I dag stod vi op til den friske duft af tapetklister og ristet morgenbrød. Grunden til at begge retter blev tilberedt var fordi tre ud af fire medlemmer var blevet træt af førstnævnte (her kan læseren selv gætte sig til, hvem de tre medlemmer var). Da vi alle var blevet mætte, og vi var cirka 30 minutter forsinkede, fordi folk skulle sove længe, kunne vi køre mod autoværkstedet fra dagen før. Her kunne vi sætte Karen af og tage en Uber til vores tur på AT&T Stadium. Vi havde dog lige undervurderet afstanden mellem de to steder. Selvom det ikke så særlig langt ud på kortet, tog det godt en halv time og cirka en halv liter vaseline at komme til stadionet.

Stadionet er dog heller ikke til at overse, for stort er det. Under normale omstændigheder er der plads til 80.000 mennesker, men det kan udvides til 105.000, hvis behovet er der. Stadionet blev bygget til holdet Dallas Cowboys af ejer og rigmand Jerry Jones, som er tro Cowboys-fan, hvilket også har sat sine præg på stadionet. Lige fra granitten i gulvet, som er i Cowboys-farver, til de 3.500 tv-skærme, der er rundt omkring på stadionet, for selv når man går ud efter mad eller drikke, skal man ikke misse noget af kampen. Inde i selve stadionet var der midt over banen en kæmpe LED-skærm, der er så høj som en syvetagers bygning, hvilket svarer til at selv på de dårligste rækker er forholdet til skærmen som at sidde i sin stue tre meter væk fra et 42 tommer tv.

Ejeren har desuden sin egen suite, et stort lokale til familie og venner, og derover en mindre til ham selv og sønnerne med den bedste udsigt til banen. Ikke nok med det, så er der egen bar, så de ikke skal rykke sig en meter hele kampen og tilhørende fire ekstra fladskærme, så man kan følge de andre kampe i ligaen. Der er selvfølgelig også elevator mellem de to lokaler. Denne elevator går også helt til spillerudgangen, hvis han nu har lyst til at gå med ud på banen sammen med spillerne. Denne spillerudgang er også en smule ekstravagant, for her er røgmaskine, kæmpe lysshow, egen DJ og masser af fans, der hepper på spillerne. I den modsatte ende ved udeholdet er det ikke helt så smart. Det eneste, de har at se på, er Cowboys’ logo og tilhørende lys, der minder dem om, hvem de skal til at spille imod. Inden spillerne når så langt, skal de selvfølgelig også i omklædningsrummet, som er belagt med en så dyr slags træ fra Afrika, at spillerne ikke engang må sidde derpå og i stedet skal sidde på en stol. Ret så åndssvagt, synes vi. Noget andet, vi dumme nordjyder synes er åndssvagt, er, at guiderne ikke må fortælle, hvor meget de forskellige VIP-lounges koster. Man kan i stedet få et telefonnummer, man kan ringe til for at få prisen af vide og blive overtalt til at købe en lounge.

Dette tilbud kunne vi dog fint takke nej til og afslutte vores tur uden en stor gæld, og vi kunne nu komme tilbage til Karen og mekanikeren, der i mellemtiden havde ringet og sagt, han var færdig. Dette var dog lidt af en usædvanlig Uber-tur, da vores chauffør snakkede så meget, han næsten glemte at trække vejret. Emner gik helt fra sportsgrene og Cowboys-historie til emner som, hvad man skulle se i Austin, Houston og New Orleans. Her ringede han da også til sin datter, der bor i New Orleans, og hun kunne fortælle alt, hvad vi skulle se og hvilke steder, der var sikre at opholde sig i den skydegale by. Ikke nok med det, så skulle vi ikke snyde os selv fra at tage på enten Hooters eller den texanske version af denne, Redneck Heaven. Her er alle servitricerne nemlig letpåklædte, og hvis vi fortalte, vi var “Dutch”, eller hvor vi nu end kom fra, så blev de helt vilde. Dette tænkte vi skam var en god idé og gemte det til om aftenen. Da vi ankom til værkstedet blev vi positivt overraskede, for prisen var på kun $71 for hele tjekket, motorlampen var væk, der var fyldt sprinklervæske på, og Karen fejlede ingenting overhovedet.

I fantastisk humør kunne vi nu finde noget mad og fejre den fejlfrie prøve. Det gjorde vi på den lokale og altid pålidelige Taco Bell. Vi skulle nemlig have et nemt og hurtigt måltid, da vi ikke havde særlig lang tid før Sixth Floor Museum lukkede for dagen. Det betød, at vi kun havde omkring en time i museet, før det lukkede, og det siges, det normalt vil tage to timer at gennemføre til fulde. Det var da også lidt træls, for vi kunne hverken se eller høre hele museet (guiden var her en indtalt lydguide) på den korte tid. Museet, som handler om John F. Kennedy, og især hvordan han blev dræbt af skud fra selvsamme bygning, var dog stadig meget spændende. Vi fik en gennemgang af hans opvækst, karriere, tingene han udførte som præsident, hans død og hans betydning for generationerne efter ham. Vi fik også set hans memorial, der lå et par hundrede meter fra museet.

Nu stod agendaen på Fair Park, som er en eventpark, hvilket vil sige, at forskellige firmaer og formål lejer parken og holder deres events der. Problemet ved vores sene ankomst betød, at vi også ankom sent til Fair Park, og dagens event var derfor slut. Det resulterede i, at Fair Park var blevet til en spøgelsesby. En stort set tom park, et tomt Cotton Bowl Stadium (college football) og en lukket forlystelsespark.

Nu var der blot et stop tilbage på dagens program, og det var vores Uber-chaufførs forslag, nemlig aftensmad i Redneck Heaven. Da vi ankom blev vi mødt af et par hundrede pickup trucks, en omgang rednecks (texanske bonderøve) der stod udenfor og røg og musik så høj, det kunne høres en kilometer væk. Da vi gik ind ad døren var der et dusin halvt påklædte kvinder, fem dusin fulde mennesker og en lugt af burger og øl. Vi blev derefter vist hen til et bord, og servitricen kunne godt se, vi så lidt mærkeligt på det hele, så hun skulle lige være sikker på, vi var klar over, det ikke var en normal restaurant, men det var vi nu. Også da hun skulle tage vores drikkevarer var hun i chok, for vi var nok de eneste, der ikke bestilte øl, men kun et glas vand. Men det gik nok. Derefter bestilte vi hver vores burger, dog meget kedelige burgere, i hvert fald i servitricens mening. Vi fik vores burger og underholdning dertil. Det viser sig nemlig, at fulde mennesker er utrolig sjove at observere, når man selv er ædru. Her var masser af fulde mennesker, der råbte de mærkeligste ting, og åbenbart har restauranten en tradition med, at servitricerne kan spanke kunder med et bælte. Hvad de fik for det, og hvad der giver mænd lyst til at prøve det, ved vi ikke, men sjovt var det dog. Det blev dog lidt trættende i længden, så vi skyndte os ud og tilbage til vores Airbnb.