Denne morgen vågnede vi lidt senere, end vi plejer, da vi ikke kunne køre nogen steder. Det var med fortvivlelse i hjertet, for vi vidste ikke rigtig, hvad der skulle ske. For det første sagde Marc, at delen måske kunne leveres i dag. For det andet vidste vi ikke, om vi kunne få en lejebil, hvis Karen ikke blev klar i dag. For det tredje vidste vi ikke, hvad vi skulle få tiden til at gå med, hvis Karen ikke blev klar. Men forhåbentlig ville Marc snart ringe og give os nogle gode nyheder.

Mens vi ventede, tog vi hen til den lokale Denny’s i en Uber. Da vi havde fået vores mad og fortæret det, havde Marc stadig ikke ringet, så vi tog skovlen i egen hånd og ringede til ham. Han kunne dog ikke give os nogen gode nyheder, hverken omkring Karen eller lejebil. Karens del var nemlig ikke blevet leveret, men kunne først komme mandag. Fire dage! Nå, det var der ikke noget at gøre ved, men vi kunne vel mindst få en lejebil i stedet. Eller noget. Da vi hverken var over 21 eller havde amerikansk kørekort, viste dette sig nemlig for at være en større udfordring, end man skulle tro. Vi gjorde dog alt i vores magt for at kunne få en lejebil, så vi ikke skulle bruge mange penge på Uber. Det resulterede i, at vi brugte omkring to en halv time på Denny’s, før vi havde overbevist en dame i telefonen om, vi skulle have en bil, og hun fik snakket med Marc ved mekanikeren.

Nu kunne vi endelig tage hen til mekanikeren og få en bil. Det troede vi i hvert fald. Da vi ankom, skulle vi lige sidde i en time, før vi kunne få et lift hen til Enterprise, udlejningsfirmaet. Da de endelig, langt om længe, kom, kunne vi blive kørt de fem minutter hen til deres kontor, hvor vi igen skulle vente cirka 30 minutter, før damen havde snakket med sin manager og fået det godkendt. Utroligt så lang tid noget så simpelt kan tage. Men vi fik da endelig vores Toyota Corolla. Denne måtte vi ikke køre udenfor Houston i, og det var også kun Nicolai, der måtte køre den, da forsikringen var i hans navn. Grundet det lidt mindre køretøj, måtte vi lade de store kufferter blive i Karen, en mindre udfordring for nogle af os.

Med de vigtigste ting og Corollaen pakket kunne vi nu køre mod hotellet, hvor vi skulle få fire dage til at gå. Derfor flottede vi os også ved at prøve det første 3-stjernede hotel på turen. Nu skulle man tro, det var dyrt, men det var det faktisk ikke. Ikke nok med det, så var vi også blevet sølvmedlem på Hotels.com, som vi bruger til at bestille overnatninger, hvilket betød, at vi blev mødt med flag og champagne – eller næsten. Vi fik i hvert fald en lille “goodie bag” med to flasker vand og to poser chips. Meget fornemt. Her fik vi resten af dagen til at gå med mad leveret til døren.