I dag vågnede vi efter vores sidste nat i vores fine Airbnb i Dallas. Vi spiste morgenmad, hvorefter vi fik pakket alt vores habengut sammen og ind i Karen. Efter at have sat alarmen til og låst døren kunne vi køre til dagens første stop, Dallas Heritage Village. Det er en park i Dallas, som er indrettet med en række forskellige gamle huse fra Dallas i tiden fra ca. 1800-1900. Disse huse er altså blevet pillet ned fra deres oprindelige placering og så herefter samlet igen i parken. Vi var ikke de eneste, som var på besøg. Vi blev nemlig ledsaget af 500 skolebørn lige omkring nysgerrig-pille-ved-alting-alderen. Udover en masse børn var der bl.a. en slaveejers hus, en gård, en skole, en butik, et lægehus og et hotel. Sidstnævnte var dog det sjoveste sted.

Her stod nemlig en ældre dame og fortalte om, hvordan hotellet engang havde fungeret. Da vi kom hen til hende, var hun ved at tale med nogle af børnene. Eneste problem var dog, at børnene ikke var i det store talehumør. De gik nemlig bare forbi hende, selvom hun tydeligt prøvede at snakke til dem. Det tog hun dog ikke så tungt, men faktisk brød hun ud i det skønneste grin midt inde i en sætning. Vi sagde, at vi da gerne ville blive og lytte lidt. Det var hun glad for, så hun begyndte at fortælle om hotellets historie. Selv under vores samtale brød hun flere gange ud i latter, og da der lød et stort brag fra det andet rum, grinte hun blot og sagde, at vi måtte håbe, bygningen holdt. I første omgang havde hun ikke lagt mærke til, at vi ikke var fra USA. Da hun fandt ud af det, spredte snakken sig hurtigt til alt fra vores tur, til hvor sindssygt folk kører i Los Angeles, til hvordan hendes mand havde arbejdet med at reparere og vedligeholde vejkryds og skilte. Da vi havde snakket færdig, gav vi hende hånden, og hun ønskede os en fortsat god rejse.

Herefter gik vi videre til den gamle butik, hvor der sad en ung mand med cowboyderhat. Han havde dog mest travlt med at fortælle os, at der var mest for børn i butikken. De kunne nemlig lege med en gammel vægt og et kasseapparat. Vi var derfor hurtigere ude derfra, men stadig sjovt at se. Det samme var de andre huse, selvom man kun kunne komme ind i nogle af dem.

Efter en spændende tur i “Den Gamle By i Dallas”, kørte vi mod Austin, hvor vi havde planlagt at besøge Hamilton Pool Preserve. Hvad vi dog ikke havde undersøgt var, at man skulle have en reservation to måneder i forvejen. Så selvom vi efter bedste evne forsøgte at komme ind, blev vi vist væk allerede for enden af indkørslen. Ovenpå den skuffelse var spørgsmålet så, om vi ville køre til vores sidste planlagte aktivitet, nemlig byen Luckenbach. Det er en gammel by med livemusik og en gammel bar. Vi besluttede os dog for at springe denne tur over. Dels var det ca. tre ekstra timer i bil, og så så det også ud til, at vi ville gå glip af musikken. I stedet kørte vi mod Austin, og det motel, vi havde booket der. På vej dertil fik vi bestilt en tid til Karen på værksted i San Antonio på mandag. Hun har nemlig tændt motorlampen grundet en “misfire” i en af cylinderne. Det skal vi have fixet. Især fordi den garanti, som forhåbentligt dækker, udløber om lidt over 1.000 miles. 

Efter at have checket ind på motellet kørte Oliver og Nicolai ned og vaskede Karen. Thomas havde nemlig præsteret at forsøge at åbne en grå Grand Caravan på en parkeringsplads. Det tog vi andre som et tegn på, at hun skulle vaskes, så hun uden tvivl blev blå igen. Karen fik hele turen med højtrykrenser og et skumbad, som var hun til skumfest på Sunny Beach. Denne gang blev hun næsten perfekt ren, så det var super. Da vi kom tilbage på motellet, kørte vi i festaben hen for at spise aftensmad. Da vi er i Texas, stod den på BBQ. Valget faldt på Stiles Switch BBQ & Brew. Her fik vi alle en god omgang grillmad. Selvom vi var meget mætte efter den omgang, kørte vi et smut forbi Dairy Queen, hvor vi alle spiste en lille is. Herpå kørte vi tilbage til motellet, hvor vi kort efter gik til køjs.