I dag var dagen, vi endelig skulle få Karen tilbage! Vi vågnede med glæde om endelig at kunne komme videre fra denne utrolig kedelige og upålidelige by. Efter vi havde spist morgenmad, ringede vi derfor til Marc, men han tog selvfølgelig ikke telefonen, men det var dog, fordi han havde fri. I stedet kom vi til at snakke med en af hans kolleger, som havde hans kunder i dag. Han kunne dog ikke give os nogle gode nyheder heller. For delen var ikke kommet endnu. Nå, vi satte os op på værelset igen og fik lov til at tjekke ud senere i håb om, at delen ville komme inden klokken 13:00. Som tiden gik og vi blev mere og mere rastløse, besluttede vi os for at udnytte lille Lars’ nyudskrevne valg og tage i downtown for at brevstemme. Vi ringede derfor til det danske konsulat for at få en tid til at stemme. De tog selvfølgelig ikke telefonen. Efter utallige opringninger og ingen svar fra værkstedet begyndte Nicolai at blive godt og grundigt knotten og gik sig en lille tur udenfor. På dette tidspunkt var klokken omkring 12:30, og vi skulle snart tjekke ud, have frokost og forhåbentlig en frisk og veludhvilet Karen. På denne gåtur lykkedes det dog både at få fat på værkstedet, dog uden held, for delen, lastbilen skal komme med, kommer altid om eftermiddagen. Dette kunne have været dejligt at vide. Nicolai fik dog også fat på konsulatet og snakket sig til en tid til at brevstemme både til Folketinget og Europa Parlamentet. 

Nicolai vendte derfor snuden tilbage mod hotellet med den gode nyhed om, at vi havde noget at fordrive tiden med i denne by. Vi kørte derfor mod konsulatet, der viste sig at være i Houstons højeste bygning på 29. etage, så det var meget fint. I det sekund vi trådte ind i lobbyen, blev vi dog hurtigt mødt af en sikkerhedsdame, der ikke mente, vi hørte til i denne bygning i vores shorts og t-shirts. Vi fik dog hurtigt fortalt hende, vi skulle ind på det danske konsulat og blev ladt forbi. Selve konsulatet var dog lidt svært at finde, da der ikke var de store skilte til at vise os vej. Vi endte derfor først ved JP Morgans afdeling på samme etage og blev vist hen til den modsatte ende af etagen, hvor konsulatet lå. 

Her følte vi os skam også hjemme, for “skiltet”, der viste, hvad der var i lokalet, var en lille seddel sat på ruden med tape. Udover denne lille detalje så var stedet ellers bare i orden, for alle ruderne var skudsikre, loftet og gulvet var bombesikkert, så man ikke kunne sprænge sig ind, og alle døre var låste, som man skulle bruge både kode og nøglechip til. Vi skulle også vise vores pas for at få lov til at stemme, der var dog to, Oliver og Christian, der ikke mente, det var nødvendigt, så de lod det ligge i bilen. Vi andre og klogere kunne dog godt gå i gang med at stemme, dog en ad gangen, for vi skulle ikke kunne se, hvad hinanden stemte. Efter at have brugt cirka en time på at sætte to krydser hver, så kunne vi begynde at tænke på mad. Det blev i dagens anledning en burrito på chipotle. 

Her ringede Nicolai igen til værkstedet, denne gang med gode nyheder. Delen var nemlig ankommet! De kunne dog ikke love, at den blev færdig i dag. Fem minutter efter ringede værkstedet også til Oliver med samme nyhed. Det er ikke meget, der bliver snakket sammen på sådan et værksted. Denne nyhed skulle vi dog trøste os med, hvilket vi gjorde ved at tage i outlet. Ja, en rigtig farlig ting. Vi endte dog ikke med at bruge de store pengebeløb i dag, kun lige godt $100 tilsammen, så det er jo det, man kan kalde en billig tur. Farligere var det dog at tage i Best Buy, for her blev Oliver og Nicolai inspireret til at købe en hel del af Googles smart home ting. Vi købte dog ingenting i dag men skulle lige hjem og sove på det. 

Det gjorde vi på et nyt motel, det var dog hverken billigere eller bedre. Da vi ankom, kunne krofatter ikke finde ud af at indtaste Olivers oplysninger, så det tog lige et kvarters tid at få vores værelse. Da vi endelig fik værelset, blev vi dog glædeligt overrasket, for der var et helt køkken. Vi kom dog hurtigt ned på jorden igen, for køkkengrej var der ikke noget af, og vores eget var i Karen. Vi tog i stedet ud og fik en burger. Da vi kom tilbage til motellet, var vi lige ved at svømme ind på værelset, for vi var landet lige i orkanens øje. Med regn der ville få Danmark til at ligne en sommerdag og lyn, der rystede hele værelset, kunne vi for alvor se, hvorfor amerikanerne frygter storme så meget. Dette stoppede dog ikke Oliver og Christian fra at gå ud i stormen og lave deres bud på en regndans. Dans var der dog ikke meget af, men mere stampen. Trætte og våde kunne vi nu prøve at finde ro i sindet og få et par timer på øjet.