Dagen derpå, efter vanvittige mængder af tacos med forskellige slags indvolde fra omtrent fem forskellige dyr, vågnede Oliver og Thomas op til frisklavet havregrød og honningyogurt af henholdsvis Nicolai og Christian (den færdiglavede græske yoghurt med honning iblandet var dog blot blevet taget ud af køleskabet, red.). Her var valget tilsyneladende utrolig let – Nicolai blev nødt til at spise sin ellers yderst velsmagende havregrød selv.

Efter måltidet var overstået, blev der drønet til Petersen’s Car Museum. Ja, det er en dansker, som oprindeligt lavede det. En lille opgradering fra bilmuseet i Reno på omkring et par hundrede biler. Dette museum var inddelt i fire forskellige niveauer, hvor det første var historie, det andet var industri og det tredje var et rent Porsche museum. Som ingen andre end Jørgen Leth ville kunne sige det, så var det utroligt spændende, interessant og lærerigt. Nu tænker den skarpe læser nok, “hov, skrev de ikke lige fire niveauer og ikke tre?” og det har den skarpe læser helt og aldeles ret i. Men hvad man ikke lige forventer svaret er, så er det fjerde niveau en hel kælder fyldt med cirka 200 biler alene dernede. Denne tur var dog et lille tilkøb på $23 per mand, hvilket nok lyder af meget, men det var godt givet ud. Dette var dog en guidet tur, hvor alt fotografi var forbudt, hvilket var, som man siger på godt jysk, rigtigt træls, men der var ikke så meget, vi kunne gøre ved det. Guiden havde et meget teknisk perspektiv og vidste også utrolig meget om alle bilerne, der blev fortalt om og spurgt ind til.

Efter turen blev vi ramt af det evigt tilbagevendende spørgsmål: Hvad skal vi spise? Her kom de store tænkehatte i gang. Vi var nemlig i det dilemma, at vores madbudget kun er på $30 per dag, og vi havde hørt fra vores altid gode rådgiver, når det kommer til mad, Cameron, at en restaurant ved navn Eataly var helt fantastisk og noget, vi skulle prøve. Problemet var dog, at restauranten var lettere dyr, så vi blev nødt til at spare på middags budgettet for at kunne holde os nogenlunde inden for skiven på de $30. Derfor endte middagsmaden igen på In-N-Out, ikke at der var nogen protester mod dette fra nogen af os.

Nu var dagens højdepunkt også kommet, nemlig kunstmuseet Getty Center, for det var nemlig gratis. Dette var der dog store protester mod, dog ikke nogen som blev taget alvorligt. Så igen måtte den altid gode samaritan, Nicolai, sætte sine egne behov til side og lade børnene få deres vilje, dog ikke uden at gøre sin ellers upartiske og politiske korrekte meninger til kende (Nicolais egen udgave, red.). Til Nicolais held nåede vi sent hen til Getty Center og havde dermed kun cirka halvanden times “tortur”. Nicolai fandt dog en person, der delte hans holdninger på en sofa ved en af udstillingerne. Denne person var dog lidt tydeligere i sin holdning, da han åbenlyst lå på sofaen og “hvilede sine øjne” til vores alles store forargelse. Mens meget af kunsten var speciel og svær at forstå, nød de tre mere positive musketerer især at se på arkitekturen og haven, som dog heller ikke kunne få bare en smule begejstring ind i den yngre generations fast besluttede hoved.

Efter denne utroligt kulturelle oplevelse stod agendaen nu på noget, Nicolai var mere interesseret i, nemlig aftensmaden og som lovet stod den på Eataly. Det var dog for tideligt at starte på aftensmaden, så i stedet gik vi rundt i det omkringliggende, åbne storcenter, som vores alles elskede Aalborg Storcenter ikke når til sokkeholderne, hverken på størrelse, antal butikker eller udseende. Dette blev dog også udnyttet. Allerede i den første butik, Macy’s, blev der shoppet, hvor Nicolai, i sin uendelige venten på mad, begyndte at købe shorts på restsalg, alt imens Thomas begyndte at udklædte sig i de værste gardiner, ham og de andre kunne finde på restsalgshylden. Med lege- og handlesektionen afsluttet begyndte vi at bevæge os videre i storcentret. Her blev der prøvet Tesla, Apple og Bose. Sidstnævnte endte dog ikke ved prøvning. Her blev Christian, og igen Nicolai, fanget af shoppesyndromet. Vi blev nemlig tilbudt tilbudt at prøve et par solbriller med høretelefoner og blev straks hooked. Det endte dog ikke der. Nicolai kunne nemlig ikke holde sig tilbage, da han også så nogle trådløse høretelefoner. Billig blev turen ikke. Christian gik derfra med et par smarte solbriller, Nicolai gik derfra både med solbriller og et par høretelefoner og de fornuftigste af os, Oliver og Thomas, gik derfra billigst, nemlig uden at bruge en rød reje.

Nu besluttede vi os for at løbe op til Eataly, inden vi blev fristet til flere frække impulskøb. Her blev vi dog mødt med noget af det værste vi kunne, en kø på ca. 20 meter. Det besluttede vi hurtigt ikke var noget for os, så det blev en “i morgen ting”. Vi henvendte os derfor igen til Cameron, som kom med omkring fem forskellige restauranter i centret, som han mente var gode. Her valgte vi Crack Shack, som var et sandwichsted, hvor kylling var hovedingrediensen. Selvom Oliver var lidt modstander til dette, da kylling er “verdens mest intetsigende dyr” og ikke smager af noget, blev det alligevel aftenens valg. Og godt var det også. Dette er nok stedet, kyllingekæden KFC drømmer om at nå, men ikke er i nærheden af. Overhovedet ikke. Så ja, det var rigtig godt. En god slutning på en meget interessant dag.