I dag oplevede vi en smule variation i morgenmaden idet æggene var foldet som en pandekage, det er de små ting i livet der gør en forskel. Morgenmaden var dog ikke så god at den kunne retfærdiggøre den mængde mad et par hamstrede og slæbte op på værelset. Key West Inn ligger lige i udkanten af Memphis. Det gjorde Graceland også dengang Elvis købte over 5 hektar land til at konstruere hans drømme hjem, men Graceland er bleven opslugt af by, og ligger helt obskurt i midten af kommerciel gade, hvor kun skiltene minder, Elvis Presley Road, minder dig om hvad der er i vente. Vi var lidt i tvivl om vi skulle se det på grund af de høje billetpriser, men vi havde læst at hvis man ikke var fan af Elvis før man kom, blev man det efter en tur i Graceland. Uden at afsløre for meget kan vi godt sige at det var besøget værd. Turen starter på den modsatte side af de ikoniske nodeporte, hvor der er konstrueret et kæmpe campus med flere restauranter, museer og souvenirbutikker. I midten køber man billetter og stiger på bussen over til Graceland.

Turen starter foran huset, der ikke ser ekstravagant ud fra ydersiden af. Det ligner et almindeligt hus i en finere amerikansk forstad. Entréen ligner noget almindeligt lige indtil man kigger op og ser at trappen er dækket af spejle. Elvis ville altid vide hvem der kom ind af døren og derfor dækkede han trappen til i spejle, sådan at han fra toppen af trappen kunne se hvem der kom ind. De to stuer der var til hver sin side var gennemførte i Elvis stil, men ikke specielt store. I køkkenet opdagede vi en Elvis’s passioner, TV. Her var der monteret et tv. En noget speciel ting i 60’ernes Amerika. En passion der tog fat nede i hans tvstue/bar/manderum hvor der var hele tre fjernsyn til hver af de tre kanaler der blev sendt dengang. Hele stuen var beklædt i Elvises personlige logo og farver igen meget gennemført, men intet i forhold til det næste rum, billardrummet. Væg og loft er beklædt i gardiner med en fold der symmetrisk gik fra midten af rummet og hele vejen ned til listerne. I midten stod der et billardbord. Oppe i den sidste stue var der igen et meget gennemført rum med et helt grønt gulvtæppe, et springvand, et bord lavet ud af en kæmpe trærod og en bar.

Turen gik nu ud i haven, hvor vi så Elvis’s brandingrum hvor han havde ansatte til at svare fanbreve og eller planlægge hans kommercielle anliggender. Ved siden af var hans opbevaring/skyderum, hvor der også stod en model af det hus han havde vokset op i, noget af en omvæltning. Bagved udehuset var hans hestestald og -fold. På matriklen var der også en squashbane, en pool og til sidst hans grav, som højdepunktet på turen kunne man se hans meget veldekorerede og værdige sidste hvilested. På den anden side af vejen havde vi også købt billetter til at se hans fly. Vi startede med det store fly, som blev brugt når Elvis skulle rundt på hans turnéer. Det var udstyret med to håndvaske i 24 karats guld, alle spænder var også i guld. Resten af flyet var dekoreret som et “normalt” luksusfly. Med lækre læderstole. Mørkt træ prydede flyet igennem. Det bagerste rum Elvis’s her var der en seng og et privat toilet og makeuprum. Inden vi kunne forlade museet skulle vi have det obligatoriske stop i giftshoppen.

Turen gik nu mod downtown Memphis og Slave Haven Underground Railroad Museum, hvor det hurtigt stod klart at vi havde misforstået hvad det var. Vi troede det var faktiske tunneler vi skulle se men det var bare en del af et komplekst kodesystem som slaverne brugte. For eksempel gjorde de brug af tæpper, musik og sang til at beskrive hvordan man skulle flygte fra slaveejerne. I Memphis var der så en tysker der bosatte sig og lavede en “railstation” et sted hvor slaverne trygt kunne bo om natten. Slaverne der nu var på fri fod, måttes kravle under husene ned i en kælder hvis ejeren havde andre på besøg. Alt dette blev kommunikeret af en meget passioneret sort kvinde, der tydeligt stadig var dybt berørt af situationen, og det samme kunne siges om de sorte der var med på turen. Inde i en af rummene udmøntede dette sig i at der opstod pludselig sang, en meget mærkværdig oplevelse der virkelig gjorde indtryk på os.

Memphis er også det sidste sted Martin Luther King Jr. Satte sine føder på jorden, og på hans drabsted er der lavet et museum for Civil and human rights. Mange af informationerne var de samme som dem vi lige havde hørt, så vi gik meget let over disse og hen til de ting der handlede om Martin Luther. Museet var gode til at beskrive hvor stor en person han var og hvor mange utrolige ting han gjorde for de sorte og generelt fattige i USA. Selve drabsstedet er balkonen på et motelværelse og er ikke særlig spændende uden historien bag. På den anden side af vejen er der et museum der går i detaljer med hvad og hvem der kunne have begået mordet. Sidste stop i dag var Beale Street Memphis’s svar på Jomfru Ane Gade, og her var vi ikke skuffede modsat Bourbon Street i New Orleans. Beale Street var mere ren, bredere og der var en mere hyggelig stemning. Det var lidt mere landsby stemning. For indhente lidt af det tabte kørte vi videre mod Nashville så langt som vi gad inden vi fandt et hotel.