I dag fik vi endnu en uinspirerende, kedelig, sløv, fortrøstningsløs, bedrøvelig, anonym, farveløs, hul og glansfri klassisk amerikansk morgenmad, bestående af hvid toastbrød og smør. Dagen i dag skulle heldigvis blive lidt mere sprængfyldt og fængende. Vi startede dagen inde i downtown New Orleans i museumskvarteret. Her ligger USA’s 3. Og verdens 8. bedste museum ifølge Tripadvisor, World War 2 Museum. Parkering var overraskende let at finde, men overraskelsen forsatte da vi så prisen, men vi ville gerne bare i gang med muset  vi måtte derfor punge ud. Biletboden i museet var lavet som en togstation hvor ens elskede blev sendt ud i krig, meget veludført. Udstillingens startede på 2. Etage. Til at starte med fik vi forvildet os en i en udstilling der fortalte anden verdenskrig i kunstværker, ikke lige vores form for museum. Vi spurgte derfor en frivillig arbejder havd vi skulle starte med, og blev sendt ind i en udstilling der kridtede banen op og forklarede verdenssituationen inden 2. Verdenskrig. Vi blev overasket over hvor lille den amerikanske hær var i forhold til den tyske og japanske ved krigens start men det kom de efter , da hæren steg fra 300.000 til 1,6 millioner medlemmer. I slutningen af denne udstilling var der en afdeling der fortalte krigen fra de amerikanske krigsproducenters synspunkt. Et meget spændende og vigtig del af krigen, som man normalt ikke hører så meget om. Der var en køleskabsproducent der begyndte med at producere automatrifler under krigen, mens Ford begyndte at lave tanks. På denne måde blev næsten alle stører produktioner under krigen omfigureret til at passe til krigen. Den fedeste ting ved museet var dog at man fik et helt andet syn på krigen, i og med man hørte amerikanernes synspunkt, og hvor stor en del af krigen mod Japan betød for USA. Museet var også dygtige til at forholde sig neutrale og forklare de overvejelser USA gjorde før under og efter krigen, selvom vi nok vil sige at vi har rimelig godt styr på krigen, blev vi klogere efter at have været på dette museum.

Maverne var begyndt og rumle, vi fandt derfor et pizzaria lidt nede af gaden, hvor vi fik nogle gode italiensk-amerikanske retter. Vi havde en halv times parkering tilbage, vi smuttede derfor tilbage til en ekstra udstilling hvor der i en stor hal hang alle de store fly amerikanerne havde brugt under krigen. Turen gik nu tilbage mod en af de plantager vi havde kørt forbi for 2 dage siden. Vi startede med Laura Plantagen da det var den eneste hvor vi kunne nå en guidet tur. Plantagen var ikke så slem som vi havde forventet, ihvertfald i forhold til faciliteterne, men nogle af de historier som vores guide kunne fortælle var decideret forfærdelige, og det blev også for meget for den fjerde generation af ejere, Laura, der endte med at give lidt længere snor til slaverne. Turen blev desværre spoleret lidt af en ordentlig omgang nedbør, som kun det fugtige vejr i sydusa kan levere. Historierne og forholdene til slaverne var helt i top på denne plantage, men ejernes hus var lidt fesent. Vi besluttede os derfor for at køre videre til Oak Alley plantagen, der så mere ekstravagant ud på billeder. Vi blev ikke skuffede da vi ankom til plantagen, udover de enorme mængder regn. Huset var gennemført fra top til bund, og havde den mest eventyrlige allé af egetræer der strak sig ca. 100 meter. Vi havde hørt at der var en plantage mere der afholdte aftentours, vi besluttede os for at køre forbi og tjekke det ud. Vi ankom desværre ti minutter for sent, og derfor var der tre kvarter til næste tur. Det gad vi ikke vente på. Vi overnattede i Louisianas hovedstad Baton Rouge.