I dag startede Oliver frisk ud med at lave bærgrød og yoghurt. En rigtig god idé, men desværre måtte vi erkende, at udbyttet af kærlighed til vores smagsløg ikke var lig med den mængde kærlighed, der var puttet i at lave retten. Nicolai ville selvfølgelig ikke udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt og spiste derfor havregrød igen igen

igen

igen.

Turen gik nu mod Johnson Space Center, hvor vi skulle besøge museet med det kreative navn Space Center Houston. Inden vi kunne komme i gang med museet, blev vi dog nødt til at beslutte os for en bilforhandler, der kunne fikse vores motorlampe i Karen, så vi ringede rundt til samtlige 8 bilforhandlere og sammenlignede ventetiderne og besluttede os for, at Gulfgate skulle kærtegne Karen til hendes advarselslampe forsvinder.

Efter en tur ved informationsskranken blev vi anbefalet at tage de udendørs ture, før de vi risikerede at de blev lukket ned pga. regn. Efter at have stået i kø i bagende varme i en halv time var vi klar til at stige ombord på bussen/den modificerede golfvogn, som skulle tage os rundt på campus. Første stop var mission control, hvor de havde kontrolleret, at raketterne gjorde, hvad de skulle, på vej mod rummet og holdt kontakt med besætningen. Nogle af raketterne havde mere succes end andre og det er derfor også her den berygtede sætning: “Houston, we have a problem!” blev transmitteret til. Desværre var der ikke mere at se på end historierne, der blev fortalt. Lokalet var under ombygning, og vi kunne derfor alle 80 sidde i et tilskuerlokale og gennem vinduerne se på en byggeplads, der engang havde været mission control. En anden ting, der blev fortalt om denne bygning, var, at det stadig er her, kontakten til den internationale rumstation foregår. Efter hvad vi måtte erkende var en stor skuffelse, skulle vi tilbage på golfvognen og videre til stop nummer to ud af tre.

Vi ankom til en af træningsfaciliteterne, hvor man foretager nogle af de mest simple træninger. Til træningen havde man derfor konstrueret en kopi af rumstationen. Længere nede i den samme hal var deres robotområde. Her testede de bl.a. deres “katastroferobot”, der en dag vil være i stand til at gå ind i nødområder med bombetrusler, murbrokker mm. Golfvognen kaldte nu igen, og mens de andre steg på, brugte vi tiden på at grine af en mand, der havde svært ved at forstå alle de regler, der i forvejen var bleven nævnt utallige gange, blandt andet ingen blitz og i hvilken side, han skulle stige på toget.

Inden det sidste stop på turen kørte vi en tur rundt på campus, hvor vores guide viste os bygningerne og fortalte, hvad de blev brugt til. Der var alt fra trykkamre, til vandbassiner, der kan imitere vægtløshed, til noget så kedeligt som advokat- og revisorkontorer. Den sidste bygning, vi ankom til, var “Rocket Park”, hvor en ud af tre tilbageværende Saturn 18-raketter er. Denne raket var klar til at blive sendt afsted, men den amerikanske regering droppede finansiering pludseligt, og derfor kan man se dette vidunder i Houston Space Center. Vi var meget imponerede over størrelsen, og hvor langt NASA var, da de konstruerede denne raket for ca. 50 år siden.

Efter den spændende tur gik vi nu i gang med den mere klassiske museumsdel. Vi startede med afdelingen, der omhandler rumfærgerne, som slutter med en stor plads, hvor der er parkeret en Boeing 747, hvad globetrottere som os ikke synes er et særsyn. Det specielle ved denne 747 er, at der er parkeret en rumfærge ovenpå flyet. Et noget aparte syn. Indeni 747’eren fik vi forklaret, hvad den blev brugt til, og hvordan man havde modificeret den. Rumfærgen forstyrrede vingernes flow af luft, og derfor måtte man dele halevingen i to. Rumfærgens ekstra vægt gjorde også, at 747’eren var helt strippet for unødvendig vægt og forstærket for at kunne bære vægten. 747’eren var fundet på brugtvognsmarkedet for fly og skulle bare bruges til at fragte rumfærgerne fra deres sekundære landingsplads i Californien til affyringspladsen i Florida. Oppe i rumfærgen så vi bl.a. deres WCS (waste collection system) eller på godt dansk deres skidekasse, et navn vi syntes der var meget sjovt.

Hungersnøden dybt nede i vores fordøjelsessystemer havde nu meldt sig så hårdt, at vi måtte gøre brug af museets grillbar, ganske udemærket sted. Vi så et foredrag om livet på den internationale rumstation, hvor vi fandt ud af, man kunne gro bakterier i tre dimensioner, og at ALT vand blev filtreret og genbrugt, inklusive urin. Vi så endnu et foredrag om, hvordan livet er på rumstationen og hvilke udfordringer, det giver at leve i rummet, f.eks. er kroppen bygget sådan, at den pumper blodet hårdere opad, så der også kommer blod til hovedet (smart nok), men når man er i rummet, er der ingen tyngdekraft, så blodet flyder lige let i alle retninger, hvilket medfører, at astronauternes hoveder og overkroppe svulmer op, mens benene bliver tyndere. Det ekstra tryk i hovedet presser ekstra vand ud i øjnene og kan gøre astronauternes syn uklart. Der var udstillinger, der forklarede de forskellige processer, der gjorde det muligt at sende personer til månen, og en udstilling, der forklarede, hvordan NASA regner med at sende mennesker til Mars. Efter sådan en omgang skete det usandsynlige, at vi alle købte merchandise i souvenirshoppen.

Efter en hel dag på museum havde sulten nu meldt sin ankomst igen. Christian kender en, der har arbejdet for NASA, og hun havde anbefalet, at vi skulle tage på en italiensk restaurant, der hedder Frenchie’s, fordi det er her, astronauterne og andre NASA-ansatte kommer for at spise. Vi blev vist hen til et bord, der desværre ikke var i det rum, hvor alle billederne og autograferne var. Portionerne var gode og ikke mindst store. Efter vi havde betalt og spist, faldt vi i snak med den ældre ejer, der hurtig blev nostalgisk og fortalte alle hans anekdoter om sammenhængen mellem hans restaurant og NASA. Til sidst kunne han også finde et billede frem af Christians bekendte. En meget sjov oplevelse. Aftenen brugte Oliver og Christian på at se film. Thomas tog et karbad, mens Nicolai lagde sig til køjs.