I dag var dagen, vi skulle sætte Karen af til hendes besøg ved lægen. Med rejerøde og smertefulde arme, nogle mere end andre, kørte vi mod mekanikeren. Christian, der ellers havde brugt solcreme, var også blevet solskoldet, endda i sådan en grad, at hans skuldre lignede torskerogn på dåse. Ved mekanikeren gjorde vi udtryk for, at dette var tredje gang, vi var til tjek med hende, og vi var på et roadtrips, så vi ikke var interesserede i, at de blot satte en computer til hende, men at de i stedet måtte undersøge, hvad problemet var, og fikse det. Det kunne vores servicerådgiver, Marc, skam også godt forstå, og han gjorde alt i hans magt for at få jobbet hurtigt gjort.

Vi lod ham så lege med Karen i et par timer, mens vi tog til en gratis rundtur på et af netbutikken Amazons utallige lagre rundtom i landet. Her blev vi mødt med åbne arme, gratis drikkedunke og en rubiks-agtig-cube med Amazon-tema. Meget lækkert. Ikke nok med det, så var turen også privat, idet den anden gruppe ikke mødte op. Igen, meget lækkert. Dette var faktisk også en utrolig spændende tur med godt indblik i Amazons lagerproces. Dette lager havde konstant 1.500 medarbejdere på arbejde, for at folk kunne få deres pakker til tiden. Til højtiderne var dette tal dog noget større. Selvom der var så mange mennesker på job, var der også tusindvis af robotter. Amazon har to forskellige slags lager, et robotiseret og ikke-robotiseret. På det robotiserede var der fire etager med mindst 1000 robotter på hver, men det nøjagtige tal måtte de ikke oplyse. Robotternes job var at flytte rundt på de utallige reoler med forskellige produkter, folk bestiller. Det betyder, at når man trykker bestil hjemme på ens computer, kører en robot hen til en reol med varen på og kører så hele reolen hen til en medarbejder, der så tager varen ud af reolen. Herefter kører robotten videre til den næste bestilling og så videre og så videre. Dette system er fantastisk smart. Der er ingen varer, der har fast plads. De bliver blot scannet og lagt i en lomme på stativet, hvor stregkoden også bliver scannet, og dermed ved systemet hele tiden, hvor varen er. Udover denne proces er der mange andre, lige fra varen kommer ind på lageret, til varen bliver pakket og kørt væk, alle med hver deres form for automatisering. Utroligt fascinerende, og en af guiderne, der havde arbejdet der i tre år, sagde, at processerne har været lavet om flere gange for at gøre dem mere effektive. Den smarteste var dog nok et forsøgsprojekt, hvor de små varer, der kommer i gammeldags konvolutter, kunne pakkes hurtigt, fordi en maskine lukkede konvolutten, så en ansat bare skulle lægge varen derind, hvormed det gik meget hurtigere.

Efter at have været turen igennem gik vi. Ja, Karen var til lægen, og Uber var for dyrt, så vi gjorde det, ingen amerikanere drømmer om, nemlig at gå hen til den lokale burrito-biks for at få noget mad. Her ringede vi samtidig til vores servicerådgiver Marc og hørte, hvad sagen var. Det vidste han dog ikke, men han ville da lige undersøge sagen og ville ringe tilbage om et kvarters tid. Vi besluttede derfor at tage hen til en af Houstons tre Topgolf-lokationer. Da vi ankom efter at have kørt i et par cirkler, en telefon, der ikke virkede, og en Lyft-kører, der ikke forstod engelsk, havde Marc stadig ikke ringet, så vi ringede skam til ham igen. Han kunne dog ikke svare, for hans mekaniker var til frokostpause. Fint nok. Cirka en halv time senere, midt i golfkampen, ringede Marc med nyheden. Den var ikke god. Eller lidt var fint. Det kunne være værre. Nå. Topstykket af motoren var gået i stykker og skulle skiftes ud, og dette var både let og dækket af garantien på bilen. Problemet var blot, at værkstedet ikke havde delen, og den kunne først være der mandag, altså om fire dage. Nå, det var der ikke noget at gøre ved, for vi kunne ikke køre videre, da garantien ville løbe ud om 500 mil.

I to af spillene var vinderen Christian, som havde en hemmelig beundrer, nemlig pointgiveren (computeren). I det tredje var vinderen Oliver, aka Nicolais mormor, idet golfkøllen aldrig nåede over knæene, før slaget blev taget. Teknikken virkede dog. Yderst imponerende. Herefter tog vi en Uber tilbage til Marc på værkstedet for forhåbentlig at få en lånebil. Da vi ankom, blev vi dog hurtigt skuffet, for man skulle åbenbart have amerikansk kørekort for at få en lånebil fra værkstedet. Vi prøvede i stedet deres partner Enterprise, som er biludlejer, men heller ikke det kunne vi, for vi var alle under 21 og derfor ikke gamle nok til at leje en bil. Vi snakkede derfor om at tage ud og skyde igen, for det må vi nemlig gerne i vores alder. Nå, Marcs ihærdighed skuffede dog ikke, og han gjorde alt i hans magt for at hjælpe os. Det var dog til ingen nytte, da Enterprise skulle til at lukke, og Marcs chef var også taget hjem, så der var ingen chance for en låne- eller leje bil. Vi måtte derfor finde et sted at sove, som blev et billigt motel fem minutter fra værkstedet, og så gav Marc en Uber derhen, selvom han havde gjort nok ved at blive et kvarter, efter han egentlig havde fået fri, for at hjælpe os. Vi gav ham dog også en lille skilling i drikkepenge. På motellet var der ødelagte fliser, lidt mug i loftet og manglende tæpper. Med dårligt humør blev der bestilt thaimad med udbringning og derefter var det sengetid.