Igen denne morgen var vores morgenmad tæt på at være ikke eksisterende. Eller, hvis man er storspiser af brød og smør, så var det jo fint, men på 10. dagen med dette begynder det at blive lidt kedeligt. Det var den erfarne tapetklister-spiser, som har spist det til morgenmad de sidste to årtier, også enig i. Med stopfyldte maver, eller noget slunkne, kørte vi mod dagens store udfordring, Great Smokie Mountains.
Grundet National Park besøget stoppede vi hurtigt i Walmart for både at handle vand og middagsmad. Sidstnævnte skulle gerne være et hurtigt og fyldestgørende måltid, så vi endte med det stik modsatte og yderst utilfredsstillende gang kattefoder, der findes. Salat.
Med en times kørsel til parken kunne vi dog også nå at blive godt sultne, så der gik ikke lang tid, før vores medbragte djævleføde skulle tages i brug. Til dels også fordi vores køleskab lugter som bare pokker. Der skete nemlig et lille uheld et par uger forinden, som der ikke lige er blevet gjort noget ved. Både mad og drikke blev glemt deri og lå en tand for længe, så stanken fra hvidløgssmørret og den efterladte mælk rigtig kunne trække ind i køleskabet. Mælken var så slem, at den var begyndt at skille sig i kartonen. Nok om det ulækre.
Nu skulle vi til visitor centret og høre, hvad de ville anbefale både i forhold til vandreture, men også hvor man kunne se bjørne. Sidstnævnte havde vi dog lidt svært ved at få forklaret. Den tennesseeanske kvinde kunne nemlig ikke forstå, hvad vi sagde. Efter et utal af forsøg fra alle fire medlemmer fik vi dog endelig trængt igennem og fik forklaret, hvor det bedste sted var at se dem. Med et overtegnet kort over parken med vandreture vi skulle på og et sted at se bjørne, satte vi kursen mod toppen af et af bjergene, hvor en af vores vandreture var. Vi stoppede dog cirka halvvejs oppe ad bjerget, hvor en af de anbefalede ture også var.
Udsigten herfra var ganske enkelt fantastisk. Så mange forskellige grønne farver var virkelig imponerende. Vi mødte også et par fra Danmark, der var på rundrejse i USA. Dejligt at møde nogle venlige ansigter hjemme fra. Denne relativt korte tur på fire miles sluttede oppe ved selve bjergsiden med en fantastisk udsigt over skoven og bjergsiden. Vi kunne også vælge at gå længere ad denne rute til næste stop på 10 miles men valgte fra og ville hellere videre til noget andet.
Det andet stop i parken var på bjergtoppen, hvor man kunne se ud over hele bjergkæden på den ene side og den anden siden fyldt med skov. Her kunne man igen tage en lang tur på 8 miles, men vi stoppede efter cirka 4 miles, da vi ikke tænkte, udsigten ville blive meget bedre, end hvor vi var kommet til. Herefter tog vi hen til det højeste vandfald i parken. Også yderst smukt, dog havde vi ikke så lang tid til at observere det, for på dette tidspunkt var det også ved at være sent, og vores tomme maver var begyndt at rumle.
Vi kunne dog ikke køre videre uden at have gjort et forsøg på at finde bjørne. Vi tog derfor hen til, hvor rangeren havde anvist til en scenic route, så vi skulle ikke engang gå! Vi nåede skam heller ikke langt ud på ruten, før alle andre biler var begyndt at stoppe og lave store køer, så det kunne kun betyde én ting. Bjørne. Da vi endelig fik mast os frem forbi alle de andre tosser, kunne vi selv gå ud og lege tosser. Her kunne vi se to utrolige, vanvittige, ubeskrivelige og fuldstændig latterlige individer med hver deres kæmpe kameraer med linser på størrelse med Jim Lyngvilds penis i snevejr. Cirka 25 cm. Omkring 20 meter fra dem var tre bjørne, en mor og to bjørneunger. Efter at have set dem kørte vi videre og ikke meget længere fremme var der igen kø. Her var der igen en mor og to unger. Moren sad på udkig og de to unger var oppe i et træ. De her var lidt tættere på os, så vi kunne se dem lidt bedre. Kort efter vi ankom, begyndte ungerne dog at kravle ned af træet, og derefter forsvandt de alle.
Vi bevægede os videre. Mere sulte og udmattede kørte vi det sidste af ruten færdig og mod den nærmeste by. Aftensmaden blev på en amerikansk restaurant og med bøf til. For det havde vi fortjent. Med mætte maver kørte vi videre til vores motel for natten med en ikke-indisk krofatter for en gangs skyld. Han var yderst snaksaglig og elskede at høre om vores tur og anbefalede os også et sted i Florida at tage hen. Med det kunne vi glade gå i seng og blive friske til den næste dag.