmington via San Juan National Forrest. Turen var virkelig køn, og med alle de højdemeter, vi kørte, endte vi i et pragtfuldt snelandskab. Denne tur var dog vejen ind mod San Juan, og selve San Juan ville vi ikke have opdaget, hvis ikke vores telefoner havde fortalt os, at vi var der.

Klokken var nu blevet så mange, at det var tid til aftensmad, og vi følte ikke så meget for de klassiske amerikanske ting, vi har fået meget af på det sidste. Vi besluttede os derfor for, at vi skulle have asiatisk mad. Der var en restaurant i Farmington, så den prøvede vi. Da vi ankom, var vi lige ved at vende om, da det lignede baglokalet til en kælder, og vandet var hældt op på forhånd, men vi valgte alligevel at prøve det. Inden vi fik bestilt, oplevede Oliver thaimutter på fornemmeste vis. Hendes beskedne størrelse gjorde det nemlig svært at nå op over køkkenbordet, så derfor havde hun meget elegant stillet sig ovenpå 10 æggebakker. Oliver fik nudler, mens resten fik karryretter, der kunne få almindelige mennesker til at spy ild. Christian, der normalt godt kan lide stærkt mad og derfor havde bestilt en medium styrke, måtte indrømme, at det var for stærkt. Oliver havde det sjovt og nød hans gode mad.

Efter at have betalt ved en meget lidt engageret tjener fik vi handlet lidt ind og tjekket ind på vores motel. Vi havde dog lidt af et problem, idet Oliver hævder, at der var blevet oplyst den forkerte adresse på Hotels.com. Vi måtte derfor ud på et kvarters omvej, hvilket Oliver ikke kommer til at høre for… Hotellet var fint, indtil vi prøvede at bage cookies i mikroovnen, hvilket næsten medførte en brandalarm nr. 2 i “Turen i tal”.