Dag 72: Billig kylling og kanoner

Med fart over feltet var vi hurtigt nået fra New Orleans og befandt os allerede på vej nordpå og med næste stop i Natchez. Her nåede vi også til omkring middagstid og så frem til at se den famøse hjuldamper, steamboat Natchez. Det blev dog ikke, for den var i gang med sin sejltur mellem Natchez og New Orleans og var i øjeblikket i sidstnævnte. 

Samtidig blev Nicolai også ringet op af Cameron, der havde endnu en dårlig nyhed. Det var, at bilforsikringen blev noget dyrere. Så meget at vi skulle betale $550 down payment, $365 om måneden i de sidste to vi manglede og en selvrisiko på $1000. Denne stigning skyldes, at Nicolai nu er ejer af bilen og hverken har nogen historik af at køre bil i USA eller er over 26. Grundet dette ufattelige høje beløb hørte vi, hvad en forsikring uden kasko ville koste, og det endte med at være det halve. Valget blev derfor uden kaskoforsikring. Med nyheden om vi skulle af med så mange ekstra penge i forsikring, skulle middagsmaden være billig, og der er ikke mange steder der slår Popeyes, når det kommer med $/kalorier, og det var noget, vi ikke før havde prøvet. Vi endte dermed at prøve deres utrolig kedelige, smagløse friturestegte kylling. Thomas og Nicolai prøvede deres kartoffelmos, som vi ikke rigtig ved, hvordan skal beskrives andet end speciel. Deres buttercakes, var lidt som navnet, fyldt med kæmpe mængder af smør og ikke andet. 

Efter vores ikke-fedtfattige måltid og en generelt skuffende oplevelse i Natchez kørte vi videre mod Vicksburg. Her skulle vi på et museum omkring den famøse borgerkrig. Det største og afgørende slag i krigen  skulle nemlig være sket her. Positivt overrasket blev vi også hurtigt, for museet var nationalt, så det var gratis med vores park-pas. Fint var det også, for størstedelen af museet var ude på selve krigspladserne, hvor det hele var, som dengang krigen stod på, med hvilke territorier tilhørte confederationen og hvilke unionen havde. Med utallige kanoner rundt omkring, historiske bygninger og mindesten til ære for de kæmpende lærte vi ikke en stor del omkring krigen, men meget spændende at se hvor og hvordan en krig i 1800-tallet kunne have set ud. 

Efter at have set cirka 117, som samtidig var halvdelen, af deres kanoner besluttede vi os for, at det var nok og kørte derfor yderligere nordpå mod Memphis. Det gjorde vi i håb om at kunne nå at se The Rock and Blues Museum, men da vi undersøgte sagen, viste det sig at have lukket sine døre permanent. Yderst skuffende. Vi fik i stedet kørt et godt ryk mod Memphis og var kun 30 minutters kørsel derfra, som passede perfekt med vi skulle til Graceland i morgen. Da vi dog tjekkede ind på nattens motel, skulle vi betale et gebyr, fordi vi var fire, der tjekkede ind i stedet for to. Dette mente Oliver dog ikke kunne være meningen, så han noterede i sin to-do-liste at ringe til Hotels.com i morgen og få det afklaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.