Dag 74: Athena, i cowboydere

I dag vågnede vi på vores motel i byen Jackson i Tennessee. Vi startede, som de sidste mange dage, dagen med en yderst uinteressant morgenmad i hotellets lobby. Herefter fyrede vi op i Karen og satte kursen mod Nashville. Det var en køretur på ca. to timer. Da vi ankom til Nashville, havde vi naturligt nok opbygget en sult på størrelse med en burrito fra Oscar’s Taco Shop, så det fik vi. Det var en travl lille gesjæft, og maden var god og ikke mindst billig.

Med frokosten overstået gik vi ned til byen, mod Music City Walk of Fame. På vej derned kom vi dog til en gade, som var fyldt med en hellig blanding af barer med livemusik og forskellige butikker. Her besluttede vi os for at gå lidt. Der gik ikke længe, før vi stod i en butik fyldt med cowboyderstøvler. Oliver så hurtigt, at nogle af støvlerne var på udsalg. Vi havde snakket om at det kunne være sjovt at købe et par, da vi var i en lignende butik i Fort Worth i Texas. Det havde vi dog droppet grundet den høje pris. Men nu var det måske muligt. Derfor gik Oliver og Nicolai på jagt efter et par støvler. Det stod dog hurtigt klart, at der ikke var nogle billige i deres størrelser, og ingen af dem ville betale knapt 3000 kroner for et par cowboyderstøvler. Vi gik derfor slukørede videre. Skæbnen ville dog, at der var mange andre butikker med cowboyderstøvler på samme gade. Vi fandt oven i købet en, der reklamerede med køb et par få to par. Det lød jo for godt til at være sandt, så vi gik ind og spurgte. Utroligt nok var det rigtigt. Man kunne vælge tre par støvler og blot betale for det dyreste. Der var desuden tale om kendte mærker og håndlavede støvler i ægte læder. Nu var en lidt sjov tanke lige pludselig blevet til, at vi stod og overbeviste hinanden om, at man ikke kan tage til Tennessee uden at købe et par cowboydere. Det var så god en deal, at Christian også var klar på at købe et par. Derfra gik det ellers bare løs med at prøve forskellige modeller af de mange støvler. Vi havde alle shorts på, hvilket bragte smilet frem på mange af de lokale kunder. De var åbenbart ikke vant til at se sådan en flok blegfede danskere iført shorts og cowboyderstøvler i pythonskind. Det havde vi meget sjov ud af, og vi fandt da også et par hver. Vi fik nu i denne butik tre par støvler for lige under 3000 kroner, så vi gik derfra glade og tilfredse.

Med cowboydere i poserne gik vi nu mod vores egentlige destination, Music City Walk of Fame. Det var tæt på, og heldigt for det. Det var en lidt lille Walk of fame, men det er også svært at toppe tre par cowboydere. På vej hen mod Karen gik vi desuden forbi byens gigantiske koncerthus, det var en meget flot og stor bygning. 

Tilbage i Karen gik turen nu mod en park i byen, med en kopi af den græske bygning Parthenon. Det var en virkelig flot bygning, som husede et museum i underetagen, samt en gigantisk statue af den græske gud Athena. Den var 42 fod høj og udført i marmor og guld.

Herefter satte vi kursen mod øst og Great Smokie Mountain National Park, som vi skal besøge i morgen. På vejen spiste vi på en restaurantkæde kaldet Cracker Barrels. Her stødte vi på en sprogbarriere. Tjeneren kunne nemlig ikke helt forstå, hvordan Nicolai og Oliver ville have stegt deres Ribeye. De sagde medium/rare, hvortil hun gentog medium/well. Sådan snakkede vi lidt frem og tilbage, indtil hun gjorde opmærksom på, at hun syntes, vores danske accent var svær at forstå. Christian fik fried chicken, mens Thomas fik grillet kylling. Nicolai og Oliver klemte også en lille dessert ned, inden vi kørte til dagens motel, som lå i byen Farragut, lidt udenfor Knoxville.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.