I dag vågnede vi op til en fantastisk morgenmadsbuffet, hvor alt det bedste fra amerikansk morgenmad kunne findes. Oliver benyttede sig endda af muligheden for at designe sin egen omelet. Resten af dagen blev brugt på at få planlagt de sidste detaljer til Thomas og Olivers NASA-foredrag og Nicolai og Christians basketballkamp, som var mellem Houston Rockets og Golden State Warriors, og ellers stod den bare på afslapning på værelset. Til middag fik Thomas og Oliver rester af pizza fra dagen før, mens Nicolai og Chistian ville prøve den lokale burgerkæde Whataburger. Ingen succes her, for burgeren var tæsket ind i sennep, der gjorde det svært at smage alt andet.

Vi havde planlagt, at vi ville være inde ved kampen halvanden time før start for at opleve de individuelle opvarmninger. Vi fik derfor lidt travlt, men heldigvis havde vi en lejebil, så vi kunne køre i betalingsbanerne. Vi fik sat Thomas og Oliver af til deres foredrag. Vi skulle nu finde parkering til kampen, og efter at have cirkuleret lidt rundt inde i downtown fandt vi en tom græsplæne, hvor vi kunne parkere for kun $8, sikke et scoop.

Efter at være blevet guidet over gaderne, som om vi var hjernedøde, kunne vi helt selv finde ind i arenaen, hvor vi blev mødt af et imponerende syn. 20.000 siddepladser og den næststørste skærm (efter AT&T Stadium), vi nogensinde havde set. Vi besluttede os for bevæge os væk fra de dyre pladser og op på monkeyclass, hvor vores budget lige kunne række. Da vi først så vores pladser, blev vi skuffede, for der var godt nok langt ned til spillerne. Ved vores pladser lå der en trøje og et armbånd, som alle i hele hallen skulle have på, når kampen startede. 30 minutter før kampstart begyndte halspeakeren/DJ’en/entertaineren og hele hans hold at gøre nar af de folk, der ikke havde taget deres trøje og armbånd på endnu. For at overbevise folk om, hvorfor de skulle have armbåndene på, startede DJ’en partytricket i armbåndene, der gjorde, at alle armbånd i hele hallen blinkede i forskellige farver og mønstre, hvilket gav en helt fantastisk kulisse rundt i hallen sammen med de røde trøjer.

Spillerne var nu begyndt at varme op 15 minutter før kampstart til stor forundring for os. Serie 6 i vores respektive fodboldklubber ville kunne mønstre en lige så aktiv opvarmning, der gik ud på, at man stillede sig i to rækker og skiftedes til at skyde/dunke/drible mod kurven. En anden meget speciel ting var, at nogle af spillerne rendte rundt med store ørebøffer, en underligt ting at gøre i en holdsport, mente vi. Kampen var var nu ved at være klar til at gå i gang, men vi manglede to ting: nationalmelodien og tilskuere? Lige inden nationalmelodien gik i gang strømmede folk ind fra nogle af de hundredevis af boder, der omringede sæderne, og vupti, på under 5 minutter var hele arenaen fyldt. Nationalmelodien blev akompaneret af hijen og råben på sædvanlig vis, bortset fra da der i anden vers blev sunget “And the rockets’ red glare”. Holdets navn blev gjort tydeligt af to enorme flammekastere, der spyttede kæmpe stikflammer ud på en små 5 meter. Flammekasteren blev vi igen introduceret, da holdenes startopstillinger skulle råbes op. Her blev der brugt lige så meget energi på at buhe af modstanderholdets startopstilling, som der blev brugt på hjemmeholdets.

Kampen begyndte nu, inden vi overhovedet kunne nå at fordøje, hvad havde oplevet de sidste 20 minutter. Nicolai fik sig noget af kulturchok midtvejs inde i første quarter, da tilskueren bagved os ikke havde stoppet med at råbe DE-FENCE og LETS GO ROCKETS, når Houston var i henholdsvis forsvar og angreb. Til Nicolais store forundring stoppede det pludseligt, men det var fordi, der var kaldt til den første af 12 timeouts, der kunne gøres brug af i kampen. Den første reaktion der kom ud af Nicolai var: “Hvad! Stopper de allerede? De har jo ikke lavet noget.” Og ganske rigtig, så er en basketballkamp præget af mange stop, både i form af timeouts og straffekast.

Timeouts er dog et helt event for sig, idet der er pauseunderholdning i dem allesammen. Til denne kamp oplevede vi timeouts, der indeholdt børn, der dansede hiphop, voksne, der dansede hiphop, maskotten “Clutch”, der løb rundt med flag, cheerleader-dans, en kvinde, der med en brækket arm skulle forsøge at lave kampens første point, en video lavet til decideret at gøre udeholdets fans til grin, faldskærme med gratis ting blev kastet ud fra loftet, en koncert i halvlegen og ikke mindst t-shirt toss, hvor alle maskotter, dansere og cheerleadere kom ind og kastede t-shirts ud til publikum, men fordi der er så langt op til de øverste rækker, har de også en kanon, og der er bare smæk på den! Christian oplevede dette på egen hånd i bogstaveligste forstand, idet en t-shirt blev skudt lige igennem hænderne på ham, hvilket resulterede i glæde fra Nicalais side. Christian, der ikke kunne overleve uden at få to gratis t-shirts med hjem, var knapt så fornøjet.

Heldigvis kunne han muntre sig over den intet mindre end fantastiske basketkamp, og vi var der jo for sportens skyld. Kampen bølgede frem og tilbage og havde utallige føringskift. Kampen leverede også nogle enorme “spil”, som man siger i baskettermer (højdepunkter), f.eks. et stort block og nogle trepointer, der fik hele huset til at gynge. En anden stor oplevelse var, da modstanderholdets bedste (og måske verdens bedste) basketspiller lavede ti point på fire angreb, hvilket gjorde, at man kunne høre en knappenål falde til jorden i sekunderne efter. Et andet tidspunkt, hvor hallen blev helt stille, var når modstanderholdet tog straffekast, for inden de skyder var der en øredøvende larm, der så stoppede i det sekund, bolden gik gennem kurven. Modsat, hvis modstanderen brændte, blev der jublet lige så højt, som hvis der blev scoret i den modsatte ende. Kampen endte med at gå i overtid. Vi fik derfor 5 minutter basket mere, hvilket bare manglede med den pris vi havde betalt. Her trådte hjemmeholdets bedste spiller (James Harden) virkelig i karakter og leverede nogle store spil. Det medførte, at de sidste 10 sekunder af kampen bare var en stor, øredøvende larm.

Da uret ramte nul blev der skudt konfetti ud til den helt store guldmedalje, og James Harden var ude og snakke med Travis Scott, en kæmpe amerikansk rapstjerne, der havde haft muldvarpen oppe for at sidde en meter fra banen. På højtaleranlægget blæste der Celebration med Kool & The Gang, en helt euforisk afslutning, der hurtigt blev erstattet af en følelse af, at det var lidt overdrevet, idet de nu kun var en kamp bagud i denne serie af 7 kampe.

På vej ud havde vi en lidt ubehagelig oplevelse, fordi måden man kommer ned fra anden etage er via rulletrappe. Problemet er bare, at folk ikke kan nå at gå hurtigt nok ud, så man ender med at blive mast sammen til én stor ukendelig kødklump for enden af rulletrappen. Vi fandt hurtigt bilen og kunne begive os hjemad. Siden siden hedder Se Oplev Spis, kan vi nok ikke undgå at nævne den absurde pris, vi endte med at betale for aftensmad inde i arenaen. En bakke pomfritter med krydderier og en Ø15 pizza satte os tilbage med 125 kroner. Vi var dog glade for at vi ikke skulle betal 80 kroner for en flaskeøl. FIRS!

Oliver og Thomas havde hørt et spændende foredrag med ingeniøren Kobie Boykins fra NASA’s Jet Propulsion Laboratory om de fire rovere, som NASA siden 1997 har sendt til Mars og Mars 2020-roveren, der er under konstruktion. Der blev snakket om udviklingen, forskningsresultaterne og meningen med at tage til Mars, og Boykins’ måde at fortælle gjorde det til et rigtig spændende foredrag, hvor der også var en del børn, som stillede spørgsmål i spørgerunden.

På hotellet var de ankommet, og da Nicolai og Christian var der, var det efter næsten fem timers uafbrudt underholdning tid til at gå i seng.