I dag vidste vi, at vi endelig skulle have Karen tilbage, for i går fik værkstedet delen, de manglede, så det kunne ikke tage lang tid, før vi kunne komme videre mod New Orleans. Der gik skam heller ikke lang tid, fra vi vågnede, til vi fik et opkald fra vores gode ven Marc, om at bilen var færdig og klar til, vi kunne hente den. Morgenmaden blev derfor fortæret i rekordtid, mest fordi den bestod af toastbrød med smør, så ikke noget der kunne bruges lang tid på. Derudover skulle man ikke tro, at der havde været storm dagen inden, for vand var der ikke til at spotte nogle steder udenfor. 

Nå, vi kørte nu mod værkstedet, og da vi ankom, blev vi da også mødt med store smil Det var nok, fordi Marc var ved at få nok af os og alle vores opkald omkring bilen. Efter Marc havde givet os vores bil, og vi blev genforenet med Karen, satte vi straks kurs øst på mod Baton Rouge og New Orleans. Vi lavede dog lige et hurtigt pit-stop på en af de 117 tankstationer i og omkring Houston både for at tanke og for at få noget i skrutten. 

Herefter kørte vi videre mod Louisianas hovedstad, Baton Rouge. Her fik vi set både den gamle og nye Capitol. Den gamle, en fed gammel borg, og den nye, som mere er et svar på et romersk tematiseret højhus, med store stolper og hvad der nu hører til. Med en tissetrængende Thomas og lidt travlt, hvis vi skulle nå at se lidt af New Orleans, kørte vi videre. Vi nåede dog ikke langt, før Thomas’ situation blev alvorlig, så vi holdt ind ved en is-biks, hvor vi alle kunne få opfyldt vores forskellige behov. Meget gennemtænkt. Nu kunne vi for alvor komme mod New Orleans. Her nåede vi til lige i tide til aftensmaden, så igen, meget godt planlagt. Vi tog derfor mod Frensh Quarter, som skulle bestå af barer, restauranter og live-musik. Da vi ankom lignede området dog bare et hyggeligt gammel fransk kvarter Dette blev dog hurtigt lavet om, for da vi kom langt nok ind i kvarteret og hen til Bourbon Street, kunne vi godt se, hvorfor folk kalder New Orleans for en festby. 

Bourbon Street bestod nemlig af Jomfru Ane Gade, hvis man havde tre af dem og satte dem lige i røven af hinanden. Den ene bar efter hinanden og diverse gadekunstnere var alle med til at skabe god stemning for dem, som måtte drikke. Vi tog dog lige en spadseretur hen ad gaden og tilbage for at opleve det hele. Også specielt at amerikanerne har det med at feste, uanset hvilken dag på ugen det er. Nu var vi her en onsdag, og gaden var stadig fuld af fulde mennesker. Herefter fandt vi det mest populære sted at spise i området, og med over 5000 anmeldere på både Google og yelp tænkte vi, det kun kunne blive godt. Thomas og Oliver fik hver deres kæmpe tallerken med diverse havdyr smidt i en friture. Nicolai fik en *redfish* og noget tilbehør. Det smagte skam også fint det hele, og man blev lige på den gode side af mæt. 

Efter vores måltid gik vi endnu en tur ad Bourbon Street for at se, hvor vildt tingene var blevet nu, hvor det var mørkt og lidt senere. Synderligt vildt var det ikke, men feststemning var der. Ikke fordi vi, ikke alkoholiserede unge, blev særligt påvirket af det. Vi kørte derfor videre og mod et hurtigt stop ved The Singing Oak. Dette var et kæmpe træ, hvor der hang diverse klokker i, som sammen spillede en smuk melodi i vinden. Det var dog kun Nicolai og Thomas, der oplevede dette, for Oliver og Christian mente ikke, det var sikkert at gøre i mørket, for der kunne jo komme nogle og skyde en. Ikke nok med dette spændende træ, så var der også en smuk sø ud fra træet, der lige satte prikken over i’et. Med klokken ved at være mange kørte vi udkørt hen til nattens motel. Det var dog til nogle af gruppemedlemmernes store forskrækkelse, at sengene kun var dobbelt størrelse og dermed mindre end de allerede små queen-size. Der måtte derfor soves tæt igennem natten.