Dagen i dag var der ikke rigtigt enighed i gruppen, om hvad den skulle bruges til. Planen sagde USS Midway og downtown San Diego, men vi havde hørt fra Ann og Dale, at SeaWorld var noget, de synes, vi skulle se og samtidig en heldagstur. Dette gjorde, at vi lige måtte sætte hovederne i blød og finde ud af, hvordan dagene skulle forløbe, for at kunne se det hele. Vi havde nemlig kun halvanden dag at gøre med, da Ann og Dale havde planlagt at tage os med i San Diego Zoo Safari Park, hvor de er frivillige, mandag. Thomas, der ikke er helt glad for SeaWorld, og hvordan de behandler dyrene, (i hvert fald som medierne præsenterer det,) synes vi skulle holde os til planen og dermed undgå SeaWorld, så vi ikke støttede op om deres diabolske planer med dyrene. Vi andre insisterede dog på at se SeaWorld, og hvordan deres behandling af dyrene inspirerer dem til at gøre deres forskellige stunts, som får selv de mest vandforstrækkede personer til sidde med åben mund og måbe. Dermed var det valg også truffet, at vi i dag tog til SeaWorld, og hvis vi kunne nå det, tog i USS Midway samme dag, som ellers måtte udsættes til tirsdag, inden vi kører mod Tucson. Alt dette blev diskuteret lige midt i Formel 1-afslutning på Bahrains Grandprix til stor frustration for Nicolai og Christian, som var stået tidligt op for at se det.

Kort derefter vendte vi snuden mod SeaWorld i det hedte forårsvejr bestående af lige knapt 30 grader og bagende solskin. Dette fik også Nicolai og Christian til at udfordre skæbnen og smøge ærmerne op, så vores kridhvide skuldre kunne få noget sol. Oliver og Thomas holdt dog ærmerne nede, da de mente, vores tøjstil var forfærdelig. Da vi ankom til indgangen blev vi dog mødt af cirka 200 meters kø til sikkerhedstjek, som åbenbart er obligatorisk ved alle sådan nogle parker efter 9/11. Vi tænkte dog, at siden vi havde bestilt billetterne hjemme fra, så kunne vi springe køen over, som vi gjorde ved zoologisk have dagen i forvejen. Der tog vi dog en smule fejl, men vi udnyttede dog, at en af køerne kun var cirka 20 meter lang, så det var vi meget tilfredse med. Nicolai og Thomas havde det dog ikke helt godt med at “snyde” foran alle de andre mennesker, da vi syntes, det mindede meget om det par, vi havde observeret i zoologisk have. Vi blev dog i køen og sparede cirka 30 minutters venten. Da vi kom forbi sikkerheden, helt uden den blå handske, skulle vi dog alligevel vente. Dette var dog blot på et af vores egne medlemmer, idet Thomas skulle på toilet bare tredje gang denne dag.

Med det ude af vejen kunne vi for alvor begynde at opleve SeaWorld. Her ville vi opleve så mange af de fire shows, de havde, som vi kunne. De havde et delfinshow, som var det første vi så. Her var alle imponerede over, hvordan dyretrænerne kunne få delfinerne til at perfomerme som de gjorde, selv Thomas. Det sjoveste ved sådanne shows er de såkaldte “wet zones”, som er de nederste 10 rækker af publikum, som har risiko for at blive våde. Når vi så skriver “risiko for at blive våde”, så er det en garanti for at blive drivvåd. Utrolig komisk, når man sidder oppe bagved.

Da dette show var færdigt, havde vi cirka en time til det næste show, som bestod af søelefanter og oddere. Denne udnyttede Thomas og Oliver til at prøve en af de vildeste karruseller i parken, i hvert fald hvis man er ti år gammel. Men det lod de yngste og mest ansvarlige, de lidt ældre og barnlige sjæle prøve, så Nicolai og Christian blev og observerede dem fra skyggen. Her brugte vi også kun cirka 45 minutter af vores time, inden det næste show, så det var alle glade for, vi tog os tid til. Humøret blev dog hurtigt bedre, da vi ankom til søelefant- og oddershowet. Dette var et andet slags show. Hvor delfinerne var mere omkring de forskellige tricks, de kunne, var dette show mere humoristisk, og dyrene spillede roller i et cirkusagtigt show. Dette var der lidt delte meninger omkring. Oliver og Thomas, de ældste i gruppen, mente det var lidt for plat, og kunne bedre lide delfinshowet. De lidt mere barnlige sjæle i gruppen, Nicolai og Christian, syntes showet var vældig sjovt og foretræk næsten dette i stedet for det seriøse delfinshow.

Da dette show var overstået, stod programmet nu på middagsmad, eller det havde vi i hvert fald håbet, for der var kun 45 minutter til spækhuggershowet, så vi kunne ikke nå middagsmaden inden dette og blev nødt til at udskyde det til bagefter. Det viste sig dog at være det værd, for med spækhuggershowet var det igen, ligesom med delfinshowet, utroligt hvordan dyretrænerne kan få så stort et dyr til at gøre, hvad man vil. Denne tanke tog vi også med til middagsbordet, hvor vi hver især havde forskellige teorier for, hvordan det var muligt. Vi blev dog hurtigt enige om, at det må være pisken ude i bagpoolen, som gør det største arbejde, når det kommer til det. Vi så dog ikke nogen pisk til selve showet, men det er nok efter alt den dårlige omtale, SeaWorld har fået, at de er stoppet med det.

Efter middagen, som bestod af BBQ inde i SeaWorld, hvilket ikke var at råbe hurra for, begyndte vi at se alle de andre dyreudstillinger, som var i parken. Her var alt fra hvalrosser fra Antarktis til store hajer, som normalt lever i Atlanterhavet. Her fandt vi også ud af, at SeaWorld, som har taget rollen som den gode samaritan, utroligt nok, har reddet over 34.000 dyr fra at dø. Efter at have set alle dyrene ville børnene også slå sig løs ved at prøve alle forlystelser i parken, for det havde vi jo betalt for. Nicolai syntes ikke, vi skulle prøve dem, især ikke river rafting, for der bliver man altid så våd. Det synes de andre i gruppen dog ikke, for der var jo så meget sol, at vi hurtigt ville tørre, hvis det blev aktuelt. Nu ventede knapt to timers kø bare før vi rent faktisk kunne prøve den, men det var intet problem. Turen forløb også, som de fleste i gruppen håbede: Nicolai blev vådest sammen med Oliver. Men så bredskuldrede som Nicolai og Oliver er, så brokkede de sig ikke og bed det i sig, som de mænd de er. Næsten altså. Nu passede det også med, at vi havde ventet så lang tid i kø, at solen var ved at gå ned, så vi kunne heller ikke tørre i solen, som vi håbede. I stedet ville vi lufttørre ved at prøve nogle andre og lidt vildere forlystelser. Det kan man også roligt sige lykkedes, med et utal af loops, snurren rundt og accelerationer.

Med vores tøj nogenlunde tørt, vores fordøjelsessystemer godt og grundigt banket rundt og i uorden og parken tæt på lukketid besluttede vi os for at forlade parken og finde noget mad. Her havde vi igen taget kontakt til Cameron, som havde foreslået, eller nærmere sagt, han ville bortadoptere os, hvis ikke vi prøvede den, en BBQ-bar, som hed Phil’s BBQ, så selvom vi allerede havde fået BBQ en gang i dag, prøvede vi den. Da vi ankom til baren, blev vi dog mødt af en kø udenfor restauranten på cirka 50 meter og vendte hurtigt ud i bilen igen. Her skrev vi til Cameron og fortalte om den lange kø, og så skrev han, vi bare kunne gå ind ad bagindgangen og finde et bord, da de brugte det såkaldte “open seating”. På denne måde fandt vi også hurtigt et bord, så vi i dag har snydt foran omkring 1.000 mennesker, hvilket vi morede os meget med. Maden fejlede heller ikke det store, ikke det bedste BBQ, vi har fået, men ikke dårligt overhovedet.

Da vi kom hjem til Ann og Dale sad de og så en film og spurgte, om vi ikke ville vælge en ny film og se den, og det ville vi da gerne. Her valgte Oliver stolt “The Grey” med Liam Neeson, for alle film med ham er gode. Men her var det altså undtagelsen, som bekræftede reglen. Dale udviste også sin utilfredshed ved at sidde med sin tablet igennem hele filmen og sluttede med at sige, at han ville vælge film i morgen. Dette kan vi godt forstå, for det var virkelig en forfærdelig film.